Draymond Green var tæt på at gå på pension.
Den 33-årige Golden State Warriors-forward fortæller nu om en personlig samtale, han havde med NBA-kommissær, Adam Silver, hvor han udtrykte ønsket om et karrierestop. Det siger han på sin egen podcast The Draymond Green Show.
“Jeg sagde til ham: ‘Adam (Silver red.), det her er for meget for mig… Det er for meget. Det er alt sammen blevet for meget for mig – og jeg kommer til at gå på pension”, gengiver Draymond Green, hvor Adam Silver så skulle have svaret:
“Du tager en meget voldsom beslutning, og jeg vil ikke lade dig gøre det”.
Denne samtale skulle tilsyneladende have fået den tidligere All-Star på andre tanker, og Green er taknemmelig for Silvers ageren.
“Vi havde en lang, fantastisk samtale – meget hjælpsomt for mig. Jeg er meget taknemmelig for at spille i en liga med en kommissær som Adam (Silver red.), der er mere for at hjælpe dig end for at gøre dig ondt; mere for at hjælpe dig end straffe dig”, siger Green på The Draymond Green Show.
En kaotisk sæson
Warriors-profilen har været involveret i to voldelige sammenstød i løbet af indeværende sæson.
Det førte først til en suspendering på fem kampe, efter han tog kvælertag på Minnesota Timberwolves’ Rudy Gobert. Mindre end en måned efter dette, ramte han med et hårdt slag Phoenix Suns’ Jusuf Nurkic og blev derfor suspenderet på ubestemt tid. Det har nu holdt ham ude fra de seneste 14 kampe.
Han har derfor kun deltaget i mindre end halvdelen af Warriors’ kampe. De har på nuværende tidspunkt en record på 17-19 og ligger på en 11.-plads i Western Conference.
Draymond Green har været med Warriors, siden han blev draftet dertil i 2012. Her har han vundet fire mesterskaber, Årets Forsvarsspiller i 2016-17 og har været All-Star fire gange.
Nu ser det dog ud til, at han snart kan vende tilbage på banen. Han er allerede tilbage med holdet, hvor han træner og forbereder sig til at gøre sit comeback, hvilket forventes at være om en uges tid. Det skriver ESPN.
I de 15 kampe han har spillet i 2023/24-sæsonen snitter han 9.7 point, 5.5 rebounds og 5.8 assists.
Jeg er 23 år gammel og er NBA-redaktør på siden. Ved siden af læser jeg journalistik på Roskilde Universitet.