fbpx
Forbind med os

Hej, hvad søger du efter?

Bakken Bears

Vildt comeback og trepointsrekord: Bakken Bears knækkede Porto efter dobbelt overtidsdrama

Bakken Bears fik endelig smagt sejrens sødme i denne sæsons FIBA Europe Cup, da de besejrede FC Porto i vanvittig stil. Bjørnene sejrede efter to overtidsperioder med 113-99.

Foto: fiba.basketball

En kamp, der havde lidt af det hele.

Det kan man sige ret godt kendetegnede onsdagens FIBA Europe Cup-brag i Aarhus mellem Bakken Bears og gæsterne fra Portugal, FC Porto.

To overtidsperioder, en ny rekord for flest ramte treere i en FIBA Europe Cup-kamp og sejr til Bakken Bears. De fremmødte fans i Sparekassen Danmark Basketball Center blev forkælet og var vidne til en kamp, der var billetprisen værd.

Stort Bakken-comeback

Den portugisiske mastodont kunne med en sejr sætte sig selv i en fordelagtig position, inden den sidste kamp i gruppe E i næste uge, men Bakken Bears ville det anderledes.

Bakken Bears, der ellers havde tabt fire kampe ud af fire mulige inden mødet med FC Porto, var i drillehumør og tildelte FC Porto deres første europæiske nederlag i denne sæson.

Fra kampens start så det ellers sort ud med en stærk start af Porto, men Bakken formåede at holde sig lige i hælene.

Porto startede kampen med en uhyre effektiv offensiv, men udeholdet gik derefter en smule ned i kadence. Porto var dog foran i pausen, og kampbilledet var uændret lige indtil kampens døende minutter, hvor der for alvor kom liv i de godt og vel 1200 tilskuere i den gamle hal i det nordlige Aarhus.

Michel Diouf blev helten

Med to minutter og 30 sekunder tilbage af fjerde periode stod der 72-81 til Porto. Bakken var på vej mod endnu et europæisk nederlag, men Bjørnene nægtede at kaste håndklædet i ringen.

Først scorede Malik Parsons fire ubesvarede point efterfulgt af et layup af Sylvester Berg. Pludselig var Porto-føringen barberet ned til tre point. Presset lå da på Porto, der ellers havde været i front gennem hele kampen, og på et tidspunkt endda med 13 point.

Bakken manglede stadig at indhente tre point, og tiden arbejdede imod Bjørnebanden.

Men så er det heldigt, at de har en Michel Diouf, der kan diske op med ikke bare én, men to helt igennem vanvittige trepointsscoringer.

Den første treer udlignede kampen til 81-81 og udløste et kæmpe jubelbrøl på de aarhusianske lægter, men efter en trepointsscoring af Portos Anthony Barber med blot to sekunder tilbage på uret så det ud til, at det alligevel skulle blive til et Bakken-nederlag.

Bakken tog en timeout, og Diouf fik efterfølgende igen Sparekassen Danmark Basketball Center til at gynge med et skud fra trepointsland.

Buzzer-beater. Tre point. 84-84. Fansene – og Bakken-spillerne var i ekstase. For en kort stund glemte alle i hallen, at de danske mestre ikke havde noget at spille for udover æren.

Kampen skulle ud i overtid, og Porto-spillerne var decideret rystede.

Porto var knækket

Og i overtiden var Bakken nærmest som forvandlet. De to Diouf-treere havde knækket de gæstende portugisere.

Bears var fulde af selvtillid, og det kunne især Malik Parsons, der ellers havde spillet en stille kamp indtil slutningen af fjerde periode, nikke genkendende til. Parsons var storsprudlende på alle tænkelige måder og straffede Porto-defensiven, der også måtte lægge øre til lidt trash talk fra en Malik Parsons, der var i den syvende himmel.

Bakken Bears fuldendte comebacket og sejrede med 113-99, og den sidste gruppekamp bliver derfor en must win-kamp for Porto, hvis de skal tage førstepladsen i gruppe E. Andetsteds sejrede Manisa nemlig mod Norrköping Dolphins, så Bakkens vilde præstation har nu fået kæmpe betydning for udfaldet i gruppen.

Portos rekordmager var varm – og endte med at tabe hovedet

Kampens topscorer var Portos Anthony Barber, der leverede en kamp til historiebøgerne. Barber var skydeglad fra kampens start og sendte den ene treer efter den anden afsted i første periode – og med stor succes. 15 point og fem trepointsscoringer stod Barber med efter første periode.

Så var han ligesom igang.

Porto-stjernen, der står noteret for tre kampe i NBA for Atlanta Hawks og et utal i NBA´s udviklingsliga, NBA G League, sluttede med ti ramte treere, og det er en ny rekord i FIBA Europe Cup. Den tidligere rekord var på otte treere. Barber endte på 33 point.

Amerikanerens rekordkamp fik dog et kedeligt punktum, da en hidsig Anthony Barber var vældig utilfreds med et dommerkald.

Barber tonsede op i dommerens hoved og gav sin mening om dommerens kendelse til kende. Hvad Barber fortalte dommeren skal være usagt, men spillerens ageren betød, at han blev udvist og missede det sidste halvandet minut.

Bakkens topscorer var Malik Parsons med 29 point. Parsons havde ellers haft en stille kamp, men amerikaneren steppede up og hjalp Bears til en vanvittig sejr med 23 point i løbet af de sidste 13 minutter.

Skrevet af

Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 24 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)

Andre artikler med dette emne

Bakken Bears

Anders Sommer tager skridtet direkte fra Basketligaen til EuroLeague.

Internationalt

Noah Nørgaard viste sig frem fra sin absolut bedste side til den netop afsluttede NBA Academy Games-turnering i USA.

Internationalt

Noah Nørgaard er i disse dage i USA, hvor han er inviteret til at deltage i en prestigefyldt ungdomsturnering arrangeret af NBA.

Bakken Bears

Bakken Bears har forstærket truppen med amerikanske Sam Sherry, der kommer til klubben på en etårig aftale.

Internationalt

Frida Formann er efter fem år i USA hjemme i Europa, hvor hun har landet en aftale med mesterholdet Nyon Basket.

Bakken Bears

Bakken Bears må tage afsked med Urald King, der i næste sæson skal spille i den tyske Bundesliga.

Bakken Bears

Denver Nuggets indleder deres NBA Summer League-turnering den 10. juli, og det bliver med Bakken Bears´ Terrence Hargrove Jr på holdet.

Bakken Bears

Bakken Bears er godt igang med sammensætningen af næste sæsons trup. Fredag har de præsenteret 24-årige Tymu Chenery som ny spiller.