Så gik den ikke længere.
Bakken Bears mødte fredag aften de finske mestre Salon Vilpas, der viste sig at være en for stor mundfuld for Skyler Bowlins mandskab.
Kampen blev ellers indledt meget jævnbyrdigt, hvor de to mandskaber længe fulgtes ad, men kort inden pausen satte de finske tropper turbo på, og kunne derfor gå til pause med en føring på 49-40.
Skyler Bowlin og Bakken Bears fik aldrig helt rettet op på tingene, og en række uskarpe angreb kostede momentum. Dermed kunne Vilpas trække yderligere fra i slutningen af kampen og udbygge sin føring.
De danske mestre mødte en bedre modstander på dagen og taber med 90-72. Især procenterne fra gulvet blev udfaldsgivende, da de finske mestre simpelthen var sublime på den front. Vilpas skyder 61 procent fra gulvet, hvorimod Bears må tage til takke med 47 procent.
Især Vilpas-guarden Leland Walker var ustoppelig og leverede 33 point. Danskernes topscorer blev Sylvester Berg, der står noteret for 17 point.
Derfor må aarhusianerne se drømmene om et gruppespil i Basketball Champions League smuldre mellem fingrene på dem og tage til takke med FIBA Europe Cup.










































































