Bakken Bears havde inden onsdagens opgør aldrig tabt på hjemmebane mod portugisiske SL Benfica. Tre sejre i fire indbyrdes kampe gav aarhusianerne håb om at holde den gode statistik i live, da Benfica for tredje gang kom på besøg i Aarhus.
Men fjerde gang skulle vise sig, at være lykkens gang for portugiserne. Bakken Bears tabte 81-91 og var bagud det meste af kampen. Flere gange troede man ellers at bjørnene, var på vej tilbage i opgøret og især hen i mod slutningen af kampen, men comebacket udeblev i Vejlby-Risskov Hallen.
Efter kampen fangede Fullcourt Bakken-træner Skyler Bowlin, der fremhævede kvaliteten hos modstanderne:
“We did a lot of good stuff, but we played against a really quality opponent today that has a lot of high-level players. We’ve got to play really well to win, and we had to fight back after a really bad third quarter.”
Tekniske problemer
Bakken Bears kom skidt fra land og var allerede bagud i første periode. Det skulle vise sig, at være et gennemgående kampbillede. Herefter kom hjemmeholdet dog bedre med i kampen og tog sin første føring og eneste føring ved stillingen 33-32 med to minutter tilbage af anden periode. Ved pausen var Benfica dog igen foran med 36-38.
Under kurven var især Shaquille Rombley en markant spiller for Bakken. Den høje spiller gjorde sig bemærket med stærkt forsvarsspil og flere offensive rebounds. Han sluttede kampen med 14 point og 13 rebounds, hvoraf otte var offensive.
Efter pausen opstod der uventede tekniske problemer. Kampen forløb normalt de første minutter, men efter knap fire minutter begyndte resultattavlen at drille. Spillet blev derfor stoppet til stor frustration for den portugisiske bænk, og spillerne måtte begynde at varme op igen.
Efter omkring 15 minutters afbrydelse kunne kampen genoptages. Det var dog Benfica, der kom bedst ud af afbrydelsen. Portugiserne gik på et stort run og vandt tredje periode med 27-14.
Bakken-træner Skyler Bowlin var ærgerlig over afbrydelsen:
“Of course we want to keep the game going. Sometimes, unfortunately, things like this happen, and I’m not going to blame it on that. I can’t use that as an excuse, but hopefully we learn from it.”
På banen var det især den amerikanske guard Aaron Broussard, der gjorde ondt på Bakken-forsvaret. Han scorede 14 af sine i alt 27 point i tredje periode og var dermed en afgørende faktor i Benficas stærke periode.
Benfica havde desuden en god skuddag fra distancen og ramte 43 procent af sine trepointsskud. Til sammenligning ramte Bakken Bears blot 17 procent.
Comebacket udeblev
Ved slutningen af tredje periode var stillingen 50-65 til gæsterne, og det fortsatte ind i fjerde periode. Med fem minutter tilbage var Bakken Bears bagud 62-79, og de første tilskuere havde allerede bevæget sig ud af hallen. Men så kom der momentum til bjørnene.
Efter seks point i træk fra Magnus Møllgaard var Bakken pludselig kun bagud med ni point. Momentumskiftet kunne også mærkes på lægterne, hvor tilskuerne begyndte at tro på et comeback.
Bakken kom tættere på, og efter en trepointsscoring fra Myles Corey var stillingen 77-83 med to minutter tilbage. Benfica tog herefter timeout, men da Aaron Broussard efterfølgende ramte endnu en treer, blev Benficas føring igen udbygget, og comebacket løb ud i sandet.
Benfica holdt herefter fast i føringen og kunne tage hjem fra Aarhus med en sejr på 81-91.
Næste opgave for Bakken Bears i FIBA Europe Cup er den 14. oktober, hvor holdet møder schweiziske Lions de Genève på udebane.









































































