Weekenden blev for BK Vejen og Bakken Bears’ vedkommende skudt i gang med en duel i Basketligaen.
Bakken Bears gæstede nemlig BK Vejen idet der skulle vise sig at blive en opvisning fra Skyler Bowlins tropper.
Og opgøret startede helt ligesom man kunne forvente. Bakken Bears kom flyvende ud over stepperne alt imens hjemmeholdet fra Vejen lige skulle finde fodfæste uden to af klubbens importspillere i form af brandvarme Chris Holley og Jhaylon Martinez.
Derfor kunne gæsterne hurtigt bringe sig i front med 23-12, hvor Bears’ formåen bag ved 3-pointslinjen viste sig at være afgørende. Fire træffere efter fire minutter. Især Anthon Katholm skød sig varm med tre af slagsen.
BK Vejen lod sig dog ikke slå ud og resten af perioden holdte de stand indtil de til sidst halede ind på de forsvarende danske mestre og derfor kunne sydjyderne gå ind til anden periode bagud med 24-30.
I anden periode fortsatte Vejen med at bide fra sig lige indtil, at Oscar Jørgensen skød sig varm fra 3-pointslinjen og inden for få minutter sænkede tre 3’ere.
Selvom hjemmeholdet så markant bedre ud i rebound-spillet, end hvad der havde været tilfældet i løbet af sæsonstarten, øgede gæsterne fra Aarhus deres føring i løbet af perioden, hvorfor Skyler Bowlin og kompagni kunne gå tilfredse til pause med en føring på 54-41.
Efter pausen fortsatte Bakken Bears deres flotte takter, hvor de ikke så sig tilbage. Blandt andre kom Myles Corey sprudlende fra start med syv point på bare to minutter, hvilket gav gæsterne momentum.
Tre minutter inde i perioden lød føringen på 65-45. Dimitris Sarikas’ timeout i slutningen af perioden høstede ikke det store af sig, hvorfor klubben fra Smilets By angreb efter angreb udbyggede føringen til 93-54 forud for opgørets sidste 10 minutter.
Når Bakken Bears først har sat kniven ind, hvilket aarhusianerne formåede i tredje periode, er det som regel svært at komme med et modsvar, og det viste sig også at være tilfældet for BK Vejen, der blot sakkede længere og længere bagud inden slutfløjtet. Bakken-bænken viste sig frem fra sin bedste side, hvilket udmøntede sig i en stensikker sejr på 126-61.
Gæsternes duo bestående af Djahi Binet og Oscar Jørgensen havde store aktier i fredagens sejr, da de leverede henholdsvis 26 og 28 point. Hos Dimitris Sarikas’ mandskab stod Zion Obanla tilbage som den klare stjerne på en ellers kulsort himmel, da han stod noteret for 26 point.
Efter dagens markante nederlag kan BK Vejen se frem til en uge med hvile, da de først skal i aktion lørdag den 21. november, når sydjyderne møder Værløse Blue Hawks i pokalen.
Derimod skal de forsvarende danske mestre allerede i aktion onsdag aften, når der venter et sort brag i Vejlby-Risskov Hallen i Europe Cup. Her kommer Lions de Genève på besøg i et opgør, der er direkte konkurrence om avancement i turneringen.










































































