Luis Scola, Argentinas gamle mand, er 39 år gamle. I semifinalen mod Frankrig og årets forsvarsspiller i NBA, Rudy Gobert, lignede Scola en mand i midten af sin karriere.
28 point og 13 rebounds stod der i statistikkerne efter kampen. På scoringenstavlen stod der 80-66 i Argentinas favør. Selvom kampen var tæt i første periode kom Argentina sejrrigt ud af alle kampens perioder. Kort inden pausen var sydamerikanerne foran med blot fire point, men deres troldmand af en point guard, Facundo Campazzo ramte en dyb treer på hornet, og så gik Argentina til pausen med en føring på syv point, 39-32.
Det skud hev al håbet og energien ud af Les Bleus. Frank Ntilikina og Evan Fournier leverede en stærk indsats for franskmændene med 16 point hver. Rudy Gobert derimod var næsten usynlig. Gobert, som havde 27 point mod USA, formåede kun tre point i semifinalen. Endnu mærkeligere var, at han kun havde tre skud i hele kampen. Han hentede til gengæld 11 rebounds.
Campazzo, som var Argentinas store helt i mod Serbien, havde igen en stærk kamp med 12 point, syv rebounds og seks assists. Argentina har endnu ikke tabt en kamp i denne slutrunde og med kun én kamp tilbage, håber de selvfølgelig at holde stimen kørende. Problemet er blot, at der i næste kamp venter slutsrunden andet ubesejrede hold, Spanien.
Det kan ikke blive søndag hurtigt nok, så vi kan blive foræret denne gave af en kamp. Det er ikke blot to af verdens bedste basketnationer, som skal møde hinanden, det er også to hold, som spiller noget af det flotteste – hvis ikke det flotteste – basketball i verden.