fbpx
Connect with us

Hi, what are you looking for?

Eurobasket

David mod Goliat: Serbien udspillede Danmark efter vild start – 17-årig dansker fik drømmedebut

Serbien levede op til favoritværdigheden, da de i Farum Arena torsdag aften besejrede Danmark med 52-72. Trods nederlaget kunne Danmark være tilfredse med flere ting i kampen, blandt andet præstationen fra den 17-årige debutant Marcus Engelhardt Møller.

Foto: fiba.basketball

Det gik som forventet, kan man sige.

Det endte med et dansk nederlag på 72-52, da basketballmastodonten Serbien, de forsvarende viceverdensmestre og OL-bronzevindere, torsdag aften lagde vejen forbi Farum Arena i Nordsjælland.

Serberne var selvsagt uden Nikola Jokic, Nikola Jovic, Bogdan Bogdanovic og Vasilije Micic, eftersom der ikke er landsholdpause i NBA.

Det gør sig også gældende i EuroLeague, hvorfor seks spillere fra de to Beograd-klubber Crvena Zvezda og Partizan Mozzart Bet Beograd også var fraværende. Det samme var Danmarks helt store stjerne Iffe Lundberg, der tørner ud for Partizan.

Trods de markante afbud var det alligevel et profilspækket serbisk mandskab, der havde tagen turen til Nordsjælland, og som kampen blev indledt kunne man tro, at Serbiens landstræner Svetislav Pesic rådede over de samme spillere, der i sommer vandt bronze til OL i Paris.

Dansk mareridstart

0-12.

Det var stillingen i Serbiens favør, inden Danmarks Sylvester Berg endelig fik hul på bylden for de rødklædte efter knap fem minutters spilletid.

Danmark fik en decideret mareridstart mod favoritterne fra Serbien. Skuddene ville ikke falde, og i defensiven voldte Aleksa Avramovic Danmark enorme problemer.

Avramovic, der til dagligt spiller for CSKA Moskva, var i hopla og dominerede med ni point i første periode alene. Senere i kampen fik danskerne heldigvis bedre fat i Moskva-profilen.

Generelt var det ikke meget, der gik hjemmeholdets vej i første periode. Serbien var efter de første ti minutter foran med hele 29-6.

Danmark havde tidligt i kampen et enormt bjerg at bestige. Læg dertil, at modstanderen er en af verdens stærkeste basketnationer. Det så ud til at være en umulig opgave for de undertippede danskere.

Men Allan Foss´ tropper viste høj moral og spillede lige op med mægtige Serbien i de næste tre perioder.

Med tre minutter tilbage af første periode sendte den danske landstræner sin joker på banen. Den blot 17-årige Marcus Engelhardt Møller kom ind på banen, foran en fyldt Farum Arena, til sin debut på A-landsholdet.

Møller kvitterede for Foss´ tillid med at åbne sin pointkonto på herrelandsholdet blot 30 sekunder senere, og det var blot starten på en meget mindeværdig debut.

Sikker serbisk pauseføring

Efter den dårlige første periode, hvor serberne drev gæk med danskerne, var det mere jævnbyrdigt i de næste ti minutter.

I første periode scorede gæsterne vilde 29 point, og hvis de kunne holde niveauet oppe, var de godt på vej mod en kamp med NBA-cifre.

Det endte imidlertid ikke med at blive til en afklapsning af dimensioner til Danmark, der i stedet fik stoppet blødningen. Defensiven blev strammet op, samtidig med at de offensivt havde mere succes.

Anden periode vandt Serbien med 14-13, hvilket må betragtes som værende meget acceptabelt set med danske briller taget i betragtning af modstanderens kaliber.

Trods Danmark spillede på et helt andet niveau i anden periode kontra første, kunne udeholdet gå til pause med en komfortabel føring på 19-43.

Et comeback lå ikke umiddelbart og lurede i kulissen, men Danmark var bedre med i anden periode, og det kunne Danmark være tilfredse med.

Danmark kæmpede til det sidste

Det blev aldrig tæt i anden halvleg, men hvor første periode var en til glemmebogen, var anden halvleg et lyspunkt for Danmark.

Hvis man kunne isolere første og anden halvleg, blev de sidste 20 minutter af kampen nemlig vundet af Danmark. Tredje periode kom serberne bedst ud af med cifrene 16-19, hvilket gav dem en føring på 35-62.

Sejren var så godt som i hus.

Danmark fortsatte med at kæmpe trods kampen reelt var afgjort, og det kunne ses. Fjerde periode blev vundet af Danmark med 17-10.

Det endte således med en forventet sejr til Serbien på 52-72.

17-årig juvel fik drømmedebut

Anden halvleg var et lyspunkt i kampen for Danmark. Tilsvarende kunne den danske trænerstab stå ude på sidelinjen med et smil og se Marcus Engelhardt Møller få en drømmedebut på A-landsholdet.

Møller, der spiller for spanske Unicaja Baloncesto, var kampens helt store oplevelse og sluttede som Danmarks topscorer – og delt i kampen – med 13 point. Den unge dansker bidrog også med fire rebounds og havde en +/- på +4.

Sylvester Berg leverede ti point, to rebounds, tre assists og to steals.

Serbiens topscorer var Balsa Koprivica med 13 point.

Næste gang Danmark skal i aktion er på søndag, hvor de igen møder Serbien – denne gang på udebane.

Highlights fra kampen kan ses herunder: 

Skrevet af

Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 23 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)

Andre artikler med dette emne

Bakken Bears

Efter at have været klubløs, siden han havde kontraktudløb med Leyma Coruña i sommer, har Sebastian Åris nu fundet sig en ny klub. Åris...

Eurobasket

Trods en stærk første periode af Danmark blev det en serbisk storssejr søndag aften i Beograd.

Internationalt

Marcus Engelhardt Møller fik en drømmedebut på det danske landshold, da han torsdag blev topscorer mod Serbien, og stortalentet er ikke overraskende meget glad...

Eurobasket

Iffe Lundberg og Darko Jukic er stemplet ind i den danske landsholdstrup, der søndag møder Serbien. Således glider Liam Churchill og Bakary Dibba ud...

Bayern Munich

Andreas Obst skrev EuroLeague-historie, da han fredag sænkede 11 treere mod FC Barcelona.

Landshold

Det danske basketballlandshold kan se frem til en stor forstærkning i form af Danmarks bedste basketballspiller, Iffe Lundberg, der slutter sig til truppen, når...

Crvena Zvezda

Torsdag aften var der serbisk derby på programmet, da Iffe Lundberg og Partizan Beograd mødte bysbørnene Crvena Zvezda. Partizan med Lundberg i en hovedrolle...

Eurobasket

Serbien fik den sejr, de kom efter, da de torsdag besejrede Danmark i Farum Arena. Du kan se highlights fra opgøret herunder.