fbpx
Connect with us

Hi, what are you looking for?

Golden State Warriors

Warriors “sidste dans”: Nærmer vi os slutningen på en æra?

Klumme: Warriors-dynastiet har ofte draget paralleller til 90’ernes Bulls. Ligesom Bulls sluttede deres dominans i ligaen med en “sidste dans” i 1997/98-sæsonen, ser vi i år muligvis en sammenlignelig situation i Golden State.

Foto: Keith Allison - Flickr

Chicago Bulls med Michael Jordan og Scottie Pippen er i de seneste 5 år ofte blevet nævnt sammen med Golden State Warriors. Det har ofte været i en diskussion om, hvem der havde det bedste hold nogensinde.

I 1998 begyndte Bulls langsomt at falde fra hinanden, men de forblev sammen med fokus på et fælles mål; et sidste mesterskab. Sæsonen blev i 2020 genbesøgt af fans, da Netflix-dokumentaren “The Last Dance” gik i dybden med, hvad der gjorde holdet særligt, men også hvad der til sidst splittede dem fra hinanden.

Warriors har uden tvivl været denne generations mest dominerende hold. Den nybegyndte sæson kan vise sig at være sidste gang, vi ser den originale kerne af Warriors jagte en titel sammen.

Bulls havde igennem 90’erne en række af forskellige ansigter, der stod med titlen til sidst. Alligevel var der tre hovedpersoner, der var med til alle seks: Phil Jackson, Scottie Pippen og selvfølgelig Michael Jordan.

Ligesom Bulls havde Phil Jackson, så har Warriors træner Steve Kerr været med til alle fire titler siden 2015. Warriors har naturligvis også haft udskiftning i deres trup. Særligt superstjernen Kevin Durant tog Warriors til et næsten udødeligt niveau og vandt to finale MVP’er.

Alligevel har Stephen Curry, Klay Thompson og Draymond Green altid været hjertet og sjælen af holdet. I år kan være sidste gang, hvor vi ser trioen gå sammen i en sidste dans.

Draymond Green ikke forlænget

I den sidste uge, har vi set Warriors komme med store kontraktforlængelser af deres unge stjerner Andrew Wiggins og Jordan Poole. Begge spillede en essentiel rolle i sidste års mesterskab. Man kan derfor godt forstå, at Warriors ser dem som en del af deres fremtid. Alligevel var der et navn, som ikke blev forlænget; Draymond Green.

Til sommer skal Green tage stilling til, om han vil fortsætte med sin nuværende kontrakt, da det følgende år er en player option. Det er altså hans beslutning, om han vil fortsætte med kontrakten. Den manglende kontraktforlængelse kunne indikere, at Warriors ikke nødvendigvis ser en fremtid med den 32-årige Power Forward. Derfor vil det også være en mulighed, at Warriors udforsker trade-markedet for Green, selv hvis han vælger at tage det sidste år af sin kontrakt.

Draymond Green mener ikke nødvendigvis, at den manglende forlængelse betyder slutningen på hans Warriors-karriere.

“Jeg har sagt fra starten af, at jeg ikke tror, vi forlænger kontrakten. Men ærligt talt betyder det ikke, at jeg ikke kommer tilbage,” sagde Draymond Green til en pressekonference før sæsonen.

Foto: Erik Drost – Flickr

Betydningen af Green og Pooles slagsmål

Det er svært at vide hvor meget, man skal spekulere i den voldelige interaktion mellem Draymond Green og Jordan Poole. Man kan overveje, om det kan være forbundet til, at Jordan Poole få dage efter blev tildelt en kontrakt på over en milliard kroner, og Draymond Green måtte stå tilbage uden en garanteret fremtid.

Artiklen fortsætter efter tweetet.

Warriors general manager Bob Myers opfattede ikke kontraktsituationen som gnisten til sammenstødet.

“Fra mit synspunkt, tror jeg ikke, det var relateret til, hvem der bliver betalt, og hvem der ikke gør,” sagde Myers til reportere efter udfaldet af situationen.

Om det er en indikator for, at Green er utilfreds med sin kontraktsituation eller ej kan være svært at vide. Men man kan ikke komme uden om, at det må skabe problemer indbyrdes på et hold, når en spiller, der skal være den mentale og kulturelle leder, går hen og slår en ung spiller i gulvet.

Draymond Green er ikke helt, hvor han tidligere har været, med sit spil på banen. Hans vigtigste rolle er derfor nu i hans erfaring og kulturelle indflydelse. Hvis han begynder at sætte et usundt forbillede og skaber dårlig stemning i omklædningsrummet, giver det Warriors en forståelig undskyldning for at skille sig af med veteranen.

En ny generation tager over

Der er dog store forskelle, når vi sammenligner den nuværende situation i Golden State og 1997/98-sæsonen i Chicago. Stephen Curry er nok den spiller, der er tættest på at være Michael Jordan i denne situation.

Hvor Michael Jordan gik på pension for anden gang efter 1998, er der intet, der tyder på en slutning for Currys karriere. Warriors-legenden vandt sin første finale MVP sidste sæson, og han ligner kun en spiller, der har fået mere blod på tanden.

Hans splash-brother Klay Thompson er også endelig tilbage fra starten af sæsonen. Selvom Thompson ikke har spillet meget NBA basketball siden hans skade i 2019, er der heller intet, der peger på, at hans tid i Golden State nærmer sig en ende.

Opløsningen af Jordan, Pippen og Phil Jackson efterlod Bulls som et bundhold. Selv hvis Warriors-trioen ikke kan forblive sammen, så har Warriors stadigvæk værktøjet til at forblive et kompetent mandskab.

Når veteranerne begynder at komme op i årene, kan unge spillere som Poole, Wiggins, Kuminga, Wiseman og Moody tage over.

Den lovende fremtid kan også være en af grundene til, at Warriors-ledelsen er forsigtige med at forlænge med den aldrende Green. Men ligesom at Bulls-ledelsen i slutningen af 90’erne måske skulle have holdt sammen på deres kerne, så kan Greens manglende forlængelse måske være starten på slutningen for Warriors storhedstid.

Warriors-dynastiet

Curry, Thompson og Green blev forenet for ti år siden i 2012. Alle tre blev draftet af Warriors fra 2009 til 2012. Ingen af dem har spillet for andre hold i NBA. Denne måde at skabe et mesterskabshold har bidraget til, at Warriors fans har et særligt sentimentalt forhold til trioen.

I 2015 vandt de som et ungt hold deres første mesterskab over Cleveland Cavaliers, der var anført af Lebron James. Den finale kunne NBA fans godt vænne sig til, og de to hold tørnede sammen i finalen fire år i træk.

Warriors var i finalen fem gange i streg, hvor de vandt tre mesterskaber. I 2016 slog de også rekorden for flest sejre i en sæson. De vandt 73 ud af 82 kampe og overgik derfor netop Chicago Bulls sæson i 1995/96 (72 sejre).

Straks efter de havde slået rekorden, tilføjede de én af NBAs bedste spillere Kevin Durant, som var med dem i tre sæsoner fra 2016 til 2019. Særligt holdene i de første to sæsoner med Kevin Durant kan argumenteres for at være det bedste hold nogensinde konstrueret i NBA.

Kevin Durant forlod dem i 2019, og de næste to sæsoner var dybt præget af skader til deres profiler. Men med Stephen Curry tilbage i topform, genetableringen af Klay Thompson, Draymond Green som ankeret i forsvaret og et ungt pust fra adskillige talenter genvandt Warriors sidste sæson tronen, og de er nu de forsvarende mestre i NBA.

Selvom Andre Iguodala i to sæsoner mærkede vandet på den anden side af landet i Miami, har han også været med i samtlige finaler og spillede særligt en stor rolle i deres første mesterskab, hvor han vandt finale MVP. I alt er det blevet til 6 finaler og 4 mesterskaber på 8 år for Golden State Warriors.

Kan være slutningen på en æra

Ligesom sidste år går Warriors ind i denne sæson med et af ligaens stærkeste mandskaber. Derfor kan Curry, Thompson og Green gøre sig forhåbninger om at jagte endnu en titel sammen. Spørgsmålet er bare om det kan blive den sidste.

Stephen Curry blev spurgt ind til den potentielle slutning i et interview med Shayna Rubyn fra The Mercury News.

“De her samtaler er en del af, hvad vi laver. For Draymond, Klay og jeg; vi har været igennem det, og vi er vant til det. Vi håber, at det slutter for os, når vi ikke vinder,” siger 34-årige Stephen Curry og fortsætter. “Det burde slutte, når der er en fornemmelse af, at vi ikke kan konkurrere om et mesterskab. Vi ved, at det ikke er garanteret at vinde titlen.”

Det kan være, at Warriors problemer ikke er så alvorlige som antaget, og at de holder sammen på deres kerne af spillere. Curry er 34 år gammel, Green og Thompson er 32, så uanset hvad, kan de ikke blive ved med at dominere ligaen for evigt. Selv hvis de får samlet holdet til et par sæsoner mere, så begynder slutningen på deres storhedstid at være synlig.

Warriors har fra 2014 til nu allerede skrevet sig ind som et af de mest mindeværdige hold i NBAs historie. Et hold af deres kaliber ses kun meget sjældent. Det er derfor vigtigt at sætte pris på det, mens det varer.

90’ernes Bulls vandt som bekendt deres sidste sæson sammen i 1998. I år kan historien måske gentage sig selv, når Warriors begiver sig ud på det, der kunne være deres sidste dans.

Jeg er 23 år gammel og er NBA-redaktør på siden. Ved siden af læser jeg journalistik på Roskilde Universitet.

Andre artikler med dette emne

Analyser

NBA offseason er altid en spændende tid, og offseason 2024 har langt fra været en undtagelse. Med en række spektakulære trades og signings har...

Chicago Bulls

Efter tre knæoperationer og 2,5 sæsoner uden for banen blev Lonzo Ball mødt af en stående klapsalve, da han i nat spillede sin første...

NBA

Den tidligere MVP Derrick Rose indstiller karrieren efter 15 sæsoner i NBA.

Golden State Warriors

Stephen Curry fortalte tirsdag, at han er interesseret i at blive ejer af et NBA-hold en dag.

Golden State Warriors

Steph Curry har underskrevet en etårig kontraktforlængelse med Golden State Warriors. Men med afgangen af Klay Thompson, bliver det spændende, hvad Warriors gør resten...

Internationalt

Team USA nærmer sig et drabeligt mandskab til OL 2024, hvor blandt andet Lebron James, Stephen Curry, Kevin Durant og Joel Embiid vil være...

NBA

Grundspillet er ovre, og vi indleder derfor nu den bedste del af NBA-sæsonen. Før slutspillet går i gang, skal otte hold blive til fire...

Chicago Bulls

30-årige Otto Porter Jr. har meddelt, at han har valgt at indstille sin karriere efter 11 sæsoner i NBA.