Siden den for tidlige afslutning på sidste Basketliga-sæson har basketkarrieren været på pause for Chanan Colman. Nu har han så offentliggjort, at han gør comeback for BMS Herlev Wolfpack allerede fra i aften. Det skriver Colman selv på Instagram.
Chanan Colman er en af Danmarks bedste basketballspillere nogensinde, og har brugt mange år af karrieren i Israel. Sidste sæson vendte han så tilbage til Danmark for at spille for Wolfpack, der bliver trænet af hans lillebror, Pascal Colman.
Colman bliver med sine 36 år ligaens ældste spiller. I sidste sæson snittede han 12 point og 5 assists for Wolfpack i Basketligaen.
Colman bliver en tiltrængt forstærkning for Wolfpack, der har manglet en ekstra playmaker. Han kan få sæson-debut allerede i aften kl. 20:30 på hjemmebane mod Copenhagen Basketball.
Jeg er Fullcourts chefredaktør. Jeg har det overordnet ansvar for sidens indhold, og jeg brænder for alt basketball, hvor jeg bidrager til både NBA- og Basketligadelen af siden.