Jonathan Gilling og resten af Falcon Basketball, der spiller i den næstbedste række, besejrede søndag BMS Herlev, Basketligaens nummer seks, i pokalturneringen. De rutinerede 1. divisions-spillere vandt kampen med 100-74, og de kan nu se frem til en kvartfinale, hvor deres modstander er de forsvarende pokalmestre, Bakken Bears.
Mod Bakken Bears kan Falcon-mandskabet forvente basketball fra øverste hylde – det samme kan imidlertid ikke siges om modstanden i søndagens kamp, fortæller den tidligere danske landsholdsanfører Jonathan Gilling, der ser kampens resultat som en øjenåbner for niveauet i Basketligaen.
“Jeg havde regnet med meget mere modstand. Da jeg var ung, havde jeg aldrig ladet et afdanket 1. divisions slå mit hold med 26 point. Jeg er lidt ærgerlig over, at Basketligaens nummer seks ikke har mere at komme med,” siger Jonathan Gilling til Fullcourt.dk, og fortæller yderligere om, hvordan Falcon endte med sejren:
“Det var i hvert fald ikke kondien, der gjorde forskellen. Jeg tror bare, at det var ren skills. Vi udspillede og udstillede dem i alle spillets facetter og spillede bare godt holdspil. Man kan sige, at vi tog dem på rutinen, men vi tog dem også på alt andet,” fortæller Gilling.
Jonathan Gilling fortæller også til Fullcourt.dk, at holdet gik ind til dagens kamp uden den helt store forberedelse.
“Vi havde faktisk fået en scouting report, men jeg tvivler på, at der var særlig mange, som læste den,” siger Gilling.
Nu er Falcon videre til kvartfinalen i landspokalturneringen, men de er ikke kun sejren, de tager med fra kampen. Gilling mener nemlig, at de ville kunne være med i toppen af dansk basketball.
“Sejren fortæller, at vi med to træninger om ugen sagtens ville kunne kæmpe med i Basketligaen og ikke kun i, hvad der sidste år hed Pro B-rækken,” uddyber han.
Ingen Basketligaen til Falcon
Men desværre kommer vi næppe til at finde ud af, om Falcon-holdet ville kunne konkurrere med i toppen af Basketligaen, hvis du spørger Jonathan Gilling.
“Desværre tror jeg, at det ville kræve for meget tid, som ingen på holdet har. Det kunne være sjovt, men en torsdagskamp i Randers lyder ikke just tiltalende,” fortæller Gilling til Fullcourt.dk.
Selvom det lykkedes Falcon at vinde i dag, så skal de nok regne med at få en del mere modstand i næste runde. Der skal Falcon byde Bakken Bears op til dans. Og hvor de i dag, ifølge Jonathan Gilling, var dominerende i alle spillets facetter, så skal de nok regne med, at der skal mere til at slå de forsvarende pokal- og ligamestre.
“Jeg tror, at der skal rigtigt meget held til for overhovedet at kunne spille med. Jeg tror, at det bliver meget svært, men hvis jeg var Bakkens Bears, ville jeg ikke stille op med for mange reserver,” pointerer den tidligere landsholdsanfører.
Disse udtagelser er udelukkende Jonathan Gillings meninger, og har intet af gøre med Falcon Basketball.
Jeg hedder Rasmus, og jeg er Fullcourts Basketligaen-redaktør. Jeg brænder for dansk basketball og kan oftes finde i de danske basketballhaller, når der er kamp. Når jeg ikke ser basketball, så læser jeg Journalistik på Syddansk Universitet.