Dansk-israeleren Noam Yaacov kan se frem til at skulle spille på førsteholdet hos det franske Euroleague-hold LDLC ASVEL Villeurbanne i den kommende sæson.
Således skriver klubben fra Lyon på deres hjemmeside, at Noam Yaacov, der har en fortid i klubberne Virum, Hørsholm og BMS Herlev, vil blive permanent rykket op på deres førstehold.
Den 18-årige guard var allerede op at snuse til klubbens førstehold i sidste sæson, da han blev udtaget til Euroleague-braget mod Olimpia Milano i oktober sidste år – dog uden at komme på banen. Sideløbende dominerede han i den franske U21-række, hvor han snittede 17,8 point, 8,2 assists og 5,7 rebounds over 13 kampe.
Selvom Yaacov fremover bliver fast inventar på klubbens førstehold, vil U21-rækken fortsat have et dansk islæt, idet det danske landsholdsemne Sharif Barfi for nyligt er skiftet til franske ASVEL og dermed bliver holdkammerat med Yaacov.
Få måneder efter Yaacovs første udtagelse til førsteholdet blev den unge guard, der har valgt at spille for det israelske landshold, udlejet til Israelske Hapoel Bank Yahav Jerusalem med det formål at få noget erfaring på et højt niveau.
Hos Hapoel Bank Yahav Jerusalem blev det til 14 kampe i den stærke israelske Winner League samt fire optrædener i Basketball Champions League.
Tilbage fra leje
Men nu vender Yaacov retur til LDLC ASVEL Villeurbanne, der hentede ham i 2021, og holdet har store forventninger til stortalentet:
“Noam har vist store ting hos os, både på ungdomsholdet og da vi integrerede ham på førsteholdet. Sidste sæson gav ham mulighed for at få erfaring og at tilpasse sig et højt niveau, og jeg er meget glad for, at han er tilbage i vores klub for at fortsætte sin udvikling,” siger ASVEL´s cheftræner T.J. Parker, der samtidig understreger, at Yaacov vil få både indflydelse og muligheder i løbet af sæsonen.
Basketball-insideren Luca D´Alessandro tilføjer på Twitter, at Noam Yaacov vil få en vigtig rolle på holdet i den kommende sæson.
Artiklen fortsætter under tweetet
Noam Yaacov returns to Asvel Villeurbanne and will play an important role next season
— Luca D'Alessandro (@DAlessandro_LU) July 13, 2023
Noam Yaacov er i disse dage til A-EM med det israelske U20-herrelandshold, og dansk-israeleren har været storspillende i løbet af turneringen med et snit på 14,2 point, 4,4 rebounds og 8,4 assists per kamp. De 8,4 assists per kamp gør ham til den spiller med det højeste assistsnit i hele turneringen.
De israelske U20-herrer spillede sig torsdag middag i semifinalen til EM med en sejr på 75-64 over Tyskland. Yaacov noterede sig for 13 point, seks rebounds, ti assists og to steals i 31 minutter på gulvet.
I EM-semifinalen venter vinderen af opgøret mellem Belgien og Litauen, der mødes torsdag kl. 16.
All the winning moves from @NoamYaacov.
The Floor General takes control, as Israel 🇮🇱 advance to the #FIBAU20Europe Semi-Finals for the fifth consecutive time.
📊 13 PTS | 6 REB | 10 AST | 2 STL pic.twitter.com/rMj1KvMoIl
— NextGen Hoops (@NextGenHoops) July 13, 2023
Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 23 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)