Det var to hold, der jagtede sæsonens første sejr denne søndag eftermiddag i Pro B-kampen mellem EBAA og Stevnsgade.
EBAA havde tabt deres første tre kampe mod henholdsvis Randers, Horsens og moderklubben, Bakken Bears. Stevnsgades nederlag var kommet mod Horsens og Næstved.
Så der var lagt op til et brag af et opgør, da københavnerne gæstede Aarhus.
Startvanskeligheder i alle ordets facetter
I omgivelser, og med en stemning, der var mere nede på jorden, end når Bakken Bears spiller i hallen, var spillerne alligevel højtflyvende. Stevnsgades Mohamed Osman havde et fremragende block midt i første periode, imens EBAA’s 210 centimeter høje forward, David Kristensen, fandt vejen til nettet i vanlig overlegen stil.
Men alligevel var der nogle startvanskeligheder for både hallen og holdene. Scoreboardet skabte nogle problemer, da tiden ikke ville indstilles eller pointene blive talt, og EBAA’s bænk skulle lige have koordineret med opgørets dommere, hvornår de måtte ind- og udskifte.
Foruden det formelle, skulle begge hold også have indstillet sigtekornet. Det var ikke meget der lykkedes for, hverken hjemme-eller udeholdet i de første minutter. Det var kun defensivt at det så stabilt ud, og begge mandskaber lagde aggressivt ud, med et høj pres på ballhandleren.
Men som sagt, var det blot startvanskeligheder. Både EBAA og Stevnsgade komme stille og roligt ind i opgøret, som pludselig også havde sine offensive højdepunkter.
Det var Stevnsgade, der lykkedes bedst med at flytte bolden effektivt og få fundet den frie mand fra distancen, men det var alligevel EBAA’s Mathias Nielsen, der kunne levere første periodes største højdepunkt. Som skuduret lakkede mod nul, og første periode nåede sin afslutning kunne Kristoffer Løwenstein finde en fri Mathias Nielsen bag 3’eren, der fik sendt bolden afsted til en føring til hjemmeholdet på 19-18, da uret lød.
I anden periode stod der Boris Vukicevic på alt Stevnsgade havde kørende. Men selvom alt spil gik igennem den 20-årige guard, var det bestemt ikke alt der lykkedes. Der var ikke et angreb i anden periode, som ikke startede eller sluttede på hans hænder, og tempoet på bolden fra første periode, hvor afleveringer havde været i højsædet for Københavnernes side, var nu skiftet ud med et Boris-show.
Han havde et aggressivt drive mod kurven og EBAA havde svært ved at stoppe ham. ‘Svært ved’ er nærmest en underdrivelse, og havde Vukicevic blot haft bedre blik for nettet, havde Stevnsgade ikke kun været foran med et enkelt point da anden periodes ti minutter var slut.
Holdene kunne gå til pause med stillingen 36-37 til gæsterne, i et tæt og spændende Pro B-opgør.
Dramatikken intakt
Efter tre minutter af tredje periode, kom der stor dramatik i opgøret da Stevnsgades nummer syv, Mohamed Osman, fik sin anden usportslige fejl og blev derved smidt ud af opgøret. Den fik han da han uden hensyn for manden, stoppede David Kristensens forsøg på et lay-up.
Det resulterede i stor utilfreds fra udeholdets cheftræner, Mladen Ostojic, der højlydt brokkede sig. Efter flere beskyldninger rettet mod dommerbordet og stor utilfredshed med kendelsen, modtog Ostojic også en teknisk fejl, og kampen kunne langt om længe fortsætte.
Som tredje periode nåede sin afslutning, gjorde Stevnsgades Viktor Lorenzen, EBAA’s Mathias Nielsen, kunsten efter, og sænkede et 3-pointsskud til at slå skuduret. Dermed var der lagt op til et sandt drama i fjerde periode, hvor begge hold havde sæsonens første sejr inden for rækkevidde, med en beskeden EBAA-føring på 56-53.
Den forventede spænding udeblev dog, da EBAA’s Marius Sørensen og David Kristensen i den grad viste deres kvaliteter. Imens sidstnævnte fortsatte en flot kamp med at kontrollere alt i de højere luftrum, tog Marius Sørensen taktstokken. Med sit lave tyngdepunkt og formidable temposkift, arbejdede Sørensen sig gentagne gange forbi gæsternes guards.
EBAA vandt sæsonens første sejr 78-64, imens Stevnsgade efter tre kampe stadig mangler at smage sejrens sødme.
Kasper er tidligere redaktør for NBA på Fullcourt.dk - Han dækker desuden også Bakkens kampe og har en forkærlighed for Chicago Bulls.