Nedtællingen til NBA-sæsonen 2023-24 er begyndt, og vi kan næsten ikke vente.
Som optakt vil vi i de sidste 30 dage inden sæsonstart fokusere på et nyt hold hver dag, skabe dig et overblik over, hvad hvert hold har foretaget sig over sommeren, og diskutere, hvad vi kan forvente af dem i den kommende sæson.
Vi tager selvfølgelig forbehold for eventuelle ændringer, der skulle ske på holdene, fra nu af og til den første bold bliver tippet i vejret natten til onsdag d. 25. oktober.
I dag skal det handle om Los Angeles Clippers.
Resultat i sidste sæson
#5 i Western Conference (44-38).
LA Clippers vandt den første kamp i første runde af slutspillet mod Phoenix Suns efter 38 point fra Kawhi Leonard. Phoenix udlignede derefter serien til 1-1, og derfra så vi ikke Kawhi Leonard på gulvet igen.
Den dobbelte NBA-mester og Finals MVP sad ude med knæproblemer i resten af serien, og derfor havde Clippers – som i forvejen var uden Paul George – ingen chance mod Suns, som vandt serien 4-1.
Offseason-moves
Spillere ud:
- Eric Gordon (waived, free agent, samlet op af Phoenix Suns)
- Jason Preston (waived)
Spillere ind:
- KJ Martin (traded fra Houton Rockets)
- Brodric Thomas (free agent)
- Joshua Primo (free agent, two-way-kontrakt)
- Kobe Brown (rookie, drafted #30)
- Jordan Miller (rookie, drafted #48)
- Bryson Williams (rookie, undrafted i 2022)
Kontraktforlængelser/re-signings:
- Russell Westbrook (to år, $8 millioner)
- Mason Plumlee (ét år, $5 millioner)
- Moussa Diabate (two-way-kontrakt)
- Xavier Moon (Exhibit 10-kontrakt)
Største profiler (stats fra sidste sæsons grundspil)
Kawhi Leonard (52 kampe spillet, 23,8 PTS, 6,5 REB, 3,9 AST, 1,4 STL, 0,5 BLK)
Paul George (56 kampe spillet, 23,8 PTS, 6,1 REB, 5,1 AST, 1,5 STL, 0,4 BLK)
Russell Westbrook (kom til Clippers i løbet af sæsonen) (21 kampe spillet for Clippers, 15,8 PTS, 4,9 REB, 7,6 AST, 1,1 STL, 0,5 BLK)
Hvor står holdet i forhold til sidste år?
Sidste sæson endte præcist, som alle de foregående sæsoner i Kawhi/PG13-æraen: Uforløst, skuffende, undervældende.
Da Kawhi Leonard og Paul George kom til Los Angeles Clippers i sommeren 2019, blev holdet med det samme anset som seriøse mesterskabsfavoritter. Det var skam også en handel, der vækkede en del glæde hos Clippers-ejer Steve Ballmer:
It's safe to say Steve Ballmer is happy to have Kawhi & Paul George on the @LAClippers! 😂 pic.twitter.com/dJ6mAhy40h
— NBA TV (@NBATV) July 24, 2019
Fire år senere er det tætteste, de er kommet på mesterskabet, en optræden i Western Conference Finals (som også var klubbens første nogensinde) i 2021, hvor de – ligesom i sidste sæson – blev sendt ud af Phoenix Suns.
Man kan snakke en masse om, at der har været dårlig coaching (Doc Rivers?), eller måske at trupsammensætningen ikke har været den rigtige, hvilket jeg ikke nødvendigvis er enig i. Det altoverskyggende problem for Los Angeles Clippers har dog været skader – mest af alt, skader til Kawhi Leonard og Paul George.
Når begge stjerner er friske, er Clippers et modbydeligt mandskab at stå over for. Leonard og George har spillet 142 kampe sammen på fire sæsoner med en record på 96-46 (83-35 i grundspillet, 13-11 i slutspillet).
142 kampe spillet sammen på fire sæsoner betyder også, at Clippers har haft 194(!) kampe, hvor enten den ene eller begge af de to stjerner ikke har spillet.
Det var ikke anderledes i sidste sæson, hvor Kawhi Leonard missede 30 kampe i grundspillet, og Paul George missede 26. Derudover pådrog George sig en skade en måned før slutspillet, som holdt ham ude så længe, at han ikke nåede at blive klar, før Phoenix Suns i første runde havde sendt Clippers ud.
Dette er i øvrigt et highlight fra samme kamp, som Paul George senere hen blev skadet i. Det dunk understreger rimelig godt, hvilken spiller Clippers manglede imod Suns.
På grund af alle de skader og den konstante uvished omkring stjernernes tilstand begynder Clippers’ favoritværdighed til mesterskabet for hvert år at blive svagere og svagere.
Men nu har cheftræner Tyronn Lue åbenbart fundet formularen: “Tag grundspillet seriøst.”
Guuuud, sikken god idé. Det bliver de også nødt til, nu hvor det er slut med load management.
Ty Lue confirms that he told Kawhi Leonard and Paul George that the Clippers need to take the Regular Season more seriously.
Via #AllTheSmoke @shobasketball pic.twitter.com/okiingQ7HI
— Clippers UK (@ClippersUK) July 26, 2023
Det er efterhånden nu eller aldrig, hvis Leonard og George skal vinde en ring sammen i Clippers-uniformer. De er henholdsvis 32 og 33 år gamle, og skadesproblemer har det ikke ligefrem med at forsvinde med alderen.
Derfor er det godt, at de har fået selskab af Kenyon Martin Jr., også kendt som KJ Martin.
KJ Martin kom til Los Angeles Clippers denne sommer via et trade med Houston Rockets. Clippers skulle blot af med to andenrundevalg, hvilket kan ende med at blive en billig pris for en ung herre med meget upside.
Den blot 22-årige forward har allerede hele tre års NBA-erfaring og udfylder flere huller i Clippers’ rotation.
For det første spillede KJ Martin samtlige 82 kampe for Houston Rockets sidste år, hvilket er godt at vide, nu hvor Kawhi Leonard og Paul George ikke er synderligt holdbare.
For det andet vil KJ Martin forhåbentlig kunne gøre en god figur på power forward-positionen, hvor cheftræner Tyronn Lue var alt for glad for at give aldrende Marcus Morris Sr. alt for mange minutter i sidste sæson.
Marcus Morris Sr. havde en af karrierens værste sæsoner og skød sølle 42,6 % fra gulvet. Til sammenligning skød KJ Martin 56,9 % fra gulvet i sidste sæson. Samtidig ramte Clippers’ nye højdespringer hele 67,9 % af sine 2-pointsskud, hvilket var det tredjehøjeste i ligaen og bedre end Nikola Jokic og Rudy Gobert.
KJ Martin snittede 12,7 point, 5,5 rebounds, 1,5 assists, 0,5 steals og 0,4 blocks i sidste sæson. Og så havde han nogle sindssyge highlights i sin Rockets-tid:
We definitely gonna miss these KJ Martin bodies in Houston.
Menace pic.twitter.com/z0Erf6zBje
— V̷a̷t̷o̷r̷ (@VatorSports) August 7, 2023
LA Clippers har desuden re-signet to vigtige spillere til billige penge.
Russell Westbrook har skrevet under på $8 millioner over to år, hvilket i mine øjne er et røverkøb.
Den tidligere MVP blev meget udskældt i sin tid i Lakers, men da han skiftede til bysbørnene Clippers i sidste sæson, blev han meget mere effektiv. På 2-pointsskud steg hans skudprocenter fra 46,7 % i Lakers til 54,0 % i Clippers, mens han gik fra at ramme 29,6 % af sine 3’ere i Lakers til at ramme 35,6 % af sine 3’ere i Clippers. Det gjorde også, at hans player effeciency rating gik fra 15,3 til 17,8.
Russell Westbrook beviste desuden sit værd i serien mod Phoenix Suns i sidste sæsons slutspil. I de sidste tre kampe, hvor hverken Leonard eller George var med, snittede Westbrook 27 point, 7 rebounds og 8 assists.
Det kan godt være, at Westbrook ikke er, hvad han har været, men han kan stadig bidrage en hel del på et godt hold. Det kan Clippers nu nyde godt af i to år til en billig pris, hvilket er vigtigt, da de svømmer i Luxury Tax.
Clippers har desuden re-signet Mason Plumlee til ét år, $5 millioner.
Mason Plumlee kom til Los Angeles ved trade deadline i sidste sæson og beviste, at han er en klart bedre reserve på center-positionen bag Ivica Zubac, end Moses Brown er.
33-årige Plumlee er en glimrende playmaker af sin størrelse, hvilket fungerer perfekt for Clippers’ profiler. Spillere som Paul George, Terance Mann, KJ Martin og Russell Westbrook kan nu back door cutte, når Plumlee med bolden trækker modstanderens center til sig.
Plumlee var den 7.-mest assisterende center i hele ligaen (pr. 36 minutter) i sidste sæson og har også på andre hold vist, at han kan lidt af hvert med bolden i hænderne.
Hvem skal vi holde ekstra øje med?
Af grundene, jeg beskrev højere oppe, glæder jeg mig meget til at se, hvordan KJ Martin klarer sig i Clippers. Jeg håber og tror på, at han kan lære en masse af Paul George og Kawhi Leonard og tage et skridt eller to op i denne sæson.
Desuden er jeg spændt på at følge Bones Hyland – manden med en af de mest tragiske og empatifremprovokerende baggrundshistorier. 23-årige Hyland kom til Clippers fra Denver Nuggets kort inden sidste sæsons trade deadline.
Den unge point guard træder nu ind sin tredje NBA-sæson og vil formentlig gøre alt for at bevise sit værd, hvis han vil blive i Clippers, som har en team-option på ham i næste sæson.
Hyland fik en sløj start på sin Clippers-tid, men holdt ved og fik for alvor chancen i grundspillets sidste ni kampe, hvor han snittede 13 point, 3 rebounds, 4 assists og 1 steal på blot 21,6 minutter pr. kamp – desuden skød han fornuftige 37,5 % fra 3’eren.
Bones heating up in the 4Q… @LAClippers in control on ESPN! pic.twitter.com/Td7sHqfjAW
— NBA (@NBA) April 6, 2023
Jeg tror godt, vi kan forvente, at Bones Hyland får et nøk op i sine minutter i denne sæson og viser sig som en fremragende bænkspiller bag Russell Westbrook.
Det bliver også interessant at se, om der bliver plads til minutter for en rookie på et mesterskabsaspirerende Clippers-mandskab.
Der er nemlig kommet en ny Kobe til Los Angeles.
Kobe Brown, som er opkaldt efter Lakers-legenden Kobe Bryant, blev valgt som nummer 30 i årets draft. Han spiller small/power forward og måler 201 cm i højden og brutale 113 kg i tyngden.
23-årige Brown spillede fire år for Missouri i college. I sin sidste sæson snittede han 15,8 point, 6,4 rebounds, 2,5 assists, 1,5 steals og 0,4 blocks, mens han skød fænomenale 55,3 % fra gulvet, 45,5(!) % fra 3’eren på 3,3 forsøg pr. kamp og 79,2 % fra straffekastlinjen.
Den vanvittige 3-pointsprocent på 45,5 var et kæmpe spring op fra Browns foregående tre college-sæsoner, hvor han ramte henholdsvis 25 %, 25 % og 21 % af sine 3’ere.
Kan Kobe Brown bevare – og måske endda forbedre – sin evne til at ramme 3’ere, kan han blive en højt profileret power forward i nutidens NBA. Han er nemlig også en glimrende rebounder og har også højden og drøjden til at måle sig med langt de fleste på hans position.
Browns største svaghed er, at han ikke besidder nogen imponerende springkraft. Det kan være en ulempe, når han kommer op imod højere spillere, som eksempelvis kan skyde over ham. Han er dog stadig ganske kvik på fødderne og er ikke nem at løbe om hjørner med, selvom han vejer hele 113 kg.
En NBA-sammenligning for Kobe Brown kunne være Desmond Bane fra Memphis Grizzlies.
Se her, hvordan Kobe Brown excellerede i Summer League. Mod Philadelphia 76’ers scorede han 35 point og ramte syv ud af sine ti 3’ere!
Hvor langt når de?
LA Clippers har haft en winning record i hele 12 sæsoner i streg, hvilket er den klart længste aktive stime blandt alle NBA-hold og den 7.-længste stime all-time.
Dét kan dog ikke alene være succeskriteriet for et Clippers-mandskab, som snart synger på sidste vers i Kawhi Leonard/Paul George-æraen.
Clippers er et godt hold, men kommer heller ikke til at vinde et mesterskab i år. Medmindre James Harden skulle komme til, er der simpelthen for mange hold, der er bedre end Tyronn Lues tropper.
Desuden tror jeg ganske enkelt ikke på, at både Kawhi Leonard og Paul George kan strikke en rask sæson sammen nu, hvis de ikke har kunnet gøre det de seneste fire år.
Det er dog stadig en stærk trup, der er tale om, og hvis alle er raske, har de potentialet til at slå alle hold på enhver given aften.
Mit bud er derfor, at Los Angeles Clippers når til første eller anden runde af slutspillet.
Den eneste måde, hvorpå Clippers kan nå anden runde, er hvis de får en god seedning i grundspillet og undgår play-in-turneringen. Skulle de risikere at møde Denver Nuggets eller Phoenix Suns i første runde, kan Kawhi og co. godt begynde at arrangere sommerplanerne med deres familier.
Los Angeles Clippers åbner sæsonen natten til torsdag d. 26. oktober kl. 04.30, hjemme mod Portland Trail Blazers.
Har været forelsket i basketball siden 2018 og arbejdet med sport på blandt andet TV 2 og Warner Bros. Discovery. Har desuden været journalistpraktikant i Bakken Bears, hvor jeg agerede studievært og kommentator på Bears TV. Har en bachelorgrad i medievidenskab og en kandidatgrad i journalistik fra Syddansk Universitet. Elsker Ringenes Herre og øl, men de skal nydes hver for sig.