Iffe Lundberg skrev tidligere på ugen under på en toårig kontrakt med det serbiske storhold Partizan Belgrade.
Den danske basketballstjerne Iffe Lundberg, der fik fire kampe for Phoenix Suns i 2022, er dermed klar til yderligere to sæsoner i EuroLeague, men et NBA-comeback var ellers på tale for den 29-årige guard.
I et interview med TV 2 Sport kan Lundberg nemlig afsløre, at NBA-mestrene Boston Celtics stod klar med en kontrakt til danskeren efter hans flotte sæson i Virtus Segafredo Bologna, hvor han var en af deres største profiler.
“Det var ikke noget svært valg for mig. Det kan lyde lidt skørt, men jeg var slet ikke i tvivl,” fortæller Iffe Lundberg til TV 2 Sport.
Hvor Partizan Belgrade tilbød en nøglerolle på holdet til Lundberg, var der længere til spilletid hos NBA-giganterne Boston Celtics. I Boston var han nemlig tiltænkt en bænkplads. Altså ville han være en del af holdet på yderste mandat.
“Boston var meget ærlige og transparente i deres tilgang til mig. Jeg ville være blevet noget, der minder om 15.-mand på holdet og reelt kun en træningsspiller. Altså ikke noget med garanteret spilletid eller muligheder. Det dur ikke for mig mere. Jeg har brug for spilletid på banen,” siger Lundberg.
I interviewet afslører Lundberg også, at Partizan Belgrade har jagtet danskerens signatur ad flere omgange.
Iffe Lundberg snittede 9,4 point, 2,1 rebounds og to assists per kamp i EuroLeague i sidste sæson.
Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 23 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)