Unicaja Malaga, med danske August Engelhardt Møller på holdkortet, færdiggjorde søndag en flot Minicopa Endesa-uge, da de sikrede sig tredjepladsen med en overlegen sejr på 104-59 mod Valencia Basket.
Møller og kompagni, som lørdag fik bøllebank i semifinalen af FC Barcelona, der søndag vandt turneringen, leverede en storslået indsats mod Valencia, og den danske center var igen den mest iøjenfaldende spiller hos Unicaja.
Den 203 centimeter høje dansker viste nok engang prøver på sit store talent med 22 point, 16 rebounds, fire assists, tre steals og et enkelt block.
Minicopa Endesa anno 2024 er nu slut, men udover en flot tredjeplads til Møller og Unicaja sluttede turneringen også med en kæmpe personlig milepæl for Falcon-talentets vedkommende.
Efter Barcelonas finalesejr mod ærkerivalerne kunne Liga ACB, der arrangerer Minicopa Endesa, nemlig offentliggøre, at August Møllers fremragende præstationer turneringen igennem har resulteret i, at han er blevet tildelt en plads på turneringens hold.
Den 14-årige dansker kom på turneringens hold sammen med Pablo Mera (Real Madrid), Jan Cerdán (FC Barcelona), Rhys Robinson (Real Madrid) og Mohamed Dabone (FC Barcelona). Sidstnævnte, der regnes som et af de største talenter i Europa lige nu, blev kåret som turneringens spiller.
Du kan se momentet, hvor August Engelhardt Møller blev hyldet for sine flotte præstationer, i klippet herunder:
⭐ ¡Así queda el Mejor Quinteto de la #MinicopaEndesa!
Mohamed Dabone – @FCBbasket
Pablo Mera – @RMBaloncesto
August Moller – @unicajaCB
Jan Cerdán – @FCBbasket
Rhys Robinson – @RMBaloncesto pic.twitter.com/rlVMKmOMXU— #CopaACB (@ACBCOM) February 18, 2024
Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 23 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)