Randers Cimbria måske årets transferbombe ved at hente Chanan Colman hjem til Danmark fra Israel, lige for næsen af Bakken Bears, der også har været interesseret i den danske guard.
Pressemeddelelse: Randers Cimbria PRO er stolte over at kunne præsentere Chanan Colman som ny spiller i truppen.
Dermed vender den 30 årige Københavner, der oprindelig er fra Brønshøj, hjem til Danmark efter flere år i Israel. Her har han vundet op til flere mesterskaber i den israelske liga, ligesom han i dansk basketball, må siges at være en af de absolut største profiler.
Chanan Colman spillede i denne sæson for Maccabi Rishon og han har tidligere spillet for israelske topklubber som Hapoel Jerusalem og Maccabi Haifa, som han vandt guld med sidste sæson. I Danmark spillede han for år tilbage for Svendborg Rabbits og før det for finske Honka Espoo og Lappeenranta. Så det er en berejst og meget erfaren spiller der tiltræder hos Randers Cimbria til august. Chanan Colman har ligeledes spillet på det danske landshold i en lang årrække.
Aftalen mellem Randers Cimbria og Chanan Colman er en 4 årig aftale, med en option for Chanan Colman til at rejse til udlandet og spille, skulle det rette tilbud komme. Denne option er gældende i en kort periode efter hver sæson i kontraktens løbetid.
Se også: Sådan ser trupperne ud i Basketligaen for 2014/2015 sæsonen
Chanan Colman er lige som Charlie Burgess en erfaren pointguard og med aftalen sikre Randers Cimbria sig, at der er stærk rotation på guardpladserne i form af Chris Nielsen, Mike Nielsen, Charlie Burgess og altså Chanan Colman.
Sports- og Teamkoordinator Tonny Mattern siger om aftalen:
– Vi er meget stolte over at kunne hente en spiller som Chanan hjem til Danmark. Det har været et stort projekt for hele organisationen. Samtidig med at han har en meget stærk profil, så vil han passe perfekt ind på holdet og han kender jo allerede flere af spillerne fra både landshold og ligaen. Bl.a. har Charlie Burgess og Chanan allerede haft en god dialog og det har styrket vores tro på aftalen. Chanan var i Randers i sidste uge og der mødtes vi med Vladimir Ruzicic. De to kender også hinanden fra bl.a. camps, så vi har igen været tro mod vores koncept med, at sikre, at der et tilbundsgående kendskab til de folk der kommer til holdet. Jeg selv kender Chanan fra år tilbage i København og jeg ved hvilken baggrund og indstilling han grundlæggende kommer med. Det glæder jeg mig til, at alle andre også får at se.
Chanan Colman udtaler selv:
– Jeg har valgt Randers af flere grunde. Lige fra jeg startede dialogen med Henrik Jønsson, Katja Jønsson og Tonny Matttern kunne jeg mærke hvor meget de gerne vil det her og hvor ambitiøse de er. En anden grund er, at jeg har vundet mesterskaber i alle de lande jeg har spillet som professionel i, med undtagelse af Danmark. Randers har uden mig, i forvejen et rigtig godt mandskab, så jeg glæder mig til, at tilføje holdet med det jeg kan.
Head Coach Vladimir Ruzicic ser frem til, at samarbejde med Chanan Colman.
– Det er positivt at Colman vender tilbage til dansk basketball og specielt at han har valgt Randers Cimbria som hans nye hold. Han havde en god sæson i Israel og han bliver en meget vigtig spiller i vores spilkoncept sammen med Chris, Charlie og Mike.
(Foto: Lasse Lamberth)
Denne profil bruges som forfatter til artikler med indhold fra flere af vores skribenter i samme artikel. F.eks. forudsigelser og gennemgange af hold og spillere, fra diverse turneringer.