Trade-deadline i fokus
Som altid fylder de forskellige spillerhandler en del, særligt for de hold, som har en chance for mesterskabssejr. Ved trade-deadline torsdag aften havde flere handler vendt op og ned på mange ting i styrkeforholdet mellem holdene.
Få det fulde overblik her.
De korte nyheder
- Blake Griffin dunker i debutkamp
- Chris Paul runder 10.000 assists
- Houston Rockets nupper tiltrængt sejr
Skadesrapporten (udvidet)
I slutningen af sidste uge pådrog LaMelo Ball sig et brækket håndled, hvilket med al sandsynlighed betyder, at han er ude for sæsonen. Timer forinden måtte LeBron James udgå fra en kamp mod Atlanta Hawks, og han er ude på ubestemt tid med en ankel-skade. Også Curry måtte i sidste uge udgå med en skade på halebenet.
Der har i forvejen været længerevarende skader til flere store spillere i NBA, og denne uge har også budt på flere skader.
Kevin Durant er stadig ude for Nets, og hvor Kyrie Irving er ude af personlige årsager, måtte James Harden erklæres ukampdygtig med en mindre nakke-skade, da Nets mødte Jazz i nat. Han er tilbage i aktion igen.
Giannis Antetokounmpo har døjet med lidt smerter i knæet, og han sad ude mod Pacers tidligere på ugen. I kampen mellem Bucks og Celtics var Antetokounmpo så tilbage uden at storspille, og han er stadig ikke sin skade helt kvit, da han missede holdets seneste kamp.
Shai Gilgeous-Alexander er ude i flere uger med en fod-skade, efter hans fysiske tilstand har været både god og dårlig på det seneste.
Kawhi Leonard har en øm fod, og Luka Doncic har haft problemer med ryggen.
Hos flere af de store navne er det ikke slemme skader, men det gør, at mange kampe bliver uden det sidste stjernestøv. Det er en svær balance for holdene, for ingen er sikre på slutspillet endnu, og selvom der stadig er mange kampe tilbage i sæsonen, så nærmer det forjættede land sig også, hvorfor det er svært for flere hold at spare. Samtidig skal der hele tiden værnes om spillerne, så de kommende uger bliver spændende for de stjerner, som døjer med lidt forskellige skader.
Gregg Popovich runder milepæl
Med nattens sejr over Chicago Bulls blev Popovich den blot tredje træner nogensinde med 1.300 sejre, kun overgået af Don Nelson og Lenny Wilkens.
Congrats to @spurs coach Gregg Popovich on becoming the 3rd head coach in NBA history to win 1,300 games! pic.twitter.com/RV603wqj2L
— NBA (@NBA) March 28, 2021
Allerede tilbage i 2019 blev Popovich den mest vindende træner nogensinde med både regular season og playoffs lagt sammen, hvilket selvfølgelig skyldes Spurs’ mangeårige besøg i det fine selskab.
Han har været en del af Spurs-organisationen siden 1988, hvor han var assistenttræner. Dette var før spillere som Damian Lillard og James Harden blev født. I 1996 blev han så forfremmet til cheftræner, hvilket han har været lige siden, hvor han nu er i gang med sin 25. sæson. Gennem årene er det blevet til fem mesterskaber og et hav af udmærkelser.
Den 72-årige Popovich har været “Coach of the Month” i NBA 17 gange, hvilket er rekord. I 2017 gik han forbi Jerry Sloan som den træner med flest sejre hos et enkelt franchise, og i august 2020 blev han den træner, som har stået i spidsen for det samme hold i flest kampe.
Nu nærmer han sig endnu en rekord, for med blot 35 kampe op til Don Nelson, så har Popovich gode chancer for at blive den mest vindende træner i regular season nogensinde. Der kan ikke være mange år tilbage i førersædet hos Spurs, og med holdets øjeblikkelige tilstand kommer der næppe flere mesterskaber i hus lige foreløbig, så denne rekord må absolut være et mål for ham.
Nok engang har Spurs leveret varen, og selvom de færreste havde spået om en slutspilsplads til holdet i denne sæson, så ligger de lige nu lunt til på en øjeblikkelig 7. plads. Og det kan alligevel overraske de færreste, for den mand hører sammen med slutspillet. Fra 1998 til 2019 var Spurs en fast del af slutspillet, hvilket er det største antal af NBA slutspils-sæsoner i træk nogensinde.
Brooklyn Nets shopper videre
I torsdags blev San Antonio Spurs og LaMarcus Aldridge enige om et buyout, og han blev hurtigt en eftertragtet free agent for flere af mesterskabsbejlerne. Spurs tog tidligere på måneden Aldridge ud af rotationen og ledte efter et muligt trade, hvilket ikke kom i hus. I sine fem og et halv år hos Spurs, hvilket bød på 376 kampe, snittede Aldridge 19,5 points og 8 rebounds, og han har altid været kendt som en stabilt scorende big man.
Lørdag kom det frem, at Brooklyn Nets nu har sikret sig LaMarcus Aldridge på en veteran minimums-kontrakt.
Aldridge tilslutter sig de andre stjerner i Brooklyn Nets, og hos diverse bookmakere har denne handel nu gjort Nets til mesterskabs-favoritter. Han passer perfekt ind på New Yorker-holdet, da han både kan spille power forward og center, hvilket giver Nets noget fleksibilitet i feltet.
Det har ikke været en specielt god sæson for Aldridge indtil videre. Han har ikke snittet så få minutter pr. kamp siden sin rookie-sæson, og hans skudprocenter er også blandt de dårligste i karrieren. I denne sæson har han også færrest points siden sin rookie-sæson, og så har han aldrig reboundet så lidt, som han har gjort i kampene denne sæson.
Uden tvivl – Aldridge er en fremragende spiller. Lidt ligesom tilfældet med Griffin er det dog en stjerne i sin karrieres efterår, og selvom Griffins spil har fået nyt liv i Nets, så bliver det spændende at se, hvordan Aldridge får fundet sig selv. Kan han blive bare tilnærmelsesvis så god, som han har været de seneste mange år, bliver han en aldeles fremragende handel for Nets.
Mon ikke han lægger sig i selen for at komme i form, for han er kommet for at vinde den mesterskabsring, det er der ingen tvivl om.
Se er gense highlights fra en stor Aldridge-aften, da han i januar 2019 satte ny career-high mod Oklahoma City Thunder.
23 år, journaliststuderende i Odense og passioneret NBA-fan gennem mange år.