Værløse Blue Hawks var sidste sæsons store oplevelse i Basketligaen.
Blue Hawks spillede sig for første gang – under den nye ligastruktur – i Playoff A, og flere gange i sæsonen formåede de at drille ligaens absolutte tophold.
Flere gange udmøntede det sig i overraskende sejre, andre gang var det tætte opgør, hvor det var marginalerne, der manglede. Lørdag stod Værløse overfor Randers Cimbria i sæsonåbneren, og mødet med kronjyderne var usammenlignelige med nogle af de førnævnte opgør fra sidste sæson.
Klasseforskellen var for stor i lørdagens opgør, der blev vundet overlegent af Randers med 106-65. Randers Cimbrias nye cheftræner Jeffrey Fawme fik således en drømmestart på tilværelsen i det nye job.
Værløse har denne sommer sagt farvel til profiler som Adam Heede-Andersen og Balsa Veljic samt talenterne Simon Schwartz og Frederik Jellum, og kampen mod Randers kunne godt indikere, at disse afgange har svækket holdet markant.
Randers var allerede efter første halvleg foran med dobbelte cifre, 12 point, men pausesnakken blev ikke nogen fordel for Værløse. Randers fortsatte det gode spil i anden halvleg, og særligt tredje periode var en skuffende affære for Værløse, der havde kastet håndklædet i ringen.
Avery Anderson Iii strålede i sin debut for Randers med 35 point, hvilket hidtil er sæsonens højeste pointpræstation af en spiller. Avery Anderson Iii lavede desuden syv rebounds, syv assists og tre steals.
Laolu Oke leverede en tilsvarende vild statline på 24 point, 19 rebounds, fire assists, tre steals og to blocks.
Topscorer for Værløse var Mikkel Hauge med 16 point.
Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 23 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)