I handlen fik Denver Nuggets Aaron Gordon og Gary Clark fra Orlando Magic, der til gengæld erhvervede sig Gary Harris, RJ Hampton og et kraftigt beskyttet førsterundevalg i 2025.
Gordon giver Nuggets tiltrængt fysik og eksplosivitet både offensivt og defensivt. Paul Millsap, der før tilføjelsen af Aaron Gordon, var starter, har de sidste par år ikke kunne leve op til fordoms kvaliteter, specielt ikke defensivt. I 2015-16 sæsonen havde Millsap ligaens fjerde bedste individuelle defensive rating. Det niveau er han ikke i nærheden af i indeværende sæson.
Colorado-holdet har i denne sæson også haft kollektive defensive problemer. Med en defensiv rating på 112,3 rangerer de som nummer 18 af 30 i NBA, hvorimod de har den fjerde højeste offensive rating.
Heller ikke Denvers superstjerne, Nikola Jokic, er kendt som noget defensivt es. Uden et anker på center-positionen mangler holdet fysik under kurven. Det håber Nuggets’ træner, Mike Malone, blandt andet, at Gordon kan hjælpe med.
Gordon x Jokic
En frontcourt bestående af netop Nikola Jokic og Aaron Gordon er ikke blot effektivt, men også must see-tv. Den højtflyvende power forward nyder godt af Jokic’ eminente afleveringer, når han cutter mod kurven for at modtage bolden på gulvet eller i luften.
Nuggets har stadig ikke tabt en kamp med Aaron Gordon på holdkortet. Efter skiftet i startopstillingen har Denver blandt andet slået LA Clippers.
Er Gordon nok til at drille LA?
Nuggets drømmer om en tur til finalerne, og for at komme dertil skal de formentlig slå føromtalte LA Clippers og LA Lakers. Udover at begge hold har hjemmebane i Staples Center, er fællesnævneren også, at de har superstjerner på deres forward-positioner.
Netop af den grund har Denver tradet for Gordon. Selvom han aldrig bliver årets forsvarsspiller, har Aaron Gordon fysikken til at stække eksempelvis LeBron James og Kawhi Leonard.
Den højtflyvende forward er måske ikke nok til at gøre Denver til en mesterskabsfavorit, men Gordon er en væsentlig opgradering for Nuggets i jagten på slutspilssucces.
Aaron Gordon snitter 14,2 point i denne sæson.
Jeg er NBA-redaktør her på siden og læser til dagligt til journalist på dmjx. Jeg følger NBA tæt, hvor min kærlighed bliver kastet ekstra meget efter New York Knicks.