fbpx
Connect with us

Hi, what are you looking for?

Analyser

Optakt til NBA-sæsonen – Milwaukee Bucks

Giannis Antetokounmpo er glad. Det er han, fordi han nu får selskab af 7 x All-Star Damian Lillard, som er kommet til klubben i en sand bombe af et trade. Og jeg er ked af at sige det, men hvis du ikke kan lide tanken om The Greek Freak og Dame Time på samme hold i et half-court offense, kan du ikke lide NBA-basketball.

Foto: Flickr - Keith Allison

Nedtællingen til NBA-sæsonen 2023-24 er begyndt, og vi kan næsten ikke vente. 

Som optakt vil vi i de sidste 30 dage inden sæsonstart fokusere på et nyt hold hver dag, skabe dig et overblik over, hvad hvert hold har foretaget sig over sommeren, og diskutere, hvad vi kan forvente af dem i den kommende sæson. 

Vi tager selvfølgelig forbehold for eventuelle ændringer, der skulle ske på holdene, fra nu af og til den første bold bliver tippet i vejret natten til onsdag d. 25. oktober.

I dag skal det handle om Milwaukee Bucks.

Resultat i sidste sæson

#1 i Eastern Conference (58-24).

Efter en overbevisende grundsspilssæson var der store forventninger til Milwaukee Bucks i slutspillet.

Eventyret sluttede dog, inden de overhovedet var begyndt. En skade til Giannis Antetokounmpo og heroiske præstationer fra Jimmy Butler gjorde, at Milwaukee tabte serien med hele 1-4 til 8.-seedede Miami Heat.

Offseason-moves

Spillere ud:

  • Jrue Holiday (traded til Portland Trail Blazers, derefter Boston Celtics)
  • Grayson Allen (traded til Phoenix Suns)
  • Jevon Carter (kontraktudløb, samlet op af Chicago Bulls)
  • Goran Dragic (kontraktudløb)
  • Joe Ingles (kontraktudløb, samlet op af Orlango Magic)
  • Wesley Matthews (kontraktudløb, samlet op af Atlanta Hawks)
  • Meyers Leonard (kontraktudløb)

Spillere ind:

  • Damian Lillard (traded fra Portland Trail Blazers)
  • Malik Beasley (free agent)
  • Robin Lopez (free agent)
  • Cameron Payne (free agent)
  • Marques Bolden (free agent)
  • TyTy Washington (free agent, two-way-kontrakt)
  • Andre Jackson Jr. (rookie, drafted #36)
  • Chris Livingston (rookie, drafted #58)
  • Jazian Gortman (rookie, undrafted)
  • Drew Timme (rookie, undrafted)
  • Omari Moore (rookie, undrafted, two-way-kontrakt)

Kontraktforlængelser/re-signings:

  • Khris Middleton (to år + ét år (player option), $102 millioner)
  • Brook Lopez (to år, $48 millioner)
  • Jae Crowder (ét år, $3,2 millioner)
  • Thanasis Antetokounmpo (ét år, $2,3 millioner)
  • AJ Green (ét år guaranteed + to år non-guaranteed, op mod $6,3 millioner)

Største profiler (stats fra sidste sæsons grundspil)

Giannis Antetokounmpo (63 kampe spillet, 31,1 PTS, 11,8 REB, 5,7 AST, 0,8 STL, 0,8 BLK)

Damian Lillard (58 kampe spillet for Portland Trail Blazers, 32,2 PTS, 4,8 REB, 7,3 AST, 0,9 STL, 0,3 BLK)

Khris Middleton (33 kampe spillet, 15,1 PTS, 4,2 REB, 4,9 AST, 0,7 STL, 0,2 BLK)

Hvor står holdet i forhold til sidste år?

Efter sidste sæsons skuffende slutspil-exit til 8.-seedede Miami Heat begyndte der i september at opstå røre i Milwaukees andedam.

Bucks’ ubestridte superstjerne og 2 x MVP, Giannis Antetokounmpo, begyndte pludseligt at åbne op for tanken om at skifte hold, hvis situationen ikke var den rigtige i Milwaukee.

Der skulle ikke gå mere end to uger, før vi så fik den chokerende nyhed om, at Damian Lillard var blevet tradet til Bucks – for næsen af netop Miami Heat.

Det er med afstand den største handel i årets offseason og involverer en række hold.

For Milwaukee betyder tradet i det store billede, at de måtte give slip på Jrue Holiday til fordel for Lillard.

Det markerer dermed afslutningen på Jrue Holidays tid i Milwaukee Bucks, som nåede at vare tre sæsoner. Holiday kom til klubben i 2020 i et trade, som kostede dyrt, men som – ligesom Lillard-tradet – var nødvendigt for at beholde Giannis.

Tradet endte med at blive det hele værd, da Jrue Holiday i 2021 var med til at sikre Bucks’ første mesterskab i 50 år.

Holiday er nu havnet i Boston Celtics og kan dermed meget vel ende med at blive kæppen i hjulet på sit gamle hold, når vi kommer sent ind i slutspillet i Eastern Conference – den matchup har vi heldigvis god tid til at glæde os til.

I mellemtiden kan Giannis Antetokounmpo – selvom han er ked af at se Holiday gå – glæde sig over at have fået 7 x All-Star Damian Lillard som holdkammerat. Det lader i hvert fald til, at Giannis har en forkærlighed til Lillard, eftersom han valgte ham først i sidste sæsons All-Star-draft.

Samtidig har Lillard også tidligere givet udtryk for, at Giannis ville være den perfekte makker til et mesterskabsrun. Det får vi at se nu.

33-årige Lillard scorede career high 32,2 point pr. kamp i sidste sæson og blev dermed nummer tre på NBA’s topscorerliste, bag Joel Embiid og Luka Doncic.

Lillard var desuden nummer otte i player effeciency rating, nummer seks i offensive win shares og nummer to i Offensive Box Plus/Minus på tværs af hele NBA i sidste sæson. Det er en masse avancerede statistikker, som i virkeligheden bare fortæller lidt om, at Milwaukee har anskaffet sig en af ligaens bedste spillere – især offensivt.

Defensivt er dette trade ganske vist en nedgradering, eftersom Jrue Holiday er en af NBA’s absolut bedste forsvarsspillere på guard-positionen, og Lillard ofte tager en slapper i den ende af banen. Jeg er dog overbevist om, at fordelene ved dette trader vejer mere end ulemperne.

Desuden kommer de manglende defensive kvaliteter i Bucks’ backcourt langt hen ad vejen til at blive gjort op for i Bucks’ frontcourt, hvor de har Giannis Antetokounmpo og Brook Lopez.

Netop Brook Lopez har Milwaukee også formået at sikre sig her i offseason. De har nemlig re-signet med deres bundsolide center på en kontrakt, der står til $48 millioner over to år.

35-årige Lopez har fået genoplivet sin karriere, efter den så ud til at være gået lidt i stå, da han spillede i LA Lakers i 2017-18-sæsonen.

I sidste sæson førte han nemlig hele ligaen i samlet antal blocks, hvilket var med til at sikre ham en plads på All-Defensive First Team for første gang i karrieren og en andenplads i afstemningen om ‘Årets forsvarsspiller’.

$24 millioner om året i to år til en center, der nærmer sig slutningen af 30’erne, er mange penge. Især med henblik på, at han måske kun er Milwaukees fjerdebedste spiller.

Men Brook Lopez er så vigtig for dette hold, at det ville være et større tab for dem at lade ham gå til en anden klub. Lopez er deres defensive anker, som kun er blevet endnu mere værd for dem, nu hvor Jrue Holiday er væk. Derudover har han udviklet sig til at være en moderne center, som kan skyde 3’ere. I sidste sæson var han den center, der ramte tredjeflest 3’ere i hele ligaen (pr. kamp og totalt).

Milwaukee Bucks har også re-signet en anden profil, som endda er endnu bedre til at skyde 3’ere.

Khris Middleton har skrevet under på en ny kontrakt på $102 millioner over tre år.

Bucks’ 32-årige small forward havde ellers denne sommer muligheden for at takke ja til sin player option på $40 millioner for ét år, men valgte i stedet at re-signe til cirka 30 millioner om året over tre år (sidste år er en player option).

Den beslutning gav både Middleton noget mere langsigtet finansiel sikkerhed samt mere albuerum på Milwaukee Bucks’ lønkontor for den kommende sæson.

Beslutningen fra Khris Middletons side kan meget vel ligge i, at han i sidste sæson døjede en hel del med knæproblemer. Han nåede kun at spille 33 kampe i grundspillet, hvor han snittede 24 minutter og 15 point pr. kamp, hvilket er langt lavere tal, end vi normalt ser fra ham.

Efter Heat-serien blevet Middleton så opereret i det knæ, der længe havde drillet ham. Han er stadig i gang med genoptræning, og det er endnu ikke sikkert, om han når han blive helt klar til sæsonstart.

Første kamp i sæsonen bliver også første gang, vi får Adrian Griffin at se som cheftræner i NBA.

49-årige Adrian Griffin spillede ni sæsoner i NBA – primært i 00’erne – og har siden 2008 været assistenttræner i henholdsvis Bucks, Bulls, Magic, Thunder og Raptors. Nu er han således tilbage i Milwaukee i sin første stilling som cheftræner, hvor han tager over for Mike Budenholzer, som blev fyret efter Miami Heat-serien i maj.

Siden Griffin ikke har været cheftræner før, er det svært at forudsige, hvad han kommer til at tilføre sit mandskab. Som spiller var han en meget forsvarsorienteret wing, som ofte dækkede modstanderens bedste spiller op. Vi kan derfor nok forvente, at han lægger en stor ære i, at Bucks præsterer godt i den ende af banen.

Om ikke andet får Adrian Griffin noget af et hold at arbejde med i sit første cheftræner-job. Det bliver meget interessant at se, hvordan han vælger at håndtere den nye dræber-duo, Giannis/Dame.

Hvem skal vi holde ekstra øje med?

Lad os være ærlige: Det er jo netop den duo, vi alle kommer til at holde ekstra øje med – Giannis/Dame.

Tilsammen snittede de i sidste sæson 63,3 point, 16,6 rebounds og 13 assists pr. kamp – tænk lige over det.

Det bliver for sindssygt at se de to på samme hold. Giannis, der dunker over Gud og hvermand, og Dame, der rammer 3’ere fra midten, som var de layups. Jamen, altså…

Men hvis jeg lige kan få tørret savlet om munden af engang, kan vi da også godt lige vende blikket andetsteds og tage et kig på en af Milwaukees nye rookies.

Andre Jackson Jr. blev valgt som nummer 36 i årets draft af Orlando Magic, men blev tradet på draft-aftenen til Milwaukee Bucks.

21-årige Jackson Jr. måler 198 cm i højden, 95 kg i tyngden og figurerer primært som shooting guard eller small forward.

Som nybagt NCAA-mester i college kommer Andre Jackson Jr. til Milwaukee med håb om at kunne fortsætte guldregnen. Han nåede at spille tre sæsoner for UConn, og i sin sidste sæson snittede han 6,7 point, 6,2 rebounds, 4,7 assists, 1,1 steals og 0,5 blocks pr. kamp med skudprocenterne 43/28/65.

Andre Jackson Jr. er en alsidig wing, som kan levere i begge ender af banen. Han har størrelsen og de atletiske evner til at kunne eksplodere til ringen og levere nogle vilde dunk, samtidig med han kan forsvare stort som småt i den anden ende.

Han er desuden en glimrende afleverer og vil sagtens kunne fungere som en sekundær playmaker, når han kommer ind fra bænken.

Det største problem med Jackson Jr. er hans skud. Han har en lidt besynderlig skudafvikling og er bestemt ikke altid effektiv (ramte 28 % af sine 3’ere og 65 % af sine straffekast i seneste college-sæson).

De 6,7 point pr. kamp i mesterskabssæsonen for UConn vidner også om, at Jackson Jr. ikke er en poleret scorer. Hans primære force i angrebsenden er i stedet hans blik for spillet og evne til at sætte sine holdkammerater op.

Det er dog uden tvivl på grund af hans forsvar, at Milwaukee Bucks har valgt Andre Jackson Jr.

Vær forberedt på, at han med det samme kommer til at kunne gøre en forskel i forsvarsenden i de minutter, han får i den kommende sæson. Der er spørgsmålstegn omkring hans offensive egenskaber, men hvis han kan udvikle et godt skud, kan han ende med at blive en fremragende 3-and-D-wing, som er i høj efterspørgsel i NBA.

En udmærket NBA-sammenligning for Andre Jackson Jr. kunne være Andre Iguodala.

Hvor langt når de?

Med de seneste monstertrades, der har rystet NBA-verdenen, er der ingen tvivl om, hvem der kommer til at kæmpe om finalebilletten i øst.

Milwaukee Bucks med Antetokounmpo, Middleton, Lopez og nu Lillard kommer til at stå over for Boston Celtics med Jayson Tatum, Jaylen Brown, Kristaps Porzingis og nu Jrue Holiday.

Medmindre skader skulle komme i vejen, eller at slutspilsseedningen vil det anderledes, har jeg virkelig svært ved at forestille mig, at det skulle blive andre end de to hold, der vinder Eastern Conference Finals.

Nu skrev jeg godt nok i Denver-optakten, at jeg ser Nuggets som favoritter til at vinde mesterskabet, men nu bliver jeg mere og mere i tvivl for hver dag.

Det kan nemlig sagtens være, at Milwaukee eller Boston har lidt ekstra ild i øjnene end Jokic og co., hvis det skulle ende med at være Denver, der kommer ud af vest igen.

Så er spørgsmålet blot, hvem der er bedst – Milwaukee eller Boston?…

Puha da da…

Ved I hvad?

Jeg ændrer mit svar fra Denver-optakten og melder nu ud, at Milwaukee Bucks vinder NBA-mesterskabet 2023-24.

Milwaukee og Boston er stort set lige i mit hoved, men det, der tipper vægtskålen til Bucks’ side, er Giannis Antetokounmpo. Han ville uden tvivl være den bedste spiller i den serie, og med Damian Lillard ude bag 3-pointslinjen, bliver han ustoppelig.

Det samme gælder i finalen, uanset hvem de møder. Hvis de møder Denver, tror jeg, at Giannis og Dame har en større sult end de forsvarende mestre, og hvis de møder Phoenix, kan jeg ikke se, hvem der skulle kunne dække Antetokounmpo op.

Den værste finalemodstander for Bucks ville måske være Los Angeles Lakers, da Anthony Davis nok har den bedste chance for at kunne holde Giannis nogenlunde nede på et menneskeligt niveau. Men selv der, tror jeg at Milwaukee tager det længste strå alligevel.

 

Milwaukee Bucks åbner sæsonen natten til fredag d. 27. oktober kl. 01.30, hjemme mod Philadelphia 76ers.

Skrevet af

Har været forelsket i basketball siden 2018 og arbejdet med sport på blandt andet TV 2 og Warner Bros. Discovery. Har desuden været journalistpraktikant i Bakken Bears, hvor jeg agerede studievært og kommentator på Bears TV. Har en bachelorgrad i medievidenskab og en kandidatgrad i journalistik fra Syddansk Universitet. Elsker Ringenes Herre og øl, men de skal nydes hver for sig.

Andre artikler med dette emne

Boston Celtics

Sæsonen i NBA skydes i gang i nat, og i den forbindelse har Fullcourts NBA-redaktion kommet med deres forudsigelser af holdenes placeringer i Eastern...

Dallas Mavericks

Sæsonen i NBA skydes i gang i nat, og i den forbindelse har Fullcourts NBA-redaktion kommet med deres forudsigelser af holdenes placeringer i Western...

EuroCup

Den danske landsholdsspiller Tobias Jensen og Ratiopharm spillede lige op med NBA-holdet Portland Trail Blazers, der dog sejrede med 111-100 i en testkampen natten...

LA Lakers

LeBron James og sønnen Bronny James skrev i nat NBA-historie som den første far-søn duo nogensinde til at spille sammen i ligaen.

Boston Celtics

Ventetiden er ovre. Verdens bedste basketballliga er tilbage fredag, hvor Boston Celtics og Denver Nuggets mødes i Abu Dhabi.

Internationalt

Victor Wembanyama var allerede en af NBA's mest dominerende spillere, og med en kampvægt, der nu har rundet 106 kilo, bliver han næppe lettere...

Internationalt

Ja Morant er for tiden glad og skadesfri, og det giver Memphis Grizzlies gode forudsætninger for succes i den kommende sæson, udtaler Memphis-stjernen.

NBA

Den tidligere MVP Derrick Rose indstiller karrieren efter 15 sæsoner i NBA.