Det sker sjældent at spillere med dansk nationalitet er at finde i NBA-sammenhæng. Senest var det Shavon Shields, som for to år siden optrådte ved Summer League for New Orleans Pelicans´ Summer League-hold. Det var anden gang, Shields deltog i NBA Summer League. Første gang var tilbage i sæsonen 2016/17, hvor dansk-amerikaneren fik to kampe for Orlando Magic.
I nat skete det så igen, da det danske fyrtårn Asbjørn Midtgaard debuterede for Orlando Magic og således skrev sig ind i dansk baskethistorie.
Mens de fleste amerikanske basketbriller var rettet mod talenterne Jalen Suggs og Evan Mobley, var der ingen tvivl, hvem blikket var rettet mod, set fra et dansk perspektiv. Sidste sæsons store stjerne for Grand Canyon University og tidligere Hørsholm 79’ers spiller, Asbjørn Midtgaard fik muligheden for at vise sig frem på den største basketscene i verden.
Efter at være blevet sparet i Magic’s første kamp ved dette års Summer League, fik han denne gang chancen for første gang i starten af anden periode.
En hård velkomst slog ikke Midtgaard ud
Det var tydeligt at mærke, at Midtgaard var nervøs, hvilket er ganske forståeligt, når man pludselig står på den største basketscene i verden.
Midtgaard fik en noget hård velkomst på opgøret, da Isaac Okoro via en studsaflevering fra Mobley, leverede et voldsomt posterize dunk på Midtgaard.
ISAAC OKORO DOWN HARD! 😤 pic.twitter.com/QMevEDzLi5
— NBA (@NBA) August 11, 2021
Den hårde velkomst lod dog ikke til at slå Midtgaard ud. Han formåede at gøre en god figur af sig i de seks minutter han var på gulvet. Særligt i reboundspillet viste han styrke, og yderligere satte han også nogle virkelig fornuftige screeninger.
Samlet set endte han med en statline på 3 point, 3 rebounds og 1 assists. Dermed en stille og rolig start, men taget i betragtning af det kun var på seks minutter, er det ganske solidt af danskeren.
Næste gang der er mulighed for mere Midtgaard er allerede i nat dansk tid kl 01, hvor Orlando Magic møder Boston Celtics.
Mit navn er Mads, jeg er 21 år og kommer oprindeligt fra Svendborg. Min store basketpassion og basketviden kommer igennem mange års overværelse af kampe fra Basketligaen primært fokuseret på de vilde kaniner fra Sydfyn. Jeg har dog også en stor interesse i NBA og basketball generelt.









































































