Nedtællingen til NBA-sæsonen 2023-24 er begyndt, og vi kan næsten ikke vente.
Som optakt vil vi i de sidste 30 dage inden sæsonstart fokusere på et nyt hold hver dag, skabe dig et overblik over, hvad hvert hold har foretaget sig over sommeren, og diskutere, hvad vi kan forvente af dem i den kommende sæson.
Vi tager selvfølgelig forbehold for eventuelle ændringer, der skulle ske på holdene, fra nu af og til den første bold bliver tippet i vejret natten til onsdag d. 25. oktober.
I dag skal det handle om Charlotte Hornets.
Resultat i sidste sæson
#14 i Eastern Conference (27-55).
Det var mildt sagt en skuffende sæson, efter Charlotte Hornets de to foregående sæsoner havde kvalificeret sig til play-in-turneringen med to 10. pladser i øst.
De dårlige resultater sidste år skyldes i den grad også, at Hornets’ store stjerne LaMelo Ball led under flere ankelproblemer, som kulminerede med en brækket ankel i slut februar.
Offseason-moves
Spillere ud:
- Kelly Oubre Jr. (kontraktudløb)
- Theo Maledon (kontraktudløb)
- Dennis Smith Jr. (kontraktudløb, samlet op af Brooklyn Nets)
- Svi Mykhailiuk (kontraktudløb)
- Kobi Simmons (waived)
- Xavier Sneed (two-way-kontraktudløb)
Spillere ind:
- Miles Bridges (free agent)
- Frank Ntilikina (free agent)
- Tre Scott (free agent)
- Brandon Miller (rookie, drafted #2)
- Nick Smith Jr. (rookie, drafted #27)
- Amari Bailey (rookie, drafted #41)
- Jaylen Sims (rookie, hentet op fra G-League)
- Angelo Allegri (rookie, undrafted)
- Leaky Black (rookie, undrafted)
- Nathan Mensah (rookie, undrafted)
Kontraktforlængelser/re-signings:
- LaMelo Ball (fem år, designated rookie max extension, op mod $260 millioner)
- P.J. Washington (tre år, $48 millioner)
Største profiler (stats fra sidste sæsons grundspil)
LaMelo Ball (36 kampe spillet, 23,3 PTS, 6,4 REB, 8,4 AST, 1,3 STL, 0,3 BLK)
Terry Rozier (63 kampe spillet, 21,1 PTS, 4,1 REB, 5,1 AST, 1,2 STL, 0,3 BLK)
Miles Bridges (spillede ikke sidste år, så dette er stats fra 2021-22-sæsonen) (80 kampe spillet, 20,2 PTS, 7,0 REB, 3,8 AST, 0,9 STL, 0,8 BLK)
Brandon Miller (rookie)
Hvor står holdet i forhold til sidste år?
Hvis vi starter uden for banen, er den altoverskyggende forskel fra sidste år til nu, at Michael Jordan ikke længere er ejer af Charlotte Hornets. Efter 13 år med aktiemajoriteten har den seksdobbelte NBA-mester således denne sommer solgt sin andel af klubben.
Hvor stor en forskel salget kommer til at skabe rent sportsligt, må vi vente at se. Det eneste, vi kan vide os helt sikre på, er, at hverken ‘MJ’ eller hans tiptipoldebørn går sultne i seng lige foreløbigt.
Michael Jordan is reportedly selling his majority ownership of the Charlotte Hornets 🏀
In 2010, he paid $275 Million for the team 💵
Now, he's set to sell his majority stake for $3 Billion💰
Not a bad return 🤯 pic.twitter.com/4BhlpLvl5m
— SPORTbible (@sportbible) June 16, 2023
Jordans sidste sæson som ejer endte resultatmæssigt – ligesom alle de andre år – ikke glimrende. Hornets endte næstsidst i Eastern Conference efter en sæson plaget af skader og uheld.
Men det er svært at forestille sig, at den kommende sæson ender lige så skidt.
Godt nok har Hornets ladet Dennis Smith Jr. gå, hvilket måske ikke lyder som verdens undergang – det er det som sådan heller ikke.
Ikke desto mindre bidrog Smith Jr. med fornuftig spilfordeling i fraværet af LaMelo Ball, og derudover var han en vigtig brik i forsvarsenden, hvor han blandt andet førte holdet i steals.
Om nytilkomne Frank Ntilikina kan udfylde det hul, som Dennis Smith Jr. har efterladt, må vi vente og se. Heldigvis står og falder Hornets’ sæson heller ikke på det. Det kommer mere til at være på skuldrene af det næste levende billede.
LaMelo Ball har nemlig skrevet under på en ny kontrakt, træder ind i sin fjerde sæson og er efter sigende fit for fight igen efter den slemme ankelskade, han pådrog sig sidste år.
Hvis anklerne kan holde til det, og Ball ellers kan holde sig rask, vil det automatisk betyde, at holdet står langt stærkere i år. Størstedelen af deres spil går gennem ham og med god grund.
I gennemsnit pr. kamp førte Ball i sidste sæson således holdet i point og assists, mens han også var nummer tre i rebounds og steals. Samtidig var han den guard med den klart bedste Player Effeciency Rating på holdet (17,9).
Derudover er Miles Bridges tilbage i en Hornets-uniform. Hvis vi kigger på det rent sportsligt, er det et kæmpe plus for cheftræner Steve Clifford. Bridges brød for alvor ud i 2021-22-sæsonen, hvor han viste sig som en spiller med All-Star-kaliber og udgjorde den perfekte tandem med LaMelo Ball.
LAMELO GOES BETWEEN THE LEGS ON THE OOP TO BRIDGES 🔥 pic.twitter.com/MPAz8cVYOS
— NBA TV (@NBATV) January 15, 2022
Der er dog en grund til, at Miles Bridges ikke spillede en eneste kamp sidste år. Han blev idømt tre års betinget fængsel for at have overfaldet sin daværende kæreste foran deres to børn. Noget, som alle selvfølgelig af gode grunde har en holdning til – inklusiv mig selv – men i denne sammenhæng vil jeg forholde mig til det sportslige aspekt af hans tilbagevenden.
Med det in mente får Hornets altså en spiller tilbage, som helt sikkert har noget rust og nok også nervøsitet, der skal bankes af, men ellers vil han kunne gøre en stor forskel. Værd at bemærke er det dog, at Bridges ikke spiller med i de første ti kampe af sæsonen. Han mangler endnu at afsone den fulde 30 spilledages karantæne, som NBA uddelte ham som resultat af hans forkastelige handling.
Hvem skal vi holde ekstra øje med?
Noget, som også er sket for Charlotte Hornets siden sidste år, er, at de har brugt et højt draft pick.
Der er jo sjældent noget, der er så dårligt, at det ikke er godt for noget andet. I dette tilfælde kom det til udtryk ved, at Hornets’ skadesplagede og sejrsfattige sæson sendte dem så højt op i draftlotteriet, at de trak andetvalget.
Det valg blev til Brandon Miller.
Miller har nogle skeptikere, han skal overbevise. Det faldt i hvert fald ikke i enhvers smag, at Hornets valgte ham over Scoot Henderson, som i stedet gik til Portland Trail Blazers.
The reaction at Pinhouse when the Hornets picked Miller pic.twitter.com/pauFZAsSXO
— The Crown Club 👑 (@CrownClubCLT) June 23, 2023
Reaktionen fra Hornets-fansene har ikke undgået at gå hovedpersonens næse forbi, men det lader ikke til at være noget, der påvirker ham. Tværtimod har Miller nerverne til at åbne snakken om mesterskabstrofæet, som Charlotte ellers aldrig har været i nærheden af.
Charlotte Hornets er faktisk aldrig nået længere end anden runde af slutspillet, så selvom det kan virke som tomme løfter, kan jeg godt forestille mig, at Millers kommentar vækker håb blandt de hungrende Hornets-tilhængere.
"To the ones that's booing, I'm here to let you know we're going to get a lot of wins this year. Definitely going to try to hold up the big trophy at the end."
Brandon Miller's message to Hornets fans who booed him on draft night
(via @CSLonQCN)pic.twitter.com/juUMFkiMVW
— ClutchPoints (@ClutchPoints) June 25, 2023
Hvem er han så som spiller?
Brandon Miller er en alsidig small forward, der måler 206 cm i højden og vejer 90 kg.
Det 20-årige stortalent nåede blot at spille en enkelt sæson i college, hvor han snittede 18,8 point, 8,2 rebounds og 2,1 assists i 37 kampe for Alabama.
Miller sammenlignes med NBA-spillere som Danny Granger og sin “GOAT”, Paul George, og kan spille i begge ender, men det er især i angrebsenden, at Miller gør den største forskel.
Han kan nemlig score på alle måder, både på ‘catch and shoot’, fra dribling og tæt på kurven. Han er en glimrende 3-pointsskytte (ramte 38 % i college på høj volume, og hvor mange af skuddene var med høj sværhedsgrad) og er fremragende til at trække straffekast, hvor han også skyder med høj effektivitet (86 % i college).
Der skal dog arbejdes en smule på effektiviteten fra gulvet, hvor han for Alabama blot ramte 43 % af sine skud. Samme ineffektivitet så vi i NBA Summer League i Las Vegas, hvor Miller gik sølle 35,4 % fra gulvet. Det er dog værd at notere, at han havde en flot kamp mod Portland Trail Blazers, hvor han scorede 26 point og ramte 53 % af sine skud.
Det er ikke unormalt, at scoringsorienterede rookies starter NBA-karrieren ud med elendige procenter. Spørgsmålet bliver, hvor hurtigt Miller kan udfase det fra sit spil, for når han har gjort det, bliver han en fænomenal tilføjelse til et i forvejen underholdende angreb ført an af LaMelo Ball.
Med 27.-valget i årets draft valgte Charlotte Hornets også Nick Smith Jr.
Nick Smith Jr. er 196 cm høj og vejer 83 kg.
Den blot 19-årige shooting guard døjede med knæproblemer i det ene år, som han nåede at spille på college, i Arkansas. Han formåede at spille 17 kampe, hvor han snittede 12,5 point, 1,6 rebounds og 1,7 assists på 37,6 % fra gulvet. De lave tal skal især tilskrives knæproblemerne, som lader til at være ovre nu.
Knæene virkede i hvert fald til at have det helt fint i NBA Summer League, hvor Nick Smith Jr. scorede hele 33 point i den kamp mod Trail Blazers, hvor Brandon Miller scorede 26.
Hvis han kan holde sig rask, bør Smith Jr. vise sig som en underholdende, scorende shooting guard med kaniner i benene og et lækkert hopskud. Derudover har han både højden og rækkevidden til, at han ofte ender i fordelagtige matchups mod mindre guards, som han både kan skyde henover eller holde på afstand i hans drive mod kurven.
En god NBA-sammenligning for Nick Smith Jr. kunne være New York Knicks’ Immanuel Quickly.
Det bliver også interessant at se, hvad Mark Williams kan føre det til her i sit andet år i NBA. Hornets fik Williams med 15.-valget i sidste års draft, og han nåede i den grad at imponere i de minutter, han fik på banen i sidste sæson.
Den 21-årige center spillede blot 43 kampe, hvori han kun startede i 17 af dem. Men i de 17 kampe, hvori han startede, skød han 62,7 % fra gulvet og snittede 11,6 point, 9,8 rebounds og 1,1 blocks pr. kamp.
Nu, hvor Mason Plumlee er skiftet til Los Angeles Clippers, bør vi med sikkerhed få mere Mark Williams at se i den kommende sæson – det har vi fortjent.
Til sidst er jeg også nødt til at nævne P.J. Washington og Nick Richards. Førstnævnte har skrevet under på en ny kontrakt og bliver en vigtig brik i begge ender på power forward-positionen.
25-årige P.J. Washington var den Hornets-spiller, som fik flest minutter i sidste sæson. Grundet hans holdbarhed førte han holdet i samlet antal blocks, mens han var nr. 2 i point, nr. 3 i rebounds og nr. 4 i steals. Sådan en pålidelig spiller bliver der brug for på et hold, som har stor risiko for skader og andre eventuelle problemer uden for banen (*host, Miles Bridges, host*).
Nick Richards træder ind i sin fjerde sæson med Hornets, men var ikke kendt af mange før sidste sæson. Her tog den 25-årige center et stort skridt op til 18,7 minutter pr. kamp fra de 7,3 minutter pr. kamp, som han spillede i 2021-22-sæsonen.
Desuden var Richards – udover Mason Plumlee, som nu er væk – den Hornets-spiller med den højeste Net Rating i sidste sæson. Med Nick Richards og Mark Williams har holdet altså en spændende center-duo, som kun bør blive bedre fra nu af.
Hvor langt når de?
Charlotte Hornets er et af de yngste hold i NBA og ser rigtig interessante ud i et fremtidsperspektiv. Men hvor langt ude i fremtiden kigger vi?
Som sagt står holdet uden tvivl stærkere i år end sidste år, med henblik på at de har tilføjet Miles Bridges og Brandon Miller. Begge spillere vil dog i denne sæson være nogle lottokuponer af hver deres vidt forskellige årsager, og det er endnu ikke til at vide, hvor meget de hver især tilføjer. Mesterskabet skal de i hvert fald kigge langt efter, selvom Brandon Miller hentyder til noget andet.
LaMelo Ball er tilbage, og hvis han kan holde sig rask, bør han kunne føre holdet til væsentligt flere sejre end de 25, vi så fra dem sidste år. Jeg er dog bange for, at han ikke kan undgå at rende ind i større eller mindre skader undervejs, og i så fald kommer det ned til, om Terry Rozier kan bære størstedelen af ansvaret med at fordele bolden, nu hvor Dennis Smith Jr. er væk.
Hornets kommer til at kæmpe om en plads i play-in-turneringen mod hold som Chicago Bulls, Indiana Pacers og Orlando Magic. Jeg har svært ved at se, at de kan klemme sig ind på en 10.-plads, da især Bulls og Pacers er mere sammensatte, og Hornets stadig umiddelbart er et år væk fra at være et år væk.
Mit bud er altså, at Charlotte Hornets havner lige under play-in-pladserne, omkring en 11.-13.-plads i Eastern Conference.
Charlotte Hornets åbner sæsonen natten til torsdag d. 26. oktober kl. 01.00, hjemme mod Atlanta Hawks.
Har været forelsket i basketball siden 2018 og arbejdet med sport på blandt andet TV 2 og Warner Bros. Discovery. Har desuden været journalistpraktikant i Bakken Bears, hvor jeg agerede studievært og kommentator på Bears TV. Har en bachelorgrad i medievidenskab og en kandidatgrad i journalistik fra Syddansk Universitet. Elsker Ringenes Herre og øl, men de skal nydes hver for sig.