Med kun to sejre og 11 nederlag er Philadelphia 76’ers det dårligste hold i ligaen. Efter endnu et nederlag til Miami Heat natten til tirsdag indkaldte veteranen Kyle Lowry derfor til et holdmøde.
Det fortæller kilder til ESPN.
Ifølge kilderne var mødet en alvorssnak mellem spillere og trænere, hvor de holdt hinanden ansvarlige og tog skylden for den dårlige sæsonstart.
Under mødet kritiserede den fremadstormende point guard Tyrese Maxey holdets stjernespiller, Joel Embiid, for altid at komme for sent til holdaktiviteter.
Maxey lagde angiveligt vægt på, at Embiids dårlige mentalitet påvirker de andre spillere og trænere på holdet.
Ifølge folk omkring holdet har Maxey og Embiid et tæt venskab og en historie med at holde hinanden ansvarlige.
En kilde involveret i mødet udtalte: “Tyrese elsker den store fyr (red. Joel Embiid), men det her er elefanten i rummet.”
Samtidig tog Embiid ifølge kilderne imod kritikken uden sure miner.
Der er derfor ingen grund til at tro, at der er uvenskab mellem de to centrale spillere, som Sixers-mandskabet er bygget op omkring.
REPORT: The 76ers held a team meeting after falling to 2-11 last night, where Tyrese Maxey called out Joel Embiid for being late “to all team activities and everything”, citing how it impacts the locker room, other players, and coaches.
Oh my. (via @ShamsCharania) pic.twitter.com/U882EbNCTY
— Legion Hoops (@LegionHoops) November 19, 2024
En ung leder
Tyrese Maxey bliver betragtet som en leder af mange i Sixers-organisationen. Derfor var det ikke overraskende, at han udtrykte sin utilfredshed til mødet.
Lederevnerne hos den 24-årige guard blev for alvor testet i starten af sæsonen, hvor både Joel Embiid og Paul George var ude med skader. Maxey snittede imponerende 27,6 point pr. kamp i sæsonen, inden han selv blev skadet den 7. november.
Dog forventes han tilbage på banen i nat eller natten til lørdag, hvor vi langt om længe kan få mulighed for at se de tre stjernespillere spille sammen.
Holdet har dog flere problemer end skader og Joel Embiids forsinkelser.
Problemerne er mange.
Til krisemødet kom mere end blot Embiids mange forsinkelser på banen. Spillerne fremlagde et ønske om at blive trænet hårdere af trænerstaben.
Cheftræner Nick Nurse og de øvrige trænere fortalte som respons, at de ønsker, at spillerne træner med et formål og med større fokus på detaljerne.
Samtidig nævnte Embiid, at han til tider er forvirret over, hvad holdet forsøger at eksekvere på banen. Dette understreger en større strukturel udfordring i holdets spillestil og organisation.
Philadelphia-mandskabet har altså fået en meget nødvendig snak, som forhåbentlig kan hjælpe holdet ud af den krise, de har været i fra sæsonens begyndelse.
Store forventninger og massivt pres
76’ers blev før sæsonstart spået til at være blandt favoritterne i Eastern Conference af flere eksperter.
Skader til både Embiid, George og senest Maxey har dog forhindret holdet i at indfri de store forventninger.
Der kommer derfor til at være et massivt pres på Sixers, når deres tre stjernespillere forhåbentlig alle træder på banen sammen i løbet af ugen.
Hvis de tre stjerner kan finde rytmen og skabe resultater hurtigt, kan Philadelphia stadig nå at vende sæsonen. Hvis ikke, er det svært at forestille sig, at der ikke sker ændringer i organisationen.
Sixers har i årevis forsøgt at bygge et mesterskabshold op omkring Joel Embiid, uden held. Derfor er der heller ingen tvivl om at deres skuffende start kan føre til drastiske beslutninger, hvis resultaterne ikke forbedres.
Det bliver enormt interessant at følge med i, om holdmødet og de raske stjerner kan få Sixers tilbage på sporet, eller hvad konsekvenserne bliver hvis krisen fortsætter.