Det var de to hold, der længe lå til at skulle mødes i finalen, men med stærke præstationer af BK Amager og Stevnsgade, så har Hørsholm og Aabyhøj måtte tage til takke med at mødes i bronzekampen.
Inden kampen blev Aabyhøjs træner, den tidligere profil i Basketligaen, Michael Rau-Niebling, udnævnt til årets træner, mens den 17-årige Aabyhøj-spiller, Malene Lind Pedersen, der også blev årets pokalfighter, blev udnævnt til årets talent.
Hørsholm var højest seedede, så kampen blev spillet i Hørsholm Arena. Det var hjemmeholdet, der startede bedst. Hørsholm vandt første periode med fire point, men den føring var udlignet ved pausen.
De to hold havde svært ved at score i tredje periode. Kun 14 og 11 point blev det til i gæsternes favør, og med yderligere en periodesejr på to point i sidste periode, kunne Aabyhøj juble over bronzemedaljen.
Gæsternes Nikoline Sandbäck blev topscorer med 24 point ved blandt andet at være 100% (6/6) i feltet. Hjemmeholdets Gritt Ryder scorede 22 point og var med 11 rebounds den eneste spiller med en double-double.
Skribent på Basketligaen siden 2013. Dansk basket er den klare favorit, men der følges med i basket på internationalt plan både i NBA og Europa.