fbpx
Connect with us

Hi, what are you looking for?

Basketligaen

Danmarks glemte basketball-stjerner

I 1970’erne og 80’erne havde Danmark to betydningsfulde navne på den internationale basketball-scene. Inge Nissen havde en glorværdig college-karriere og blev sidste år indsat i Hall of Fame. Lars Erik Hansen vandt et NBA mesterskab og et mesterskab med FC. Barcelona. De færreste kender dog historien om de to sportsfolk med dansk blod i årerne.

Af Anders Martinsen og Michael Skov Jensen

Lars-Hansen

Basketballsporten har aldrig været stor i Danmark, og få spillere har klaret sig i den internationale top. Men i 70’erne og begyndelsen af 80’erne slog den danske basketball-DNA for alvor igennem og befandt sig pludselig blandt de bedste i verden. I en tid, hvor atleter som Allan Simonsen, Lene Køppen og Tom Bogs stjal publikums opmærksomhed, banede to talenter sig ubemærket vej til den internationale top i basketball – en kæmpe sport udenfor Danmarks grænser.

Læs også: LeBron, Jeg er en håbløs romantiker

Den ene er Inge Nissen fra Langå, en lille by lidt uden for Randers, der i 1960’erne blev introduceret til spillet fra Guds eget land af sin gymnastiklærer på Randers Statsskole. Som 14-årig ragede hun allerede et stykke over sine jævnaldrende og stoppede først med at vokse, da hun nåede 194 centimeter i højden. Samtidig havde hun forståelse for spillet og begyndte i byens lokale klub Randers Cimbria, hvor det hurtigt blev til et dansk mesterskab i juniorrækken. Inge var et fysisk pragteksemplar på en basketballbane og derfor blev hun som 16-årig inviteret med på det danske A-landshold.

”Jeg var meget imponeret af de spillere, vi spillede mod på landsholdet, og besluttede mig for selv at blive lige så god. I første omgang planlagde jeg at tage til det daværende Jugoslavien, men det var mine forældre ikke synderligt begejstrede for. I stedet tog jeg til Norge i et år, hvor jeg kunne arbejde som au-pair og studere serbo-kroatisk, så jeg i det mindste kunne lære sproget for senere at kunne tage af sted,” fortæller Inge Nissen fra sin bopæl i Florida, hvor hun i dag er assisterende cheftræner på Florida International University.

Læs også: Amerikaner forlænger med SISU

Året efter havde hun vundet endnu et mesterskab i Norge og det danske kvindelandshold havde kvalificeret sig til sit første EM nogensinde i sensommeren 1974. Mødet med veletablerede basketball-nationer som Tjekkoslovakiet, Polen og Jugoslavien fra den gamle østblok var dog for stor en mundfuld for de 12 EM-debutanter og holdet måtte se sig slået i alle syv kampe – blandt andet med et svidende nederlag på 100–24 til Polen. Alligevel imponerede Inge Nissens præstationer på tilskuerrækkerne. Her sad den franske træner Joe Jonay og fulgte forbløffet med, mens den 17-årige Nissen blev topscorer på det danske hold. Til trods for den danske sidsteplads i turneringen, havde Joe Jonay besluttet sig. Han ville have Inge med til den franske klub Clemont Ferrand, der på det tidspunkt var en af Europas bedste.

Den danskfødte canadier
Selvsamme sommer havde den danskfødte Lars Erik Hansen stor succes med sit collegehold University of Washington. Han blev født i København i 1954, men familien immigrerede til Coquitlam, British Columbia i Canada to år efter Hansens fødsel.

I løbet af Lars Eriks Hansen teenageår, blev det tydeligt, at han var en talentfuld atlet. Han udmærkede sig på det lokale basketballhold på Centennial Secondary School, hvor han i gennemsnit scorerede 37 point pr. kamp og blev stjernen på holdet. Han voksede samtidig en del og nåede en højde på 208 centimeter.
Som 18-årig, i 1972, blev Hansen optaget på University of Washington i Seattle og forlod Canada til fordel for en tilværelse i det nordvestlige USA og fire år på college. På college spillede Hansen både basketball og baseball for the Huskies, men havde sit hovedfokus på spillet i ringhøjde. Alligevel holdte talentspejdere et vågent øje med ham på baseballbanen, og han fik tilbudt en kontrakt med Major League holdet Texas Rangers.

”Mit boldøje var noget særligt. Måske var det alle de Danske kryddersild, jeg spiste som barn, der gav mig sådan en gave,” fortæller Hansen med et strejf af humor.

Læs også: Analyse: Herrelandsholdets sportslige udfordringer

Det takkede han nu nej til, for på basketballholdet gik det fremragende, der i 1975 blev rangeret som det tredje bedste collegehold i USA. Det viste sig at være et fornuftigt valg af den danskfødte Hansen, da døren til verdens bedste liga, NBA, året efter bliver åbnet. Holdet Chicago Bulls, som knap 10 år senere skriver under med Michael Jordan, er interesserede.
Han får dog ikke den store succes i Chicago Bulls, som han først skriver under med. De har i mellemtiden købt en anden spiller, som overskygger trænerens oprindelige planer med Hansen. I stedet får dansk-canadieren tilbudt en kontrakt i en klub på den anden side af Atlanten i 1976.

”Den legendariske træner Cesare Rubini fra klubben Olympia i Milano, gav mig et godt tilbud. I disse år forbedrede jeg mit spil, og var meget bedre forberedt på at vende tilbage til NBA. Plus, hvilken ung mand ønsker ikke at bo i Milano. Jeg havde en lækker lejlighed, en flot bil og en fed tegnebog. La dulce vida,” fortæller Lars Erik Hansen, der efter to sæsoner i Milano, bliver hentet tilbage til USA af NBA-holdet Seattle Supersonics…..

Følg med de nærmeste dage her på Fullcourt og læs sidste del af artiklen om de glemte danske basketballstjerner.

 

Skrevet af

Denne profil bruges som forfatter til artikler med indhold fra flere af vores skribenter i samme artikel. F.eks. forudsigelser og gennemgange af hold og spillere, fra diverse turneringer.

Andre artikler med dette emne