Danmark var tæt på at fuldføre en eventyrlig start på kvalifikationen til EM 2025, men en skidt tredje periode kostede dyrt for Danmark, der mandag aften blev slået på udebane af Finland med 89-85.
Danskerne var i anden periode Finland overlegne, hvilket gav Danmark en pauseføring på 16 point, men tredje periode, hvor Danmark lod Finland score 30 point, vendte kampen på hovedet.
Gæsterne fra Danmark havde et suverænt udgangspunkt inden de sidste 20 minutter, og derfor sidder basketekspert og radiovært på Radio4 Morten Stig Jensen tilbage med en ærgerligt fornemmelse.
“Jeg er pisseærgrelig. Fantastisk mulighed for at sidde på 2-0 over Georgien og Finland, men må nu nøjes med 1-1. Op ad bakke er aldrig en fed retning, men det er den retning, vi nu skal følge. Og det var unødvendigt,” fortæller Morten Stig Jensen til Fullcourt.dk.
“De havde en kæmpe føring og smed det hele væk i tredje quarter. Forsvaret hang ikke sammen, og de spillede ikke nær så aggressivt som i første halvleg. Bolden sad lidt mere fast, og det var bare lidt for mange problemer på én gang. Shit happens, men jeg er ærgerlig,”
DK kan tage flere ting med fra opgøret
Danmarks helt store profil Iffe Lundberg levede op til forventningerne og spillede en brandkamp på ny med 26 point, seks rebounds og seks assists til følge, og det var særligt i første halvleg, hvor han satte 16 point på tavlen, han var i hopla.
“Vi så i første halvleg en Iffe Lundberg i fuld kontrol, fordi han ikke stod med for meget ansvar. Han balancerede playmaking med egne skud til den helt store guldmedalje, og det gav pote. I anden halvleg var den hjælp der ikke, og det førte ham ud i situationer, hvor han var nødsaget til at skabe for meget på egen hånd,” siger Morten Stig.
Danmark spillede lige op med Finland, men fik ikke fuld valuta for sin indsats.
Lige nu gør nederlaget helt sikkert ondt i den danske lejr, men når kampen er kommet lidt på afstand, kan de se tilbage på en første halvleg, de kan bruge til noget fremover, siger Morten Stig Jensen.
“De skal spille første halvleg på video for drengene om og om igen. Bolden flyttede sig, de søgte åbne skud fra distancen, men uden at ofre deres interior game. Der var defensiv intensitet, og en masse balance. Kevin (Larsens, red.) og Mads (Bonde, red.) trådte op, hvilket tillod Iffe at være mere selektiv i sine muligheder. Mere af det, tak.”
Næste gang Danmark skal i aktion i EM-kvalifikationen er først til november, hvor Danmark møder Serbien.
Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 23 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)
