Den 23. september skal Bakken Bears spille semifinale i kvalifikationsturneringen til Basketball Champions League, og Aarhus-klubben har ikke lagt skjult på, at de stræber efter at kvalificere sig til turneringen, som de har deltaget i to gange tidligere.
Men før fokus for alvor kan rettes mod den europæiske turnering, skal truppen sættes sammen, og torsdag offentliggjorde Bakken Bears deres nyeste forstærkning til holdet i form af den 23-årige amerikanske power forward Elijah Childs.
Det offentliggjorde klubben i en pressemeddelelse.
Bakken Bears har således tre amerikanere, Ryan Evans, Skyler Bowlin og Elijah Childs, klar til næste sæson.
Elijah Childs er hentet til Bakken fra den italienske 2. divisionsklub 2B Control Trapani, hvor amerikaneren var en af holdets større profiler. Den nye Bakken-spiller snittede 14,9 point og 10,4 rebounds per kamp i den forgangne sæson, som desuden var hans debutsæson som professionel basketballspiller efter fire år på college hos Bradley University.
I pressemeddelelsen skriver Bjørnene, at Childs er tiltænkt en rolle i Bakkens rotation af store spillere ved siden af spillere som Ryan Evans og Michel Diouf.
“Jeg valgte Bears, fordi det er en vindende organisation. Samtidig har jeg et indtryk af, at coach Sommer kører holdet på en god måde, og ikke mindst, at han sætter os spillere i situationer, hvor vi kan vinde. Personligt ser jeg selvfølgelig frem til at bidrage med rebounds, point og selvfølgelig et mindset, hvor jeg vil vinde og være en god holdkammerat,” fortæller Childs i pressemeddelelsen.
Bakken Bears afslutter med at skrive, at de regner med at hente endnu et par spillere til Aarhus.
Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 23 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)