Han var udset til at blive en af Norrköping Dolphins profiler, da man i sidste sæson hentede ham fra ligakonkurrenterne Nässjö. Her, et år senere, er de to parter blevet enige om at gå hver til sit. Det skriver det svenske nyhedssite nt.se.
Dolphins headcoach Adnan Chuk har været ude og sige, at Zarko simpelthen ikke nåede op på det niveau, man havde håbet på. Derfor har man heller ikke givet Zarko den forventede spilletid. Med et snit på omkring 20 minutter, 6.1 point, 3.8 rebounds og 1.4 assist er Zarko altså fortid i klubben, selvom man undervejs i forløbet var tæt på at genforenes.
“Vi opsagde kontrakten allerede i juni, men da vi ikke kendte situationen med Micke Lundquist (kommet til fra Luleå) og Cole Darling (kommet til fra Nässjö) genoptog vi samtalerne med Zarko. Da vi fik de to andre i hus, blev det dog ikke til mere.”
“Men jeg har ikke noget dårligt at sige om Zarko. Han er et fantastisk menneske, og normalt skiller man sig kun af med spillere, der ikke gør sit ypperste, men det er omvendt med Zarko. Han gjorde altid sit bedste, han kom bare ikke op på det niveau, vi håbede.”
Der går rygter om, at Zarko er på vej tilbage til dansk basket, hvor han tidligere har spillet 3 sæsoner for Hørsholm.
Skribent på Basketligaen siden 2013. Dansk basket er den klare favorit, men der følges med i basket på internationalt plan både i NBA og Europa.









































































