Én succesfuld halvsæson var alt, der skulle til, før klubber i større ligaer fik øjnene op for det danske trænertalent Johs Andersen.
25-årige Johs Andersen førte i denne sæson Norrköping Dolphins til det svenske mesterskab i sin debutsæson som cheftræner for svenskerne, og triumfen har nu udmøntet sig i et nyt job.
Søndag eftermiddag kunne det tyske Bundesliga-hold MHP RIESEN Ludwigsburg offentliggøre, at danskeren i den kommende sæson bliver en del af deres trænerstab.
Andersen udskifter dermed cheftrænergerningen i Norrköping med et job som assistenttræner i Bundesligaen. Udover den hjemlige liga deltager Ludwigsburg også i FIBA Europe Cup, hvor de i den forgangne sæson nåede til kvartfinalen.
MHP Riesen Ludwigsburg skriver på sin hjemmeside, at danskeren har skrevet under på en etårig aftale.
Ludwigsburg sluttede på 11. pladsen – lige uden for play-in-kampene – i Bundesligaen i sæson 2024/25.
Genforening med tidligere kollega
I Ludwigsburg genforenes Johs Andersen med Mikko Riipinen, som han havde et tæt samarbejde med i Sverige gennem tre år.
Den svensk-finske Riipinen var cheftræner i Norrköping, da Andersen var hans assistent, og Ludwigsburg-træneren ser nu frem til igen at samarbejde med sin tidligere kollega
– Jeg er meget glad for, at vi har fået Johs Andersen til MHP RIESEN Ludwigsburg. Han er fremragende, når det kommer til videoanalyse og scouting, og derudover er han en rigtig god person, som er grundig og arbejder hårdt. Det er vigtigt for mig at tilføre nye perspektiver og energi til holdet – samtidig med, at jeg har en person omkring mig, som jeg har arbejdet tæt sammen med i flere år, udtaler Mikko Riipinen.
Riipinen fungerer ved siden af sit klubjob også som svensk landstræner – præcis som da han og Andersen dannede trænerduo i Norrköping.
Derfor er den danske assistent vant til det ekstra ansvar, som følger med, når Riipinen er fraværende med landsholdet, hvilket den tyske klub også fremhæver på sin hjemmeside som en fordel.
Andersen erstattede netop Riipinen tilbage i januar, da danskeren blev forfremmet til cheftræner i den svenske klub.
Før sine tre sæsoner i Sverige var Johs Andersen assistenttræner for BC Copenhagen i Basketligaen samt cheftræner for Brønshøj Dragons i 1. division.
📝✅ | Hej og velkommen! @Johs__Andersen, der zuletzt die @DolphinsBasket zur schwedischen Meisterschaft führte, wechselt nach Ludwigsburg. Der 25-jährige Däne war in Schweden die rechte Hand von Headcoach @mikkoriipinen – und wird das auch bei uns! 💛-lich willkommen in LBG! pic.twitter.com/CdTgpWEtgb
— MHP RIESEN Ludwigsburg (@MHP_RIESEN) June 1, 2025
Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 24 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)







































































