Forleden så jeg sammen med mine børn en dokumentar om giraffer. Når en girafunge fødes, plasker den ud med hovedet først. Dvs. den tager fra med ansigtet fra ganske betragtelig højde, inden den lander med resten af kroppen. Giraf mors ben er ca. samme højde som en fuldvoksen mand, så drophøjden er enorm. Herefter forsøger ungen ret hurtigt at rejse sig. Den skraber løs med bagbenene for at få en opret position, men glider da forbenene ikke rigtig er på samme bølgelængde. Koordinationen af bevægelserne er ikke helt på plads, og alligevel udstråler det smukke dyr en skønhed på trods af sit ubehjælpelige bevægeapparat.
Mine tanker har siden vandret fra giraf ungen og over til Dirk Nowitzki. En glidende overgang. Jeg føler, de to er forbundet.
Den 37 årige og 2.13 m. høje veteran er i gang med sin 19. sæson – alle for Dallas Mavericks. Han blev valgt som nr. 9 i første runde af draft i 1998 af Milwaukee Bucks men omgående tradet til Dallas, hvor han siden har henrykket. Nowitzki har vundet et mesterskab med Dallas i 2011, hvor han også blev Finals MVP. I 2006/07, hvor man i Dallas tabte finalerne, blev han MVP i ligaen.
Dirk ligner en krydsning mellem en af skurkene fra ”Deliverance” filmen og en degeneret langturschauffør. Første gang jeg så ham, tænkte jeg, at han som barn måtte have taget et flygel i ansigtet fra 5. sal. Han er hverken slick, smooth eller handsome – og det ELSKER jeg. Dirk er ikke fyldt op til begge ører med tatoveringer, velplejet hår eller trimmet skæg. Dirk går ind til frisøren og siger: ”Zerstören mich, bitte”.
Trods de mange penge på kontoen er Nowitzki en ”Average Joe”, og det kan man lide ham for i Dallas. Som barn i Würzburg i Vest Tyskland var han en genert og introvert dreng, hvis storesøster holdt hånden over ham. Hun sørgede for at få ham med i legene i gården, og hun er stadig den dag i dag en stor støtte for ham.
Efter 4 år i DJK Würzburg kom Nowitzki til USA i 1998. Han var en meget stille fyr, der mest var kendt for at sige ”sure” til alt. Hans tidligere træner Holger Geschwindner var mest bekymret for den psykiske del i forhold til Nowitzki. Kunne han klare presset, de høje forventninger og det barske competitative miljø?
Med baggrund i de spørgsmål tog Geschwindner med Nowitzki til Grand Canyon, hvor der blev lagt pres på i ren Robinson stil. Dirk skulle ud, hvor han ikke kunne bunde, og så skulle man se, hvordan den generte og bly knægt reagerede. Dirk stod for presset, og med mere ro i sjælen lod Geschwindner ham skifte.
Dirk arbejdede fra starten hårdt. Han faldt til i Dallas på sin egen stilfærdige måde. Efter 8 år i klubben spillede Mavericks sig i NBA finalen mod Miami Heat. Nowitzki var på vej mod det helt store mål – et mesterskab.
Det kiksede dog med et 2-4 nederlag. Kampene og nederlaget tog så hårdt på Nowitzki, at han søgte langt væk i et forsøg på at stable sig selv på benene igen. Geschwindner og Nowitzki tog til Australien , hvor de lejede en 4 hjulstrækker, hvorefter de brugte en rum tid på at forsøge at spotte krokodiller. Dirk søgte et rum at komme sig i. Følelserne var for mange, og i de situationer søgte han det trygge i samværet med sin ven og personlige coach .
Han kom på benene igen, og ledte året efter endnu en gang Dallas i Playoff. Her tabte man dog i 1. runde til Golden State. Endnu et slag til den følsomme tysker. Året efter – ud igen i 1. runde til Hornets. Næste år – ud i 2. runde. 2009/10 ud i 1. runde til Spurs.
Dirk begyndte at tvivle på om chancen for en finale nogensinde kom igen. Lige efter Miami finalerne i 2006/07 udtalte Nowitzki, at det her nok var det moment, han ville kigge tilbage på med størst ærgrelse. Årene efter blev han mere og mere stille i interviews i forbindelse med Playoff exits. Det lod ikke til at skulle lykkes for ham.
I 2011 begyndte Playoff dog lidt anderledes for Mavericks. Først slog man Portland Trailblazers 4-2, hvorefter man vaskede gulv med Kobe Bryant og Los Angeles Lakers i en knusende 4-0 sejr. Herefter mistede man kun en enkelt kamp i conference finals mod Oklahoma, og pludselig stod de der så igen. Dallas var i NBA finalen, og ingen ringere end Miami Heat stod endnu en gang overfor dem. Denne gang med Dwayne Wade, Chris Bosh og LeBron James.
Dallas røg i en fart ned med 2-1 i kampe, og det lignede igen Miami sejr. I kamp 4 var Dallas på hjemmebane bagud, indtil der manglede ca. 3 min. Så tog Nowitzki fat, og med 14 sek. tilbage spandt han rundt med et afgørende lay up og vandt kampen for Dallas.
Kamp 5 blev tæt i Dallas, men igen slog de til i slutningen af 4. quarter, og fik den 3-2 føring, der sikrede dem matchbold i Miami få dage senere.
Den kamp tog Dallas også efter endnu et overlegent sidste quarter, og mine minder fra den kamp (jeg så alle finalekampe direkte det år) var specielt Nowitzkis exit, da det hele var overstået (Nowitzki løb ved slutfløjt direkte i omklædningen med trøjen op til hovedet), samt Geschwindners kamp for at holde tårerne tilbage på tribunen, da pokalen blev overrakt.
Dirk skulle have sit øjeblik. Han fandt igen sit space og måtte trække sig, da det hele eksploderede og blev meget emotionelt. Han deltog ikke i den umiddelbare jubel lige efter kampen.
Det var bizarro oplevelsen af finalerne fra 2006. Denne gang gik det godt. Det er ikke til at vide, hvordan Nowitzki havde tacklet endnu et nederlag, men den sympatiske tysker fik det, som en hel basket verden havde undet ham så længe. Et mesterskab.
Dirk er en fantastisk spiller. Han er efter min mening den bedste europæiske spiller nogensinde i NBA!
Dirk er også en mand, der får ros for sine menneskelige kvaliteter både af medspillere og modspillere. Han er indfølende, kærlig og omsorgsfuld overfor andre.
Steve Nash udtalte en gang om ham: “We were both joining a new club, living in a new city, we were both single and outsiders. This creates a bond. He made life easier for me and I for him. Our friendship was something solid in a very volatile world.”
Nowitzki tilføjede: “He would have also become a good friend if we had met at the supermarket”.
Nowitzki er en gudsbenådet basket spiller. Han spiller ikke sexet basket. Han er til gengæld uhyggelig effektiv, klog og dygtig. Den kejtede girafunge fra Würtzburg voksede sig undervejs stor og flot, og står i dag med rank hals og kigger over langt de fleste andre hanner. I nat nåede han som kun 6. mand i NBAs historie de 30.000 point, og vi skal nyde den gamle lang hals, så længe vi har muligheden.
Foto: Keith Allison
