Nedtællingen til NBA-sæsonen 2023-24 er begyndt, og vi kan næsten ikke vente.
Som optakt vil vi i de sidste 30 dage inden sæsonstart fokusere på et nyt hold hver dag, skabe dig et overblik over, hvad hvert hold har foretaget sig over sommeren, og diskutere, hvad vi kan forvente af dem i den kommende sæson.
Vi tager selvfølgelig forbehold for eventuelle ændringer, der skulle ske på holdene, fra nu af og til den første bold bliver tippet i vejret natten til onsdag d. 25. oktober.
I dag skal det handle om Golden State Warriors.
Resultat i sidste sæson
#6 i Western Conference (44-38).
Efter lige akkurat at have sneget sig ind i top-6 og undgået play-in-turneringen stod Golden State Warrios over for Sacramento Kings i første runde af slutspillet. Serien bølgede frem og tilbage, men Golden State trak det længste strå efter en magisk Steph Curry-præstation i kamp 7 og en samlet sejr i serien på 4-3.
I anden runde ventede Los Angeles Lakers, som endte med at blive for stor en mundfuld for Steve Kerrs mandskab. Warriors tabte serien med 2-4 og formåede således ikke en genvinde mesterskabet fra 2022.
Offseason-moves
Spillere ud:
- Jordan Poole (traded til Washington Wizards)
- Andre Iguodala (kontraktudløb)
- Donte DiVincenzo (kontraktudløb, samlet op af New York Knicks)
- JaMychal Green (kontraktudløb)
- Ty Jerome (kontraktudløb, samlet op af Cleveland Cavaliers)
- Anthony Lamb (kontraktudløb)
- Patrick Baldwin Jr. (traded til Washington Wizards)
- Ryan Rollins (traded til Washington Wizards)
Spillere ind:
- Chris Paul (traded fra Washington Wizards)
- Cory Joseph (free agent)
- Dario Saric (free agent)
- Rudy Gay (free agent)
- Rodney McGruder (free agent)
- Usman Garuba (free agent)
- Donovan Williams (free agent)
- Jerome Robinson (free agent, two-way-kontrakt)
- Brandin Podziemski (rookie, drafted #19)
- Trayce Jackson-Davis (rookie, drafted #57)
- Kendric Davis (rookie, undrafted)
- Javan Johnson (rookie, undrafted)
Kontraktforlængelser/re-signings:
- Draymond Green (3 år + 1 år (player option), $100 millioner)
- Lester Quinones (two-way-kontrakt)
Største profiler (stats fra sidste sæsons grundspil)
Stephen Curry (56 kampe spillet, 29,4 PTS, 6,1 REB, 6,3 AST, 0,9 STL, 0.4 BLK)
Klay Thompson (69 kampe spillet, 21,9 PTS, 4,1 REB, 2,4 AST, 0,7 STL, 0,4 BLK)
Draymond Green (73 kampe spillet, 8,5 PTS, 6,3 REB, 6,8 AST, 1,0 STL, 0,8 BLK)
Chris Paul (59 kampe spillet for Phoenix Suns, 13,9 PTS, 4,3 REB, 8,9 AST, 1,5 STL, 0,4 BLK)
Hvor står holdet i forhold til sidste år?
For et år siden stod Golden State Warriors som forsvarende mestre og var på vej ind i en ny sæson med blandede følelser.
På den ene side havde de lige vundet mesterskabet og dermed forlænget deres titel som et af NBA-historiens største dynastier. Samtidig blev Steph Curry langt om længe kåret som Finals MVP og cementerede sin plads blandt spillets allerstørste legender.
På den anden side begyndte det at ligne begyndelsen på enden for det hold, som ellers havde domineret sporten i godt og vel et helt årti. Draymond Green havde ikke forlænget sin kontrakt, hvilket skabte spekulationer om, hvor hans fremtid lå efter denne sommer.
Derudover valgte Draymond Green at gå grassat på sin egen holdkammerat, Jordan Poole, til træning. Det hjalp ikke ligefrem holdet med at fokusere 100 % på den sæson, der lå forude.
Draymond Green knocked the living shit out of Jordan Poole pic.twitter.com/ZMgY0guXDD
— Barstool Sports (@barstoolsports) October 7, 2022
Mod slutningen af grundspillet var Golden State også uden deres vigtige two-way-wing Andrew Wiggins. Den 28-årige canadier sad ude i sammenlagt 25 kampe grundet personlige årsager. Wiggins nåede dog tilbage til slutspillets start, men det lange fravær var selvfølgelig ikke en ideel situation for hverken ham eller holdet.
I sidste ende må vi erkende, at Warriors resultatmæssigt nåede sit max ved at komme hele vejen til kamp 6 i anden runde af slutspillet. De var godt nok forsvarende mestre, men der kom aldrig rigtig ro på truppen sidste år, hvilket Green/Poole-situationen er det bedste eksempel på.
44 sejre i grundspillet fortæller os også, at der var tale om et godt hold, men ikke et mesterskabshold. Cheftræner Steve Kerr gav selv udtryk for det efter Lakers-serien.
"This is not a championship team."
Steve Kerr says the Warriors maxed out by reaching the second round of the playoffs pic.twitter.com/L7PSwglmYR
— Warriors on NBCS (@NBCSWarriors) May 13, 2023
Så hvor står Golden State Warriors nu?
De har skilt sig af med hovedpinen fra sidste sæson, som utvivlsomt var Jordan Poole. Statistisk havde Poole sådan set spillet en fin sæson med 20 point pr. kamp i grundspillet, men han var ganske enkelt ikke til at stole på i de store momenter.
Alt for mange, dumme beslutninger fra Pooles side i form af forcerede skud, tossede driblinger og risikable afleveringer (3,1 turnovers pr. kamp) blev for meget for Warriors.
Derfor, i et af de største trades denne sommer, røg Poole til Washington Wizards i bytte for 38-årige Chris Paul.
ESPN Sources: The Washington Wizards are finalizing a deal to send Chris Paul to the Golden State Warriors for a package that includes Jordan Poole and future draft assets. pic.twitter.com/kpNkhqFicp
— Adrian Wojnarowski (@wojespn) June 22, 2023
Chris Paul er 11 x All-NBA, 12 x All-Star, 9 x All-Defensive, 5 x Assist Champ og 6 x Steals Champ.
Med andre ord får Warriors en af de bedste point guards nogensinde og en kommende Hall of Famer. Men når det så er sagt, er Chris Paul ikke, hvad han har været.
Paul har lige haft sin nok mindst produktive sæson nogensinde med blot 13 point pr. kamp samt hans laveste Player Effeciency Rating (17,7) og antal Win Shares (6,2) i karrieren. Samtidig missede han 21 grundspilskampe og det meste af Denver-serien i slutspillet på grund af skader, som generelt har været et problem for ham i et lille årti.
Jeg tror dog stadig på, at der er værdi i ham for Golden State Warriors. Pauls eminente overblik forsvinder aldrig, og det kan blive guld værd i et Warriors-angreb, som er meget pasningsorienteret.
To af NBA-historiens bedste skytter, Steph Curry og Klay Thompson, kommer til at fare rundt om screeninger, og der kan det blive vigtigt at have andre end Draymond Green til at assistere dem.
Det bliver også yderst interessant at se, hvordan Steve Kerr vælger at bruge Chris Paul. Jeg kan godt forestille mig, at Kerr vælger at sende Paul ind fra bænken og med det samme gøre ham til den bedste backup-point guard i ligaen. Det er dog ikke en idé, som Paul virker til at være helt ombord med endnu:
På førstedagen af free agency valgte Golden State Warriors også at re-signe Draymond Green. Veteranen har skrevet under på en ny kontrakt på $100 millioner over fire år, hvor det sidste år er en player option.
I lang tid var der spekulationer i medierne omkring 33-årige Greens fremtid i klubben, men internt virker det ikke til, at der nogensinde var tvivl om, at han skulle fortsætte. Hans vigtighed for holdet lagde cheftræner Steve Kerr heller ikke skjul på, inden offseason begyndte:
Hvis Draymond ikke er tilbage, er vi ikke en mesterskabskandidat.
Af nye tilføjelser kan vi nævne, at Dario Saric og Cory Joseph er kommet til i løbet af sommeren.
Dario Saric har skrevet under på en etårig veteran minimum-kontrakt, hvilket er perfekt for Warriors’ astronomisk høje lønningsudgifter.
Saric spillede blot 20 kampe for Oklahoma City Thunder i sidste sæson, men er stadig en solid bænkspiller, som har slutspilserfaring, god størrelse og desuden både kan skyde 3’ere og aflevere. Med blot 29 år på bagen er han heller ikke oppe i en faretruende høj alder.
Det eneste, der er faretruende ved at hente Dario Saric, er hans skadeshistorik. Kroaten har ikke spillet mere end 65 kampe i en sæson siden 19-20-sæsonen, og i hele 21-22-sæsonen sad han ude med et overrevet korsbånd.
Cory Joseph har også skrevet under på en veteran minimum og kan blive vigtig for Warriors i de perioder, hvor aldrende og skadesplagede Steph Curry og Chris Paul sidder ude.
32-årige Joseph træder ind i sin 13. sæson og er altså også en erfaren herre, som kan sætte et angreb op og begår få fejl. Han havde således den 9.-bedste assist-to-turnover ratio i ligaen sidste år, så han er til at stole på med bolden i hænderne, i modsætning til en spiller som Jordan Poole, som man aldrig vidste, hvor man havde.
Samtidig kan Cory Joseph skyde 3’ere, hvilket næsten er et must som guard i Warriors’ angreb. Canadieren har over sine seneste tre sæsoner for Detroit Pistons skudt 39,7 % fra distancen.
Med Steph Curry og Chris Paul i truppen skal vi dog ikke regne med at se alverden til Cory Joseph i den kommende sæson, men han kan meget vel ende med at blive værdifuld i perioder af grundspillet.
Hvem skal vi holde ekstra øje med?
Golden State Warriors er et af de ældste hold i NBA, så der er ikke mange ubeskrevne blade, som vi ikke allerede ved, at vi skal holde øje med.
Hvis jeg skal fremhæve en, som forhåbentlig tager et eller to skridt op i denne sæson, er det Jonathan Kuminga.
Den meget snart 21-årige congoleser snittede sidste år 9,9 point, 3,4 rebounds, 1,9 assists, 0,6 steals og 0,5 blocks pr. kamp, hvilket var stort set identisk med hans rookie-sæson.
I et interview med ESPN tidligere på sommeren fortalte Kuminga dog selv, at dette bliver året, og at han forventer meget af sig selv i denne sæson.
Jeg tror i hvert fald godt, at vi kan forvente, at Kuminga får en del flere minutter end de 21, han snittede pr. kamp i sidste sæson. Så må vi se, hvad han kan overføre de minutter til – please, lad det være flere dunk som dem her!:
It’s a bird… It’s a plane… It’s JK!
What's your favorite dunk of Jonathan Kuminga's career so far? 🔨 pic.twitter.com/HFTL8zsTzS
— Golden State Warriors (@warriors) September 2, 2023
Hvor mange minutter, Warriors’ to nye rookies kommer til at se i denne sæson, har jeg svært ved at forudse, men lad os tage et kig på dem.
Med 19.-valget i årets draft gik Warriors med Brandin Podziemski.
Brandin Podziemski er 196 cm høj, vejer 92 kg og spiller shooting guard/small forward.
Den 20-årige amerikaner nåede to år i college – først et år for Illinois, derefter Santa Clara. I hans sidste år snittede han 19,9 point, 8,8 rebounds, 3,7 assists, 1,8 steals og 0,5 blocks, mens han skød 48,3 % fra gulvet, 43,8 % fra 3’eren og 77,1 % på straffekast.
De mest bemærkelsesværdige tal i den sætning er uden tvivl Podziemskis reboundtotal og 3-pointsprocent. Han er nok den bedst reboundende guard i denne draft-årgang og er desuden den fødte scorer fra distancen.
Samtidig er Podziemski vildt atletisk og kan snildt komme et godt stykke over ringen, samtidig med han er udmærket til at dække op på wing-positionen.
Der er dog stadig tvivl om Podziemskis niveau, da modstanden ikke var voldsom i Santa Clara. Samtidig skal han bevise, at han har basketball-IQ’en til at passe ind i et Warriors-angreb, hvor det kan gå rigtig stærkt. Det var i hvert fald James Wisemans’ største problem, da han kom til som 2.-valget i 2020-draften.
Brandin Podziemski kan både være et kæmpe steal i årets draft og et spildt valg. Han præsterede i hvert fald statistisk set ikke fremragende i Summer League, hvor han over fem kampe snittede 8,6 point, 6,8 rebounds, 6,0 assists og 4,2 turnovers på 30 minutter pr. kamp, mens han skød elendige procenter på 26,3 % fra gulvet, 21,7 % fra 3’eren og 61,5 % fra linjen.
Lad os håbe, at mængden af turnovers og de skudprocenter er falsk alarm, og at han kan blive en vigtig spiller for Warriors inden for de næste par år.
Golden States’ anden rookie præsterede bedre i sine to Summer League-kampe, hvor han snittede 16 point, 8,5 rebounds, 1,5 assists, 1,5 steals og 1,5 blocks på blot 22 minutter pr. kamp.
Navnet er Trayce Jackson-Davis, som Warriors valgte med 57.-valget og er en 206 cm høj og 111 kg tung power forward.
Trayce Jackson-Davis spillede fire college-år i Indiana, hvor han i sit sidste år snittede 20,9 point, 10,8 rebounds, 4,0 assists og hele 2,9 blocks pr. kamp.
De 2,9 blocks pr. kamp illustrerer udmærket, at 23-årige Jackson-Davis er dominerende i forsvaret. Han er dog også effektiv omkring ringen i angrebsenden, hvor han har et godt post up game og et godkendt mellemdistanceskud.
Jackson-Davis er en forholdsvis gammeldags big man i den forstand, at han – i hvert fald på nuværende tidspunkt – ikke kan skyde 3’ere. Det vil altså begrænse Warriors en smule, men han bør stadig kunne gøre en positiv forskel i en begrænset rolle.
Hvor langt når de?
Golden State Warriors kommer ind til den nye sæson med langt mere ro på end sidste år. Det bør uden tvivl være en fordel, at holdkammeraterne ikke slår hinanden til plukfisk inden sæsonstart.
Med Chris Paul inde og Jordan Poole ude kommer Golden State også til at skære ned på antallet af turnovers fra sidste år, hvor de førte ligaen i at smide bolden væk.
Jeg forventer derfor en noget mere succesfuld sæson i grundspillet, hvor Warriors bliver mellem 3. og 5.-seedet i Western Conference.
Jeg tror, at Nuggets og Suns ender over Warriors, mens Lakers, Clippers, Mavericks og Grizzlies bliver holdene, som Warriors skal sammenlignes med i år.
Når vi rammer slutspillet, er det rigtig svært at forudsige, hvordan det går Steve Kerrs mandskab. De har kvaliteten og erfaringen til at gå hele vejen, men også skadeshistorikken og alderen til at blive overrumplet af friskere, bedre modstand.
Hvis alt spiller, kan Warriors komme i Western Conference Finals, men der, tror jeg, at de bliver overmatchet mod Denver Nuggets.
Golden State Warriors åbner sæsonen natten til onsdag d. 25. oktober kl. 04.00, hjemme mod Phoenix Suns.
Har været forelsket i basketball siden 2018 og arbejdet med sport på blandt andet TV 2 og Warner Bros. Discovery. Har desuden været journalistpraktikant i Bakken Bears, hvor jeg agerede studievært og kommentator på Bears TV. Har en bachelorgrad i medievidenskab og en kandidatgrad i journalistik fra Syddansk Universitet. Elsker Ringenes Herre og øl, men de skal nydes hver for sig.