Emil Outzens nedtælling til sæsonstart er nået til Indiana Pacers (I ved, det hold der gjorde alle Miami Heat-fans meget urolige i slutspillet). Med fem håndfaste råd giver han en guide til hvordan Indiana skal komme forbi de dobbelte NBA-mestre og resten af feltet den kommende sæson.
Efter Ron Artest startede, vel nok, verdens mest berygtede slåskamp, har ingen sidenhen været rigtigt solgt på idéen om fanstøtte, unge superstjerner og alt det der i Indiana. Ikke engang Indianas egen fanbase, der kun er krøbet frem, når resultaterne har været urimeligt gode. Et godt spørgsmål har derfor været: hvad skal man gøre med Indiana Pacers, for real?
En – uden diskussion – underlig situation, da de unge drenge fra Indiana (her sætter vi, naturligvis, en fin parentes om David West) både har gennemgået en imponerende udvikling og rejst hårene i nakken på samtlige Miami Heat fans de to forrige sæsoner. Ikke helt skidt, når Miami i begge tilfælde blev mestre, og Indianas to bedste spillere kun er 23 og 26 år gamle (Paul George og Roy Hibbert, henholdsvis).
Men nu skal det være nok, Basketball Jesus (Larry Bird) er tilbage i byen, som holdets præsident; og med nogle små manøvreringer har han ryddet op i de spilleransættelser, der blev lavet mens han holdte en pause fra holdet (D.J. Auguistin, Gerald Green og Miles Plumlee er alle røget ud) og lavet alle de rigtige holdtilføjelser og forlængelser:
- Frank Vogel, træner, forlænget med 3 år.
- Nate McMillan, assistenttræner.
- David West, PF, forlænget med 3 år og $36 millioner.
- Chris Copeland, SF, 2 år og $6,12 millioner.
- Luis Scola, PF, 2 år tilbage og $9 millioner resterende (i byttehandel fra Phoenix).
- CJ Watson, PG, 2 år og $4,09 millioner.
- Plus: på magisk vis er Danny Granger netop blevet skadesfri, efter Bird er vendt tilbage (Jeg siger ikke, at der nødvendigvis er en sammenhæng. Men jeg tror det)
Læs også: Nedtælling til sæsonstart #2 – Brooklyn Nets, del 1 og del 2
Indiana er ikke i den samme eksistentielle krise, som de var efter den katastrofale slåskamp, men efter to sæsoner befinder de sig nu på et interessant plateau. Enten må holdet finde de sidste ingredienser, der sender dem helt til finalen, eller også må de se sig selv tabe på målstregen de næsten mange år.
Så derfor, inden Indiana-spiller X starter en ny Super Mario-brawl, stiller jeg dette opfindsomme spørgsmål: hvad gør man med Indiana Pacers?
Eller rettere:
Hvad gør man….
… Med Paul George
Det var meget uetisk, men da Danny Grangers knæ skulle under kniven, var der mange (mig selv inklusive, indrømmet), der lyste en smule op over Paul Georges chance for nu at udvikle sig til en legitim holdleder og NBA-stjerne. Og gode gud, tog George springet! Måske havde det været fair at antage, at Pacers, i hvert fald bare for forrige sæson, ville tage en hurtig billet ud af slutspillet; men med 27 point i kamp 5 og 28 point i kamp 6 mod LeBron James og Miami Heat, så havde George vist i øvrigt gjort det klart, at det ikke blev nødvendigt (naturligvis også stor applaus til Hibbert, men det kommer vi til).
Georges skudprocenter er endnu ikke superstjerneagtige – på ingen måde – og de kun syv point han scorede i Indianas sidste slutspilskamp mod Miami Heat røber dog også meget godt, hvor ustabil han kan være.
Som kritisk sportsjournalist er det derfor fair at spørge, om George kan bære ansvaret. Efter nøje overvejelser, er jeg kommet frem til et ja. Paul George var allerede holdets topscorer forrige sæson, han har allerede fået en plads på et All-NBA-hold og ser ud til at skulle i lære hos Durant og Anthony under VM i 2014. Indiana har brug for en legitim stjerne for at kunne gå hele vejen; det er derfor på tide, at nøglerne definitivt bliver givet til Paul George.
… Med Roy Hibbert
Roy Hibbert minder mig på mange måder om en mindre god og mere uheldig udgave af Shaquille O’Neal – lad det være op til Indiana at afgøre, om det er godt eller skidt. Sammenligningen ligger navnlig i, at Hibbert har to billeder af sig selv, der blocker Carmelo Anthony (fair nok, det block var sindssygt), samt en træningsvideo optaget med de der fancy Google Glasses. Og desuden så har han, ligesom Shaq, en tendens til at udskyde enhver prangende og frem for alt overmenneskelig præstation til slutspillet:
- Hibbert, regulærsæson 2012-2013: 11,9 ppg., 8,3 rpg og 2,6 bpg.
- Hibbert, slutspillet 2013: 17 ppg., 9,9 rpg. og 1,9 bpg.
- Hibbert, syv kampe mod Miami Heat: 22,1 ppg. og 10,4 rpg. (heraf 5 offensive rebounds)
Allerede i slutspillet 2012 viste Hibbert noget af denne slutspils-figur, og han scorede efterfølgende en kæmpe kontraktforlængelse. Alle var glade: Hibbert blev rig, Indiana sikrede sig et monster under kurven, og basket-fans nikkede anerkendende. Efter den første uge af den regulære sæson besluttede vi dog kollektivt at vende ham ryggen, da 8,8 ppg. og 7,8 rpg. bestemt ikke var det, som vi bestilte.
Men der er ingen vej uden om, at vil Indiana beholde eller forsøge sin fordel under kurven, så må Hibbert vise god figur fra start til slut. George og Hibbert kommer ikke til, at anføre holdet som Kobe og Shaq, men holdet skal i højere grad gøre sig afhængig af de to.
Foto: Basketball Schedule (Flickr, Creative Commons)
