Laura Ziegler er færdig i Los Angeles Sparks.
Klubben fra Los Angeles har nemlig valgt at cutte hende fra truppen, hvilket betyder, at Ziegler nu skal have sig en ny arbejdsgiver.
Det danske stortalent kan dog tage den helt med ro – den del har hun allerede styr på.
I starten af juni stod det nemlig klart, at Laura Ziegler havde underskrevet en kontrakt med den franske klub Charnay Basket Bourgogne Sud.
Kontrakten strækker sig for sæsonen 2026/27, der starter i oktober.
I Frankrig bliver Ziegler holdkammerater med danske Alberte Rimdal, der ligeledes er på kontrakt hos franskmændene.
I sin tid i WNBA blev det til tre optrædener på sammenlagt 29 minutter, som resulterede i otte point, fire rebounds og tre assists. Dertil vandt Los Angeles Sparks to ud af de tre kampe, som den 23-årige dansker deltog i.
Laura Ziegler har været på en udviklingskontrakt hos WNBA-klubben siden april.










































































