Anthony Edwards er lige nu den mest spændende spiller i NBA Draften. Han forventes at blive valgt som den første i Draften. Edwards er født i 2001 i staten Georgia. Georgia ligger i det sydlige USA, og dernede er amerikansk fodbold den dominerende sport. Edwards var en vanvittig dygtig amerikansk fodboldspiller, og indtil High School var det også hans yndlingssport. Det ændrede sig, da han startede i High School, hvor han gennem sin bror fik kærlighed for basketball. Han begyndte at arbejde med Justin Holland, en privat-basketballtræner. Edwards trænede mest på at dunke, inden han mødte Holland, men de skiftede fokus over på skud og ball-handling. Det hårde arbejde med Holland har gjort ham til en mere komplet spiller.
Edwards har allerede, på trods af sin unge alder, været igennem meget. Han mistede sin mor og bedstemor indenfor kort tid til cancer. Han har æret dem ved at spille i nummer 5, da de begge døde på den dag i måneden. Han har udtalt, at det har givet ham ekstra motivation til at blive til noget.
High School
Edwards startede sin High School karriere ved Therrell High School i Atlanta. Her viste han sig frem gennem sæsonen og begyndte at få college scouts opmærksomhed. Han valgte dog at skifte til Holy Spirit Preparatory School i starten af 2017, hvor hans spil for alvor begyndte at trække opmærksomhed. Som junior førte han sit hold til et statsmesterskab i Georgia. Her havde de en sæson med 24 sejre og 5 nederlag. I den sæson havde Edwards 22,5 points, 6,0 rebounds, 4,1 assists og 2,4 steals i gennemsnit per kamp. Han var den klart bedste spiller på holdet. Holdet var dog mindre stærkt sæsonen efter, hvor de tabte statsmesterskabsfinalen til holdet, som de havde slået i finalen året før. Holy Spirit sluttede med en record på 17-14 i Edwards senior sæson. Edwards var dog ikke skyld i, at de tabte finalen. Han havde en stor sæson med 25,7 points, 9,6 rebounds og 2,7 assists per kamp. Han havde endda også 27 points i finalen, men det var ikke nok til at vinde. Dog blev han udnævnt som Georgias Player of the Year. Det var ikke kun i Georgia, at han blev hyldet. ESPN havde ham som nummer fire på deres recruitingliste, og sportsmediet 247sports havde ham som nummer et. Han blev inviteret og spillede i Jordan Brand Classic kampen samt i McDonalds All-American kampen, som blev spillet i Atlanta.
College i Georgia
Selvom Anthony Edwards havde mulighed for at spille for de helt store colleges som Kentucky, Kansas, North Carolina og Duke, valgte han at spille for Georgia universitetet i sin hjemlige stat. Der var flere årsager til, at han valgte at blive i Georgia. Blandet andet for at være tæt på sin familie. Han har dog også udtalt, at en stor grund til, at han valgte Georgia, er på grund af træneren Tom Crean. Tom Crean kom til Georgia i 2018 efter næsten 10 år ved Indiana universitetet. Før det var han ved Marquette universitetet. Edwards var interesseret i Crean, fordi han har trænet Dwyane Wade og Victor Oladipo i college, og han tror, at Crean kan tilføre ham samme succes. Georgia er dog ikke det stærkeste basketball universitet, og sæsonen har ikke været en succes på trods af, at Edwards nok bliver et topvalg ved draften. De er nummer 13 i SEC (Southeastern Conference). Det svarer også til en næstsidsteplads med en record på 15-16.
Anthony Edwards har dog haft en fin individuel sæson. Han startede meget fint ud med 24 point i sin debut over Western Carolina. Det er der ikke nogen, der har gjort i deres debut for Georgia, siden Dominique Wilkins gjorde det i 1979. Han har haft store kampe gennem sæsonen med et par kampe over 30 point. En af hans største kampe var i sejren over Texas A&M, hvor han præsterede 29 points, 15 rebounds og 2 steals. Han har spillet samtlige 31 kampe og præsterede 19,5 points, 5,3 rebounds og 2,8 assists i gennemsnit per kamp. Man har nærmest kun hørt om Georgia denne sæson på grund af Anthony Edwards. Han har leveret nogle flotte highlights gennem sæsonen, men resultaterne er ikke noget, de kan være specielt stolte af.
Spilleranalyse
Anthony Edwards har en god størrelse for en shooting guard i NBA. Han er 195 centimeter og vejer lige over 100 kilo. Hans krop er klar til NBA, da han er meget atletisk og bruger sin styrke fornuftigt. Edwards er en naturlig scorer, og han kan score med begge hænder. Han er god til at tage bolden til kurven og afslutte gennem kontakt. Han har et godt bounce og kan virkelig komme op. Edwards har et fornuftigt skud, men han har brug for plads til at sende skuddet ordenligt afsted. Han har også gode handels, hvilket hjælper ham med at gå til kurven. Kombineret med sit eksplosive first step kan han blive et helvede for forsvarsspillere. Edwards er også god til at aflevere bolden ud, mens han driver. Forsvarsmæssigt har han et stort potentiale. Edwards atletiske krop gør, at han kan forsvare de fleste guards. Han er en meget god rebounder i forhold til sin størrelse, og han er også god til at blokere skud. Han lever og ånder for basketball, og det gør ham til en hård konkurrent, da han spiller med alt, han har.
Hvis man skal se på nogle svagheder, kan man nævne hans skud. Han skyder 30 % bag trepointslinjen, hvilket er nogenlunde i College, men helt sikkert noget, han skal arbejde på. Hvis han skal være en Combo-guard i NBA er det vigtigt, at hans playmaking bliver bedre. Han har en tendens til at lave for mange turnovers, hvor han ikke koncentrer sig eller bringer sig selv i dumme situationer for at skabe et spil. I forhold til, at hans helt store styrke er at tage bolden til kurven, tager han alt for mange dumme skud bag trepointslinjen. Han kan også forbedre sig off-ball. Han skal være bedre til at bevæge sig, når han ikke har bolden. Han har nemlig en tendens til at stå stille, hvilket kan skyldes, at han har brug for pauser, da nærmest hele offensiven i Georgia har gået igennem ham.
Den bedste sammenligning til Anthony Edwards vil være Dwyane Wade. En spiller, som han ser meget op til og har formet sit spil efter.
Anthony Edwards CALLED GAME! ❄️
The @UGABasketball star denies DII Chaminade’s upset hopes in Maui!pic.twitter.com/YxF8CIPgxQ
— NCAA March Madness (@marchmadness) November 28, 2019
Hvor ender han?
Anthony Edwards er lige nu favoritten til at blive valgt som den første i NBA draften. Han falder ikke ud af top 3. Det er talentet sammen med hans potentiale for stort til. Han kan tilføre mange hold stor kvalitet, og han er derfor på ønskelisten ved mange hold. Ét hold vil passe ham rigtig godt – nemlig Atlanta Hawks. Hele historien om at spille i byen, han voksede op i, ville være fantastisk, men det er på banen, at han virkelig passer ind. Trae Young trækker meget opmærksomhed i angrebet, hvilket vil kunne give ham en masse frie skud og drives. Samtidig har Trae gode evner til at finde den frie mand, og alt det ville hjælpe Edwards med at komme godt i gang med sin NBA karriere. Han kommer ind på et hold med lave forventninger på kort sigt, men som er i gang med et rebuild med en masse unge spillere fyldt med kvalitet. Han vil kunne give Hawks endnu en mulighed for at score, hvor man kan formode, at han bliver en af de tre mest scorende spillere på holdet.
Jeg overtog posten som NBA-Redaktør på siden i september 2021 med min dygtige medredaktør Mikkel Tofte Langerhuus. Jeg har været ved Fullcourt siden august 2019. Jeg har i mange år haft stor interesse for NBA, men jeg dækker også college-basketball.