Torsdag aften skal der spilles to kæmpe kampe i europæisk basket.
Det ene opgør finder sted i Beograd, hvor ærkerivalerne Partizan Mozzart Bet Belgrade og Crvena Zvezda tørner sammen.
Det andet opgør er i Farum Arena, hvor Danmark møder Serbien.
Sammenfaldet mellem de to kampe betyder, at der har været sat spørgsmålstegn ved flere spilleres landsholdsdeltagelse.
Men mandag bekræfter Serbiens landstræner, Svetislav Pesic, at tre af de otte spillere, der spiller for et af de to EuroLeague-hold fra Beograd, vil tage del i landskampen i Farum.
De tre spillere, der er tale om, er Ognjen Dobric, Dejan Davidovac og Balsa Koprivica, som er klar til at iklæde sig nationaltrøjen til kampen mod Danmark.
De to førstnævnte spiller for Zvezda, mens Koprivica er holdkammerat med Iffe Lundberg i Partizan.
Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 23 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)