Danmark er kommet godt i gang med kvalifikationen til EM 2025, efter de i fredags besejrede Georgien med 75-69.
Første danske sejr er i hus, og mandag kl. 17:30 venter næste udfordring for de danske drenge, når modstanderen hedder Finland, og finnernes landstræner har et indgående kendskab til Danmarks helt store stjerne, Iffe Lundberg.
Lassi Tuovi, som er manden i spidsen for det finske landshold, har nemlig nyttig viden om den danske landsholdsstjerne fra sit daglige virke, hvor han er assistenttræner for Virtus Segafredo Bologna.
Og den viden har resulteret i en ´fremragende scouting-rapport´ på Iffe Lundberg, har Finlands assistenttræner Teemu Ranikko fortalt til det finske basketforbunds hjemmeside.
“Iffe Lundberg er den absolutte stjerne på det danske landshold og den farligste enkeltspiler, men Lassi (Tuovi, red.) kender Lundberg ind og ud fra deres fælles sæson i Virtus, så vi har en fremragende scouting-rapport på ham baseret på det,” siger Teemu Rannikko, der også fremhæver Kevin Larsen og Jonas Zohore som spillere, Finland skal være opmærksomme på.
“De to big men Kevin Larsen og Jonas Zohore har mange års erfaring som professionelle basketballspillere, og Bakken Bears, der spiller europæisk basket, er lidt som et andet hjem for de danske landsholdsspillere på klubplan. Og det danske landshold har spillet sammen i lang tid og kommer ind til mandagens kamp som et vinderhold og med selvtillid,” siger han
Finland-Danmark har tipoff kl. 17:30 og kan ses via linket herunder:
Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 23 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)