fbpx
Connect with us

Hi, what are you looking for?

Internationalt

Plannthin lever livet i Sverige

Mikkel Plannthin skiftede i sommer fra den slovakiske klub BC Prievidza til den svenske klub ECO Örebro.

Den 25-årige danske guard Mikkel Plannthin er glad for livet i det svenske, hvor han får lov til at gøre det, som han synes er sjovt hver dag. Plannthin spiller for ECO Örebro, der i øjeblikket ligger sidst i Basketligan med to sejre i tretten kampe. Han snitter for sæsonen 12,75 point, fire rebounds, 3,92 assists og 1,67 steals på 33,6 minutter per kamp.

Örebro spillede forleden en særdeles vigtig bundkamp mod KFUM Nässjö om rækkens 8. plads. Det blev desværre for Plannthin og Örebro til et nederlag på 84:72 i en kamp, hvor det var de to holds danske profiler, der var i centrum. Mikkel Plannthin blev Örebros topscorer med 26 point, mens Zarko Jukic blev hjemmeholdets topscorer med 17 point. Der er nu fire point op til Nässjö på 8. pladsen, der sikrer play-off. Örebro har spillet en kamp færre.

– Jeg håber og tror stadig, at vi kan nå at komme i slutspillet. Örebro har ikke været i slutspillet før, så dette er klart målet!

Den tidligere danske landsholdsguard har de seneste sæsoner spillet med om mesterskabet i både Svendborg Rabbits og BC Prievidza. Nu spiller Plannthin på et hold, der roder rundt i bunden af ligaen, og det har været lidt af en omvæltning.

– Det er klart, at det er anderledes, men jeg tror, at det har været sundt at prøve noget andet. Jeg har en større rolle på holdet, og der er visse forventninger til én, og det tror jeg kan være med til at udvikle én både på og uden for banen. Men det er selvfølgelig altid sjovere at vinde, end det er at tabe.

Mikkel Plannthin spillede sin første sæson som udlandsprofessionel i Slovakiet i forrige sæson, da han skiftede Svendborg Rabbits ud med BC Prievidza. Her nåede Plannthin og Prievidza til finalen, men måtte se sig slået i kampen om guldet. Plannthin snittede for sæsonen i Slovakiet 7,49 point per kamp, mens det i snit blev til tre rebounds samt 1,98 assists. Han startede inde i 20 af sæsonens 43 kampe, hvor han snittede 23 minutter per kamp.

– Det var spændende, men også meget anderledes end både Danmark og Sverige. Træningsmængden og intensiteten var noget andet, end jeg var vant til, og det pres, der var på spillere og trænere i forhold til at præstere, gjorde også, at det ikke altid var helt sjovt, hvis man enten tabte eller spillede dårligt. Med det sagt, så var det en fed klub at spille i, hvor vi havde et par tusind tilskuere til stort set hver hjemmekamp, og vi spillede os i finalen det år.

Mikkel Plannthin vendte efter en enkelt sæson hjem til Svendborg Rabbits, men underskrev en kontrakt med en klausul, hvor han kunne forlade klubben, hvis en udenlandsk klub tilbød sig. Det gjorde Örebro, og Plannthin valgte at skrive kontrakt med den svenske klub.

– Den primære grund [til at forlade Svendborg, red] var nok, at en god sæson i Sverige ville give lidt flere muligheder i fremtiden rent karrieremæssigt, end en god sæson i Svendborg ville. Derudover er det spændende at opleve andre lande.

Plannthin vil dog ikke afvise, at han en dag vender hjem til kaninhulen, hvis han vender retur til Basketligaen.

– Det er klart at Svendborg er et oplagt valg, da jeg kun har gode ting at sige om klubben. Jeg har været utroligt glad for Craig [Pedersen, red] som træner, og de mennesker der er omkring klubben er fantastiske.

Mikkel Plannthin er glad for livet i Sverige, så en retur er højst sandsynligt ikke undervejs foreløbigt.

– Livet er godt her. Jeg står op og laver det, jeg synes er sjovt hver dag. Det er lidt mere professionelle forhold både omkring træning og kampe i forhold til Danmark. Vi flyver for eksempel til nogle kampe, kommer dagen før kampdagen og sover på hotel med mere. Rent niveaumæssigt synes jeg, at Sverige er en lidt bedre liga end den danske. Specielt synes jeg, at de svenske spilere er en smule bedre end de danske.

Plannthin har ikke travlt med at komme væk fra Örebro og Sverige, men han ved endnu ikke selv, hvad fremtiden byder på.

– Jeg har været rigtig glad for at være her i Örebro i år, og det passer også meget godt i forhold til, at jeg stadig studerer til fysioterapeut på langdistance. Men jeg synes, at det er spændende at opleve andre lande, så der er mange ting, som spiller ind. Både geografisk, sportsligt, økonomisk med mere, og så er det jo heller ikke altid, at man bare kan vælge og vrage mellem en masse spændende tilbud…

Efter en lang og hård sæson i Slovakiet meldte Plannthin afbud til det danske landshold denne sommer. Planen er ikke desto mindre at vende tilbage i den rødhvide nationaldragt igen.

– Jeg havde nok bare brug for en pause fra basket, både fysisk og mentalt. Ni måneder i Slovakiet med en træningsmængde, der var noget anderledes, end den jeg var vant til, så batterierne skulle lades op. Det var vigtigt for mig at få lidt ekstra tid med min familie, venner og kæreste. Men planen er da helt klart at melde mig klar til landsholdet denne sommer.

En stor forstærkning er altså forhåbentligt på vej tilbage på det danske landshold!

 

Foto: Mikkel Thomasen

Skrevet af

Jeg er sidens Basketligaredaktør og har været en del af Fullcourt-holdet siden 2014. Jeg kommer fra den basketglade by Svendborg, men har siden 2013 boet i København, hvorfor du ofte kan finde mig i hallen til basketkampe i Storkøbenhavn.

Andre artikler med dette emne

Bakken Bears

Efter en 14 lang karriere som professionel basketspiller valgte Mikkel Plannthin i en alder af 32 år at indstille karrieren, forud for den netop...

Basketligaen

Svendborg Rabbits’ kaptajn, Mikkel Plannthin, stopper Basketballkarrieren efter 14 år som professionel. Det melder klubben på Facebook. Plannthin brugte langt størstedelen af sin karriere...

Basketligaen

Det lignede i slutningen af anden periode, at Randers Cimbria skulle komme tilbage i kampen, men Svendborg viste sig at have et ekstra niveau,...

Basketligaen

Der var et vigtigt opgør på sydfyn onsdag aften, hvor to-point var i høj kurs for både Randers Cimbria, der kæmper for at holde...

Basketligaen

Der var valuta for penge, da Svendborg slog Randers i et yderst spændende opgør i kamp fire.

Bakken Bears

Svendborg var draget til Aarhus for at møde ligaens førerhold, Bakken Bears. Det blev en rodet affære, som hjemmeholdet trak sig sejrrigt ud af...

EBAA

Horsens IC og Svendborg Rabbits er klar til pokalfinalen den 2. Februar. Fullcourt har fanget Horsens Brandon Tabb og Svendborgs Mikkel Planthinn til en...

Basketligaen

Den fynske klub Svendborg Rabbits har forlænget kontrakten med erfarne Mikkel Plannthin i hele tre år.