Efter nogle gode år i den næstbedste tyske række har den danske landsholdsspiller Bakary Dibba i denne sæson taget skridtet op til Bundesligaen, og søndag eftermiddag fik den unge dansker sin første sejr i den bedste tyske række.
I første spillerunde stod Dibba, som tørner ud for MLP Academics Heidelberg, overfor EWE Baskets Oldenburg, der endte med at hive en ganske komfortabel sejr i land. Dibba fik i alt 17 minutter på gulvet i sin Bundesliga-debut – dog uden at spille nogen decideret stor kamp.
Det kan man til gengæld sige, han gjorde, i søndagens kamp, hvor Dibba og Heidelberg sejrede med 80-74 mod RASTA Vechta i hjemmebanedebuten.
Dibba imponerede med 13 point, fem rebounds, én assist, tre steals og et enkelt block. Dibba var den tredjemest scorende på sit hold. Danskeren skød fem for syv fra gulvet.
“Det er altid vigtigt at vinde den første kamp på hjemmebane. Jeg synes, vi har fået en god start på sæsonen, og jeg ser meget frem til sæsonen. Støtten fra fansene var utrolig i dag,” udtalte den 22-årige dansker efter kampen til klubbens hjemmeside.
Dibba leverede undervejs i kampen et flot højdepunkt, du kan se herunder:
Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 23 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)