Tre gange har Bakken Bears tidligere stået i en semifinale i FIBA Europe Cup.
Onsdag aften indledte den aarhusianske bjørnebande jagten på semifinale nummer fire, da Bakken Bears hjemme i Sparekassen Danmark Basketball Center tog imod Manisa BSSK fra Tyrkiet.
Bakken Bears gik ind til kampen med selvtillid som ubesejrede i Basketligaen og og med en overlegen sejr mod Svendborg Rabbits i fredags i bagagen.
De forsvarende danske mestre fik dog ikke nogen drømmestart på den europæiske turnering, da de led et smalt nederlag på 76-82 efter 40 spændende og tætte minutter, hvor kampens største føring var på ni point halvvejs inde i anden periode.
Tæt start
Kampen startede tæt med de to mandskaber lige i hælene på hinanden, og sådan fortsatte det kampen igennem. Hjemmeholdet startede bedst og var i front gennem de første knap fire minutter, men halvvejs inde i perioden stod det helt lige, 11-11. Herefter vendte det til gæsternes fordel.
Bakken Bears havde endnu ikke fået det til at spille som håbet og var heller ikke heldige med et par tvivlsomme dommerkald i kampens indledning, der for alvor fik tændt op under det aarhusianske publikum.
Første periode sluttede 20-21 i tyrkisk favør. Perioden sluttede med en treer fra midten, der fik nettet til at blafre, men desværre for Manisa´s vedkommende var tiden allerede løbet ud, da Manisa-spilleren slap bolden.
Tyrkerne var blot foran med et enkelt point efter de første ti minutter, men tidligt i anden periode så tyrkerne ud til at være på vej væk fra Bakken Bears. Manisa startede anden periode med at gå på et 4-10 run, hvilket tvang Bakken Bears´ cheftræner Anders Sommer til at tage sin første timeout i kampen.
Med fem minutter til pause havde Manisa opbygget en føring på ni point, men netop som gæsterne havde momentum og var på vej til en komfortabel føring, fik Bakken Bears lukket hullet, og det skyldes især en selvtillidsfyldt Malik Parsons, der trådte i karakter.
Malik Parsons brændte varm
Ved stillingen 24-33 snuppede Parsons bolden fra Manisa´s Mustafa Gorur. Den amerikanske guard, der spiller sin første sæson i Bakken-trøjen, sprintede ned i den anden ende og dunkede bolden i kurven, og dette highlight skulle vise sig at blive vendepunktet for Parsons i onsdagens opgør.
Malik Parsons spillede efterfølgende med stor selvtillid og var i resten af første halvleg en konstant trussel for den tyrkiske defensiv, der i første halvlegs sidste fem minutter måtte se Parsons sætte ni point på tavlen.
Dermed var der igen blot et enkelt point mellem de to hold i pausen. Manisa gik til pause foran med 42-43. Malik Parsons stod med 15 point i pausen. For Manisa var Emanuel Terry topscorer med 17 point.
Tyrkiske Manisa var forud for tipoff i Aarhus storfavoritter ifølge bookmakerne, men selvom de ganske vidst også var foran efter de første 20 minutter, kunne Bakken være nogenlunde tilfredse. Tingene var ikke gået Bakkens vej, men alligevel var de blot bagud med ét point, hvilket må have været opløftende for Bears-trænerstaben.
Lidt aarhusiansk momentum
Opgøret fortsatte i samme stil i anden halvleg, hvor de to hold fulgtes ad. Bakken fik en super start på anden halvleg, hvor de gik på et 16-11 run, hvilket resulterede i en tyrkisk timeout.
Inden da havde Gustav Knudsen fået de aarhusianske tilskuere op at stå fra de grønne klapstole i Sparekassen Danmark Basketball Center ad to omgange, da det danske stjerneskud dominerede og scorede på back-to-back sekvenser.
Nu var det Bakkens tur til at have lidt momentum, men tyrkernes cheftræner Ahmet Kandemir havde set nok – og Kandemir´s beslutning om at tage en timeout skulle vise sig at give pote.
De næste to et halvt minut var uden scoringer fra Bakken, og i mellemtiden havde Manisa fået lukket den føring, Bakken så småt havde fået opbygget i løbet af halvegens første syv minutter.
Det betød, at Manisa gik ind til fjerde periode foran med 60-62, og der var således lagt op til ti spændende minutter
Bakken missede sejr i årets første europæiske brag i Aarhus
Og spændende blev det.
Bakkens Michel Diouf startede perioden med at ramme et par store treere, der udløste kæmpe jubelbrøl i den aarhusianske hal, men ligesom tidligere i kampen kom der prompte et modsvar fra modstanderen med scoringer af samme værdi, der satte en dæmper på Bakken-fansenes begejstring.
Sådan fortsatte det resten af kampen.
I kampens døende minutter havde Bakken Bears muligheden for at udligne stillingen, men det dansker mesterhold manglede lige det sidste. Derfor blev det til et ærgerligt nederlag i sæsonpremieren i FIBA Europe Cup.
Kampens topscorer var Bakkens Malik Parsons og udeholdets Emanuel Terry hver med 21 point. Michel Diouf scorede 17 point og tog ni rebounds. Publikumsfavoritten Gustav Knudsen sluttede med ti point. Det samme gjorde Darko Jukic.
Næste kamp for Bakken Bears ude i Europa er tirsdag den 24., hvor Bjørnene skal en tur til Portugal og møde FC Porto. I den hjemlige liga skal de dog allerede i aktion på lørdag, hvor BK Amager kommer på besøg i Sparekassen Danmark Basketball Center.
Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 23 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)