Mads Andersen forbliver i spidsen for Svendborg Rabbits.
Det står klart, efter holdet mandag meldte ud på deres facebookside, at de havde forlænget aftalen med den danske cheftræner frem til 2026.
Mads Andersen overtog roret i Svendborg Rabbits på et tidspunkt halvvejs i sæsonen, hvor det stod kritisk til for Svendborg Rabbits. Sæsonen havde indtil da været turbulent med ni nederlag i 17 kampe, og sydfynboerne havde underpræsteret med John Lattimore som cheftræner.
Det så imidlertid bedre ud efterfølgende med Mads Andersen som cheftræner. Andersen havde indtil da været en del af Lattimore´s trænerstab som assistenttræner.
Mads Andersen og kompagni fik aldrig spillet sig i nærheden af den sjove del af Playoff A-gruppespillet, men Kaninerne gjorde en fin figur i slutspillet, hvilket nu har udmøntet sig i kontraktforlængelse til Mads Andersen.
Svendborg Rabbits sluttede på femtepladsen i Playoff A med 14 sejre i 30 forsøg i den forgangne sæson.
Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 23 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)