34-årige Skyler Bowlin vil fortsat være at finde i Bakken Bears i den kommende sæson.
Mandag eftermiddag har Bakken Bears meddelt, at den amerikanske kaptajn har forlænget sin aftale med klubben med to år.
Bowlin kom til den aarhusianske klub i sommeren 2022, og opholdet i Aarhus må siges at have været en succes med to danske mesterskaber, en europæisk titel og en pokaltitel til følge.
“Jeg er en Bakken bjørn i endnu et år. Jeg er virkelig spændt på at fortsætte det projekt, vi har gang i. For mig og min familie var det den bedste beslutning, så jeg er virkelig begejstret for at blive,” fortæller Bowlin til Bakkens Facebookside.
Bowlin, der før skiftet til Aarhus spillede en årrække i den tyske Bundesliga samt en kort afstikker til græsk og polsk basket, fortsætter således tilværelsen i Smilets By, og klubbens sportsdirektør, Michael Piloz, anser Bowlin som en ´rigtig vigtig brik´, eftersom Bjørnene forventer gang i svingdøren denne sommer.
“Udover et fremragende skud, er Skyler en vigtig brik i forsvarsspillet og en leder. Skyler er en rigtig vigtig brik i genopbygningen af et Bakken Bears-hold, hvor vi forventer en del udskiftning, og det er ekstremt vigtigt at have nogle byggesten, der repræsenterer den helt rigtige kultur,” siger Piloz.
Skyler Bowlin er den første spiller, som Bears har præsenteret til næste sæson.
Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 23 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)