Hvis fans af ungdomsturneringen Youth Basketball Champions League ikke kendte til den 16-årige dansker Noah Nørgaard i forvejen, gør de det i hvert fald nu.
Nørgaard startede turneringen på fremragende vis med 21 point i sin debut i tirsdags, og onsdag aften fulgte han op på den flotte debut med 22 point i en 50-64 sejr mod ungarske Team Debrecen.
Dermed blev den unge dansker for anden kamp i træk topscorer for spanske Lenovo Tenerife, der har lagt sig i toppen af turneringens gruppe A med to sejre i lige så mange kampe.
Nørgaard skød igen flotte procenter, og i defensiven var han også en force med fire steals – flest af alle i kampen. Nørgaard havde dertil to rebounds og to assists.
Det danske stortalent kom ud til kampen som lyn og torden og satte 14 point på tavlen alene i første periode, og holdet var bedst, når Tenerife-guarden var på gulvet.
Torsdag kl. 18:30 er der et kæmpe brag på programmet, når Lenovo Tenerife møder Rytas Vilnius i en direkte kamp om førstepladsen i gruppe A.
Turneringen har for holdet fra Litauen budt på lutter sejre, ligesom det er tilfældet med Tenerife. Opgøret mellem Vilnius og Nørgaards Tenerife kan ses her.
Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 23 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)