Weekenden over lægger Audi Dome i Munchen gulv til den første af fire Adidas Next Generation-turneringer, og scouts i massevis sidder klar på lægterne til at finde morgendagens stjerner.
Adidas Next Generation Tournament, forkortet ANGT, er en årlig turnering, der er organiseret af EuroLeague, for de bedste U18-hold i Europa.
Rækken af danske spillere, der i de seneste par år har deltaget i Adidas Next Generation Tournament, også kendt som ´ungdommens Euroleague´, er efterhånden ved at være lang, og fredag tilføjes der endnu et navn til den liste.
Her er der tale om 16-årige Frederik Drejer Erichsen, der til dagligt spiller for SISU Basketball. I 2021 deltog Gustav Knudsen, mens Andreas Rosentkrantz Holst og Tobias Jensen var med sidste år – blot for at nævne nogle. Danmark havde desuden sit eget hold med i 2019 i form af DBA Copenhagen.
Den prestigefyldte turnering foregår over fire regionale turneringer i Europa, hvor der deltager otte hold ved hver turnering. Vinderne af de fire regionaleturneringer, sidste års vinder og tre hold på wildcards spiller i forbindelse med Euroleague´s Final Four en sideløbende finale-turnering.
SISU Basketball har ikke et ungdomshold repræsenteret ved turneringen, så Frederik Drejer Erichsens vej til deltagelse i turneringen har været lidt anderledes end mange af de andres.
Vejen til ANGT
Det har den været i den forstand, at scouts fra turneringen har set sig lune på det danske stjerneskud.
Dette har resulteret i, at han i weekendens turnering i München skal tørne ud for U18 Next Generation Team München. Dette er et hold, som består af nogle af de største europæiske talenter, der ikke spiller for en klub inviteret til den prominente ungdomsturnering.
Holdet er således sammensat af spillere fra mange forskellige klubber og lande, hvilket givetvis er en svaghed overfor de sammentømrede hold, der spiller sammen til dagligt.
“Jeg blev kontaktet af ANGT for en måneds tid siden. Jeg havde på det tidspunkt fået nogle henvendelser fra klubhold, der gerne ville have mig med. Jeg går med tanker om at tage ud i Europa og spille efter sommerferien, og fordi jeg endnu ikke helt ved, hvad jeg vil, synes jeg, det var svært at tilslutte mig et klubhold,” indleder Frederik Drejer Erichsen med at fortælle til Fullcourt.dk.
Let beslutning
“Så da jeg blev kontaktet af ANGT, tænkte jeg, at det var et godt neutralt alternativ til noget, jeg virkelig gerne vil prøve. Derfor var beslutningen var rimelig let og hurtig, efter vi havde snakket med SISU. De støttede selvfølgelig op om, at dette var noget, jeg skulle prioritere. Det praktiske fik vi ordnet over julen, og i tirsdags fløj jeg til München, hvor vi de sidste par dage har trænet inden weekendens turnering,” fortæller SISU-stortalentet videre.
Til dagligt udfolder Frederik Drejer Erichsen som nævnt sit talent for Gentofte-holdet SISU, men mon ikke den unge danskers flotte U16-EM i sommer har været medvirkende til, at Drejer Erichsen er landet på turneringens radar.
Til sommerens EM snittede han flotte 15,9 points, 5,1 rebounds og 1,7 assists over syv kampe.
Det høje pointsnit gjorde ham til den femtemest scorende spiller ved turneringen, hvor Litauens U16-drenge blev kronet som Europamestre efter en finalesejr over Spanien.
Udstillingsvindue
ANGT-turneringerne er kendt for at være et stort udstillingsvindue, hvor de allerstørste europæiske talenter kan vise sig frem.
Netop det faktum, at talentmassen i turneringen er så stor, gjorde deltagelsen i turneringen meget attraktiv for den danske ungdomslandsholdsspiller.
“Det bedste ved turneringen, at helt klart at skulle spille mod de bedste spillere på min alder og møde den bedste modstand. Derudover er det også fedt at blive coachet af Petteri Kopoen (tidl. Euroleague-stjerne, red.). Jeg håber, at jeg får vist, hvad jeg kan, og hvem jeg er,” siger han.
U18 Next Generation Team Munchen er landet i gruppe B med U18 Panathinaikos Athens, U18 Zalgiris Kaunas og hjemmeholdet U18 FC Bayern Munich. Favoritterne til at løbe med sejren er U18 Real Madrid, der befinder sig i gruppe A.
Hvad har du af forventninger til turneringen?
“Det bliver hårdt både fysisk og psykisk. Det bliver svært at spille på hold med 12 spillere, der hver især er vant til at dominere på deres klubhold. Jeg forventer, vi kan vinde, hvis vi lærer at spille sammen, fordi vi klart har det mest talentfulde hold,”
“Mit mål er at spille mit spil og vise, hvad jeg kan, så det håber jeg lykkedes. Jeg tager det hele som det kommer og håber, det bliver en rigtig god oplevelse,” siger den unge dansker.
Frederik Drejer Erichsen og kompagni skal i ilden for første gang fredag kl. 13, hvor græske U18 Panathinaikos Athens byder dem op til dans.
Jeg er redaktør for Basketligaen og har været det siden februar 2021. Jeg er 22 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)