Iffe Lundberg fik den bedst tænkelige revanche, da Maccabi Tel Aviv torsdag aften besejrede hans tidligere klub Partizan Beograd i et tæt og dramatisk EuroLeague-opgør. Kampen blev afgjort på allersidste sekund, da Jimmy Clark ramte en buzzer beater og fastsatte slutresultatet til 95-93.
Lundberg spillede en nøglerolle mod sit gamle hold og gik forrest for Maccabi med 21 point og 5 assists på 31 minutter. Den danske landsholdsprofil viste stor klasse mod Partizan, som han forlod efter sommerferien, efter at den serbiske storklub valgte at gå en anden vej – på trods af at danskeren fortsat var under kontrakt.
For Lundberg var opgøret kulminationen på en periode, der ellers har budt på store udfordringer. Efter en vanskelig sæsonstart og flere måneders ufrivillig pause har danskeren langsomt spillet sig i form og fået en stadig større rolle hos Maccabi Tel Aviv, som efter hans ankomst har vist markant fremgang.
Sejren var da også yderst vigtig for det israelske mandskab, der fortsat holder liv i håbet om en plads i top 10 og dermed play-in-turneringen. Maccabi ligger aktuelt på en 14.-plads, men er midt i et comeback efter en ekstremt dårlig sæsonstart, hvor holdet længe befandt sig i bunden af tabellen. Med otte sejre i de seneste 13 EuroLeague-kampe er optimismen for alvor vendt tilbage i Tel Aviv.
Holdet har heller ikke tabt en hjemmekamp i EuroLeague, siden de er rykket tilbage til Tel Aviv. De startede sæsonen med hjemmebane i Beograd på grund af krigen mellem Israel og Hamas, men efter at de vendte tilbage til israel den 17. december, er det blevet til fem sejre i fem kampe.
Shavon Shields i topform i Milano
Torsdag aften blev også en succes for dansk-amerikanske Shavon Shields, der leverede en stærk præstation for Olimpia Milano i EuroLeague. Shields scorede 17 point på blot 24 minutter, da Milano kørte en sikker 109-89-sejr hjem mod hans tidligere klub Baskonia.
Den 31-årige landsholdsprofil havde en særdeles effektiv aften og ramte 100 procent på sine to-point-skud og straffekast, mens han også imponerede fra trepointslinjen med 60 procents træfsikkerhed. Shields fortsætter dermed sin stabile sæson som Milanos offensive omdrejningspunkt og topscorer i turneringen.
Olimpia Milano ligger aktuelt på en 12.-plads i EuroLeague – lige uden for top 10 – og kæmper, ligesom Maccabi Tel Aviv, hårdt for at spille sig ind i play-in-feltet. Med et tæt midterfelt i tabellen og 14 kampe tilbage af grundspillet er der fortsat alt at spille for for begge mandskaber.







































































