Andrew Timme, Ricky Council og Azuolas Tubelis. Navne, som de fleste NBA-fans nok ikke kender.
Fred VanVleet, Seth Curry og Alex Caruso er til gengæld navne, der vækker genklang hos mange.
Fælles for de seks navne er, at de alle er undraftede NBA-spillere, dvs. spillere, som ikke har været blandt de udvalgte spillere på deres respektive draft nights.
Timme, Council og Tubelis er alle spillere, som ikke blev valgt på den seneste draft night den 22. juni 2023. De tre tidligere collegespillere må derfor søge NBA-lykken ad andre kanaler.
De bedste undraftede spillere i NBA lige nu
Selvom den mest lige vej til succes i NBA er gennem et valg i draften, så er der talrige eksempler på spillere uden for draften, som har haft store og flotte karrierer i verdens bedste basketballliga.
Historisk kan spillere som Ben Wallace, John Starks og Connie Hawkins nævnes.
Men hvem er egentlig de bedste undraftede spillere i ligaen lige nu?
2K Sports er for nyligt udkommet med deres nyeste NBA-spil, NBA 2K24, til flere platforme/konsoller. Hvis man skeler til spillernes ratings i spillet, ser en top 10-liste således ud:
- Fred VanVleet (Houston Rockets)
- Austin Reaves (Los Angeles Lakers)
- Christian Wood (Los Angeles Lakers)
- Gabe Vincent (Los Angeles Lakers)
- Caleb Martin (Miami Heat)
- Naz Reid (Minnesota Timervolwes)
- Max Strus (Cleveland Cavaliers)
- Luguentz Dort (Oklahoma City Thunder)
- Alex Caruso (Chicago Bulls)
- Dorian Finney-Smith (Brooklyn Nets), Duncan Robinson (Miami Heat), Chris Boucher (Toronto Raptors), T.J. McConnell (Indiana Pacers), Gary Payton II (Golden State Warriors)
Det siger sig selv, at 2K’s vurderinger af spillerne er udtryk for en forsimplet rating. Alligevel giver det et godt billede af, hvilke undraftede spillere, som er i den bedre ende af NBA.
Man kan argumentere for, at spillere som Seth Curry burde kunne snige sig ind i en top 10. Samtidig kunne en spiller som Alex Caruso, der i sidste sæson var på All- Defensive First Team, også være placeret højere.
I toppen af listen er – ikke overraskende – Fred VanVleet. Han gik undrafted i 2016 draften, men blev efterfølgende en del af Toronto Raptors, hvor han den første sæson spillede en stor del af sine kampe for D-league (i dag G-league) holdet Raptors 905. VanVleet fik langsomt en større rolle hos Raptors, og var en helt central del af mesterskabsholdet fra 2019. I 2021-2022 blev VanVleet All-Star.
Den 2. februar 2021 satte VanVleet NBA rekord for flest points i en NBA kamp af en undrafted spiller. Point guarden scorede hele 54 points og lavede 11 scoringer bag trepointslinjen.
Se highlights fra den imponerende præstation her:
VanVleet tørner ud for Houston Rockets i den kommende sæson.
Den resterende liste over undraftede spillere vidner også om solide NBA-navne. På niendepladsen er Alex Caruso, en af ligaens bedste forsvarsspillere (på guardpositionen). Listens nummer 2, Austin Reaves, imponerede for både Los Angeles Lakers i sidste sæson og senest for USA ved VM. Reaves har da også skrevet under på en ny kontrakt med Lakers, som beløber sig på $ 56 mio. over fire år.
Fra Miami Heats seneste finalerun er både Caleb Martin, Gabe Vincent og Duncan Robinson at finde på listen. Særligt de to førstnævnte var vigtige profiler for Heat i sidste sæsons slutspil.
Two-way players
Lad os vende tilbage til Timme, Council og Tubelis De tre talentfulde spillere håber alle at få en varig NBA-karriere ligesom spillerne på listen længere oppe. Heldigvis for Council og Tubelis har de da også allerede fået tilbudt two-way contracts (hos Philadelphia 76ers), mens Timme er på en exhibit 10 contract (hos Milwaukee Bucks).
Siden 2017 har det været muligt for NBA-holdene at tilbyde op til to spillere two-way contracts, som blandt andet indebærer (muligheden for) en tilknytning til et G-league hold, ligesom kontrakterne er billigere for holdene. Mange undraftede spillere, eksempelvis VanVleet og Reaves, har haft denne type kontrakter.
Med den nye CBA, kan holdene nu have op til tre spillere på two-way contracts. Det vil, alt andet lige, give større mulighed for, at flere spillere kan få chancen i NBA.
Der er dermed gode chancer for at undraftede talenter kan vise sig frem. Og hvem ved? Måske gemmer en af draftens bedre spillere sig uden for draften – præcis som det var tilfældet med VanVleet i 2016.