Anden runde blev endestation for alle fire colleges med danskere på holdet.
Der var dog ingen, der gav sig uden kamp og de tre startere, Shavon Shields (Nebraska), Jonathan Gilling (Arizona State) og Kevin Larsen (George Washington) havde alle meget opløftende indsatser.
Især Arizona State Sun Devils og George Washington Colonials var særdeles tæt på at slippe videre til 3. runde. Arizona State blev slået af en buzzerbeater fra Texas Longhorns, og George Washington havde chancen for at udligne mod Memphis Tigers to gange inden for de sidste 30 sekunder af kampen.
Læs også: Anders Haas og Albany Great Danes måtte overgive sig
For Jonathan Gilling må afslutningen have virket bittersød. Han kronede en flot 2. halvleg, hvor han scorede 12 points med at sætte to clutch straffekast med 16 sekunder igen til udligning 85-85. Desværre for ham og Sun Devils nåede Longhorns dog op i den anden ende og fik lagt den sidste scoring i på en rebound.
Kevin Larsen dominerede især i 1. halvleg, hvor han var hele kampens topscorer med sine 12 points på 5/5 skydning og 2/2 straffe. Memphis havde gennem hele kampen store problemer med at holde Larsen og hans big man kollega Isaiah Armwood, som tog over i 2. halvleg, fra fadet under kurven. Til gengæld fungerede Colonials’ trepoints skydning ikke, og holdets normale topscorer Maurice Creek var en skygge af sig selv, efter han måtte forlade kampen allerede i 2. minut for at få 10 sting ved det ene øjenbryn. Han kom først tilbage 10 minutter senere, men fandt aldrig sig selv.
(Foto: Sun Devil Athletics – Steve Rodriguez)
Denne profil bruges som forfatter til artikler med indhold fra flere af vores skribenter i samme artikel. F.eks. forudsigelser og gennemgange af hold og spillere, fra diverse turneringer.