Det er ingen hemmelighed, at Western Conference de sidste par årtier har været stærkere end Eastern. I år har West ikke ligeså mange hold i toppen af NBA som tidligere. Til gengæld har vi et blodbad i pladserne 3-10, hvor kun fire nederlag skiller de otte hold. Playoff-billedet er derfor helt åbent. Stillingen ser i skrivende stund sådan her ud:
- Houston Rockets (49-13)
- Golden State Warrios (49-14)
- Portland Trailblazers (37-26)
- Minnesota Timberwolves (38-28)
- New Orleans Pelicans (35-26)
- San Antonio Spurs (36-27)
- Oklahoma City Thunder (37-28)
- Denver Nuggets (35-28)
- L.A Clippers (33-28)
- Utah Jazz (33-30)
Vi har bedt vores NBA-eksperter give et overblik over holdene i det vilde vest.
Lad os starte med det store spørgsmål:
Hvem ender på den forkerte side af playoffsbilledet?
Steffen: Jeg ville virkelig gerne se Donovan Mitchell og Utah Jazz i playoffs, men de har kun tre kampe tilbage mod de andre otte hold i trafikproppen i Western Conference. Det bliver svært for dem at indhente de sidste kampe. L.A Clippers er det andet hold, jeg ser ude. Af Jazz, Nuggets og Clippers er sidstnævnte klart det hold, som ville levere den mindst interessante serie mod Houston eller Golden State.
Kasper: Det ville være det mest underholdende scenarie, hvis Donovan Mitchell og resten af Jazz’ mandskab kom med til sidst. (Tænk at man kan kalde det Mitchell’s mandskab allerede. Den knægt er All Star-bound!)
Hvis Mitchell ikke er underholdning nok i sig selv, så bringer Jazz også Gobzilla og Tricky Ricky. Begge spillere har højdepunktsgaranti og ville kunne gøre første runde, hvis ikke spændende, så i det mindste sjov at se.
Desværre har Jazz været for svingende efter All Star-pausen og Denver har været for gode. Det bliver derfor ikke deres år.
(Sidenote: Det andet hold bliver Clippers, men den historie skriver sig selv)
Anders: Clippers og Jazz når ikke slutspillet. Clippers går et meget hårdt program i møde (15 kampe er mod slutspilshold), og Lou Williams virker til at være kølet af. Jazz, derimod, er godt kørende og skal kun i kamp mod slutspilshold ti gange. Men med Paul Millsap tilbage i startopstillingen, får Nuggets tilført tilstrækkeligt forsvar og erfaring til at forsvare deres ottende seed.
Hvilket match-up vil I helst se i første runde?
Kasper: Thunder – Warriors.
Jeg vil se Melo tro han stadig har starpower, og egenhændigt ødelægge Thunders chancer når han brænder den ene not-so-clutch 3’er efter den anden, alt i mens Curry og co. skyder over 45% fra dybt.
Derudover er der også hele Durant vs. Westbrook intrigerne, men det går folk vel ikke op i længere. (Øh, jo vi gør så!)
Steffen: Portland Trailblazers – San Antonio Spurs
Af personlige årsager vælger jeg Portland Trail blazers mod San Antonio Spurs. Den serie giver Spurs den største chance for at nå anden runde, så jeg har en chance for at se dem live i starten af maj.
Basketmæssigt må Warriors-Thunder være serien med størst underholdningsværdi.
Anders: Thunder – Warriors
Thunder – Warriors. Uden tvivl! Gode match-ups. Personlige intriger. Energiske fans. What’s not to like?
Har James Harden en seriøs modstander i MVP-ræset – eller bliver han den anden enstemmige MVP i historien?
Kasper: Harden bliver MVP. Om det bliver enstemmigt? HA! Nej, Stephen Curry er den eneste spiller nogensinde til at blive enstemmigt MVP.
Det var i 2015-2016, hvor han slog alle rekorder. Han skød 56% fra gulvet, 91% fra linjen og 45% bag 3’eren. Det var en helt ny Curry og stats man aldrig før havde set i NBA’s historie! Ganske enkelt tog han ligaen med storm, og reformerede alt det vi troede vi vidste om basketball.
Steffen: Det korte svar: Nej. Harden bliver MVP. Men jeg tror ikke, at han bliver valgt enstemmigt. NBA offentliggør, hvilke mediefolk som har stemt på hvilke kandidater, og der skal nok være nogen, som stemmer på Davis eller Lebron James for at pleje deres forhold til stjernerne.
Anders: Anthony Davis har været vanvittig siden DeMarcus Cousins’ skade, men jeg tror ikke, at Pelicans når højere end det sjette seed, hvilket ikke er nok til at overhale Harden.
Ja ja, Westbrook blev MVP som sjette seed, men han snittede en triple-double.
Hvilket hold har størst chance for at slå Warriors eller Rockets og få en plads i Western Conference-finalerne?
Steffen: Med eller uden Kawhi er svaret nok San Antonio, men det siger mere om, hvor dominerende Rockets og Warriors har været i år, end Spurs’ chancer.
Medmindre James Harden bliver skadet eller får et mentalt breakdown igen (og chancen er ikke lille for det), så er der ingen, der kan hamle op med de to tophold.
Kasper: Lad os være ærlige over for os selv og hinanden. Ingen i hele NBA kan røre de to. Hvis nogen, bliver det først i finalerne, hvor LeBron James muligvis kan bringe sit absolutte A-game og MÅSKE vinde to eller tre kampe. Men det er med en tyk streg under ‘måske’.
Jeg tvivler på at Spurs kan gøre det. Jeg tvivler på at Thunder kan gøre det. Jeg nægter at tro på, at de resterende kan gøre det. Så simpelt er det. Desværre.
Anders: Hvis Kawhi Leonard vender tilbage med fordums styrke, så kan San Antonio Spurs blive meget farlige.
Thunder har allerede slået Warriors to gange i sæsonen, og det kan blive vanskeligt for Warriors at håndtere Steven Adams over syv kampe.
Hvilken spiller, hold eller historie er I mest interesseret i, her de sidste seks uger af sæsonen?
Kasper: Hvis vi kun taler den regulære sæson, bliver det kampen om Rookie Of The Year. Ben Simmons eller Donovan Mitchell?
Men på lang sigt, vil jeg have en overraskende vinder i år. Formuleret anderledes: Lad en anden vinde end Rockets, Warriors og Cavaliers (Selvom man kunne argumentere for, at Cavs også ville være en overraskelse.)
Lad Boston eller Toronto hive trofæet hjem. Lad dem komme i finalerne mod Warriors eller Rockets. Lad Brad Stevens eller Dwayne Casey udnytte de få svagheder, man kan finde hos de to mandskaber fra West. Det behøver ikke engang blive en tæt finale (Selvom jeg aldrig vil klage over det bedste fænomen i professionel sport: Kamp 7).
Steffen: Kan Anthony Davis holde niveauet, eller bliver han kørt for hårdt og er en skade på vej? Hvem bliver Rookie of the Year? Mitchell eller Ben Simmons?
Anders: Kan Kawhi Leonard genvinde formen i tide? Og er der en reel chance for, at han ikke forlænger med Spurs?
