De forsvarende mestre, Golden State Warriors, har ikke fået den start på sæsonen, som de kunne have håbet på. Særligt Klay Thompson har ikke leveret den offensive effektivitet, som vi er vant til at se fra ham.
I nat var de på besøg hos et ungt Houston Rockets hold, som på papiret ikke burde være en svær kamp. Alligevel krævede det en topkamp fra begge splash brothers for at sikre deres første sejr på udebane i sæsonen.
Det var også præcis, hvad de fik. Udover at Curry leverede den sædvanlige stjernepræstation, så leverede Thompson også for første gang i sæsonen det, som vi ved, at han kan præstere.
Klay Thompson havde 41 point, hvor han ramte 10 ud af sine 13 skud bag 3-pointslinjen. Stephen Curry havde 33 point og 15 assists. Tilsammen ramte de 17 treere. Warriors vandt kampen 127-120 og er nu 8-9 indtil videre i sæsonen.
🔥 @KlayThompson WENT WILD in the @warriors win! He went off for 20 PTS in Q1 on his way to a season-high 41 PTS and 10 triples! #DubNation
💦 41 PTS
💦 10 3PM (10-13) pic.twitter.com/qHWVlFTE9d— NBA (@NBA) November 21, 2022
Warriors’ dårlige start på sæsonen er på trods af, at Stephen Curry har gang i en af de bedste individuelle sæsoner i karrieren.
Han snitter 32 point, syv rebounds og syv assists med de utrolige skudprocenter 53/45/90. Alligevel har Warriors ikke levet op til forventningerne. Thompsons manglende produktion har været en del af problemet.
De seneste to kampe har han givet tegn på, at han måske kan være ved at genfinde formen. Her havde han de første to kampe i sæsonen, hvor han ramte mindst halvdelen af sine skud.
Det var Thompson, der var stjernen imod Houston Rockets. Det var dog Curry, der stak en kniv i Rockets’ hjerte med en umulig treer sent i kampen.
🤯 Stephen Curry OMG!
What an INCREDIBLE fadeaway 3 by Steph
📲 https://t.co/1pomQZN8Pi pic.twitter.com/i6PbnhMIH5— NBA (@NBA) November 21, 2022
Jeg er 23 år gammel og er NBA-redaktør på siden. Ved siden af læser jeg journalistik på Roskilde Universitet.
