Den 31. januar var der ikke meget at glæde sig over i The Bay for Golden State Warriors.
En 11. plads i en kompetitiv Western Conference og udsigter til et år uden slutspil.
Men lige så tæt som Western Conference er, lige så stor mulighed er der for at stige i tabellen, hvis bare man sætter et par sejre sammen. Og det har man i den grad forstået i Golden State.
For på lidt over en måned har man nu vendt skrækscenariet – uden for play-in-systemet – til nu at være med der, hvor det for alvor er sjovt: top 6.
Og endnu mere brugbart – direkte til slutspillet.
Nyt blod i truppen
At Golden State Warriors er gået igennem perioden siden 31. januar med plus på sejrkontoen kan skyldes flere ting. Men én ting, man formentlig ikke kommer uden om, er Jimmy Butler, som man tilføjede fra Miami Heat den 6. februar.
Siden tradet med Miami Heat er Golden State Warriors gået igennem 15 kampe med 12 sejre.
Jimmy Butler snitter 17,6 point, 5,7 rebounds og 5,7 assists, siden han ankom til The Bay og har ikke blot været et friskt pust, men også en værdifuld spiller for Warriors.
Lige nu ligger de på en 6.plads med 37 sejre og 28 nederlag.
Men Western Conference er tæt, og med 17 kampe tilbage for holdet i hvid og blå er det altså værd at følge med i kampen om top 6.
Natten til fredag dansk tid skal Golden State i aktion mod Sacramento Kings.







































































