Sommerens free agents er blandt ligaens absolutte elite.
Der er et hav af ledige spillere efter denne sæson, og der er derfor stor rift om spillernes underskrift.
Hvem er de vigtigste? Hvilke mulige destinationer har de? Denne artikel udforsker netop de spørgsmål.
Kevin Durant
En gang MVP, to gange Finals MVP, fire gange Scoring Champ, otte gange All NBA og ti gange All Star.
Durant er uden tvivl en af ligaens aller bedste spillere. Han har opnået alt. Hvis han vælger at blive free agent, vil alle hold flokkes om ham.
I en alder 30 år har han stadig en del gode år tilbage i sig.
Fordi han er så stort et navn, er der mange hold han rygtes til, men der er et par hold, hvor rygterne hænger ved. Durant har også gjort det klart, at han leder efter et sted, hvor han kan få en max kontrakt.
New York Knicks har længe været rygtet som en kommende arbejdsgiver. De har masser af plads i deres lønloft og er et stort marked. Durant får også muligheden for at være omdrejningspunktet på holdet.
Alle kriterierne er opfyldt bortset fra ét. De har ikke niveauet til at vinde et mesterskab.
Los Angles Clippers har stort set de samme muligheder som Knicks tilbyder, men Clippers så ud til at være en mere tiltalende kandidat, inden de tradede Tobias Harris. Med Durant kunne de muligvis have været med i mesterskabskampen. Uden Harris virker det usandsynligt.
Kawhi Leonard
Kawhi blev inden denne sæson tradet til Toronto, fordi han ville væk fra San Antonio.
Han kan til sommer vælge at blive free agent. Han har sammen resten af Toronto-mandskabet haft en formidabel sæson. De er nummer to i Eastern Conference, og hvis de kommer langt i slutspillet, kan han muligvis overtales til at blive i Canada.
Rygterne har svirret omkring Kawhi med hensyn til en ny arbejdsgiver. Det er ikke så meget et hold, men derimod en by han er tilknyttet til. Byen er Los Angeles. Både Lakers og Clippers har været store emner på rygtebørsen. Det store spørgsmål omhandler hans personlige rolle.
Hvis han gerne vil vinde mesterskaber, så er valget Lakers og LeBron James. Hos Lakers vil han være LeBrons højre hånd, men hvis han vil opnå individuel succes, er valget Clippers. I Clippers vil han blive den ubestridte stjerne.
Kawhi har i denne sæson vist, at han hører til blandt ligaens stjerner. Han er derfor et meget varmt emne i free agency.
Kyrie Irving
Kyrie er en ganske særlig spiller. Han er i besiddelse af talenter med bolden, som ingen anden har. Hans antal af offensive angrebsmuligheder er utallige. Med bolden i hænderne, kan han altid finde en skudmulighed. Ikke nok med at han har vist det i den regulære sæson, så har han også vist det i både slutspillet og finalerne.
Boston Celtics har på det seneste vist revner i lakken og der virker til at være interne problemer på holdet. Derved er Kyries fremtid hos holdet uvist. De er dog stadig en mulighed for ham til sommer.
New York Knicks er det hold, der hyppigst bliver nævnt i sammenhæng med hans fremtidsbeslutninger. De vil prøve at samle et superteam bestående af Kevin Durant, Kyrie Irving og deres førsterundevalg i årets draft. Muligheden for at spille i New York passer til Kyrie. Han fortrækker de store scener, hvor han kan fremvise sin talenter.
I løbet af sæsonen har der også været snak om en mulig genforening med LeBron James. LeBron var grunden til at Kyrie forlod Cleveland Cavaliers i første omgang, men de to er kommet fode igen. Siden da har rygterne om en mulig genforening svirret.
Klay Thompson
Klay Thompson er en af ligaens bedste skytter. Derfor er han velkommen på samtlige NBA-mandskaber. Det moderne NBA er med trepointsskuddet i fokus. Klay er en mester i den disciplin.
Udover at være en fremragende skytte tilføjer han en masse erfaring fra de helt store kampe. Han er også en glimrende forsvarsspiller, dog er der ikke meget, der tyder på, at han forlader sin nuværende klub.
I 2011 blev han draftet af Golden State Warriors, og han har været der siden. Han er tilfreds hos de forsvarende mestre. Han er en stor del af mandskabet som revolutionerede ligaen og han forventes at blive hos dem, hvis de kan tilbyde ham en rimelig kontrakt.
Der har været snak i krogene om et muligt skifte til Los Angeles Lakers, og han ville passe perfekt ind i det typiske LeBron opbyggede hold. Han er en fremragende skytte, som også kan dække op. Lakers er en realistisk mulighed, men han forventes at blive i Oakland.
Vince Carter
I en alder af 42 år, er Vince Carter ikke længere blandt ligaens elite. Han er dog på denne liste, fordi han muligvis spiller sin sidste sæson næste år. Derfor er det spændende, hvor han vælger at tilbringe sin sidste tid. Vil han vinde et mesterskab og slutte på toppen, eller vil han ære sin karriere i en tidligere klub?
Hans effekt på spillet er begrænset på grund af hans alder. Ikke desto mindre kan han stadig følge med i NBA og netop derfor, forventes han at tage en sæson mere.
Et mesterskab som en afslutning på hans karriere ville være passende, for han har aldrig vundet et mesterskab før. Derfor er de fleste topklubber i ligaen i spil.
Toronto Raptors ville være drømmescenariet. Det var der han startede sin fortryllende rejse. På den måde kan han både ære sin karriere og vinde et mesterskab på samme tid.
En vaskeægte win-win situation.